Opgør med Højhastighedshandlerne

Det er i dag muligt at handle værdipapirer på de internationale børser i et hidtil uset tempo, hvor forskellen på tab og gevinst bogstavelig talt kan bero på mikrosekunder. Det udnyttes af de såkaldte højhastighedshandlere (high frequency traders), der via handelsalgoritmer specialiserer sig i forskellige former for arbitrage. I bogen ”Flash Boys” forklarer Michael Lewis på en populær måde, hvordan de eksempelvis kan nå at aflæse investorernes handelsønsker hurtigere end de bliver afviklet og dermed nå at byde kurserne op og tjene penge på det, før ordren bliver eksekveret. Denne ”front running” på kundernes bekostning er ulovlig  i andre dele af den finansielle sektor, men højhastighedshandlernes version er lovlig. Det er småpenge, det handler om i den enkelte transaktion, men når der gennemføres milliarder af transaktioner, løber det op i meget store fortjenester.

Mulighederne for arbitrage er forøget gennem fragmenteringen af finansmarkederne på flere børser og de såkaldte sorte søer (dark pools), hvor store investorer handler internt og anonymt uden om de etablerede markeder. Ved at skaffe information om handlerne i et marked, kan højhastighedshandlerne nå at komme investorerne i forkøbet på andre markeder. Man kan sige, at finansmarkederne gennem højhastighedshandlerne har indført deres egen version af Tobinskatten, som gør det lidt dyrere og vanskeligere at handle.

Der er flere negative konsekvenser af højhastighedshandel.  Det er vanskeligt at handle til de kurser, man kan se på skærmen, hvis de når at skyde i vejret, inden man kan handle på dem. Det er også et problem, vi kender til i Danmark, som chefaktiehandler i Danske Bank, Mads Zink har forklaret i Børsen. En anden konsekvens kan være, at kapitalmarkederne bliver noget mere volatile med tilhørende risiko for kursskred. Omsætningen af aktier er vokset dramatisk, hvilket kan medvirke til at gøre markederne og dermed virksomhederne mere kortsigtede, selvom en væsentlig del af aktierne i Danmark heldigvis holdes af mere langsigtede hovedaktionærer og institutionelle investorer.

Michael Lewis og andre efterlyser reformer, hvis markederne skal genvinde investorernes tillid. Det var derfor ikke tilfældigt, at Jeff Sprecher, CEO i Intercontinental Exchange Group, fredag den 9. maj meddelte, at datterselskabet New York Stock Exchange ville ophøre med nogle af de mest komplekse handelsordrer, der primært bruges af højhastighedshandlerne.  Andre er gået så vidt at etablere en alternativ børs, IEX, der prøver at stille pålidelige priser.  EU-Kommissionen har i april 2014 lanceret regulering af højhastighedshandlen som led i MIFID direktivet.

Mange vil givetvis opfatte højhastighedshandelen som endnu et bevis på kapitalismen utilregnelighed, men det er dog værd at gøre opmærksom på, at handelsomkostningerne har været støt faldende som følge af den teknologiske udvikling, der er skabt af den selvsamme kapitalisme. Det er selv med front running langt billigere at handle værdipapirer i dag end det var tidligere. Michael Lewis hævder endvidere, at problemerne med front running til dels er skabt af misforstået finansiel regulering.

Velfungerende finansmarker har en forunderlig evne til at sammenfatte information, som indebærer, at kurserne ofte giver en bedre værdiansættelse af finansielle aktiver end individuelle investorer evner.  Baggrunden er de store tals lov, som betyder at fejlskøn kommer til at opveje hinanden. Men betingelsen er, at investorerne handler uafhængigt af hinanden, og det kan kaste grus i maskineriet, når de i stedet baserer deres adfærd på, hvad de andre gør. Det er for eksempel tilfældet når de bliver grebet af panik og sælger fordi alle andre sælger eller af eufori, hvor de køber for at være med på vognen. Der er også tilfældet når de som højhastighedshandlerne køber, fordi de ved, at andre vil købe og kan tjene penge på at komme dem i forkøbet. Det skaber risiko for selvforstærkende bobler eller kursskred, hvor markedet pludselig og tilsyneladende uforklarligt ”går i hullet”.