ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Du skal gøre dig fortjent, kære leder!

authorimage
BLOGS
Af: Lars Sander Matjeka
28. maj 2014

Jeg deltog for nyligt i en paneldebat om ledelse, og undervejs fik jeg spørgsmålet: ”Hvad kendetegner en stærk leder?”. Det korte svar er: evnen til at skabe følgeskab! Det lidt længere svar er, at den stærke leder er kendetegnet ved:

1)      Mål og rammer
2)      Tydelighed
3)      Nærvær
4)      Konsekvens
5)      Kærlighed

MÅL OG RAMMER
Den stærke leder evner at sætte klare mål for den enkelte medarbejder, og skabe de bedste rammer, for at medarbejderen er i stand til at nå målene (og dermed opleve succes). For mig har det altid været afgørende, at det er klart for den enkelte, hvordan hun bidrager til helheden, og kan se en direkte sammenhæng mellem egen indsats og virksomhedens overordnede mål. Det bidrager med mening og retning!

TYDELIGHED
Mit motto er: fortæl, hvad du kan fortælle, og fortæl, hvad du ikke kan fortælle! Kald en spade for en spade! Jo mere ærlig og direkte en leder er i sin kommunikation, jo mindre overlades til (mis)tolkning og gætteri. Som medarbejdere bliver vi utrygge og mister tillid, hvis vores leder sender divergerende budskaber. Og som ledere må vi huske, at vi bliver målt og vejet i hele vores gøren og laden hver eneste dag.

NÆRVÆR
Det lyder måske poppet, men nærværet er helt afgørende for, at medarbejdere får opfyldt et basalt menneskeligt behov for at blive set og hørt. En medarbejderundersøgelse fra en af mine tidligere arbejdspladser viste tydeligt, at nærværet var langt vigtigere end løn, ferie og diverse goder. Der er en direkte sammenhæng mellem nærvær fra lederens side og medarbejdertilfredsheden.

KONSEKVENS
Den stærke leder eksekverer, når der er behov for det! Det betyder, at lederen står fast, når regler og værdier bøjes eller brydes – også selvom det er teamets bedst performende medarbejder det handler om. Konsekvens må være individuel frem for kollektiv. Medarbejdere kan ikke stole på en leder, som ikke skaber sammenhæng mellem ord og handling – og som ikke tager ansvar, når det skal tages (også selvom det gør ondt).

KÆRLIGHED
En leder skal ikke elske alle sine medarbejdere! En leder skal heller ikke behandle alle ens! Men en leder skal agere med respekt og empati! Jeg har et mål om at se mine medarbejdere som hele mennesker, som hver især har noget med i bagagen, og som har et liv, der handler om meget andet end job. En stærk leder drager omsorg for sine medarbejdere med respekt for, at noget hører til arbejdslivet og noget til privatlivet.

Den leder som formår at leve op til disse ting får helt naturligt følgeskab af sine medarbejdere! Og netop følgeskabet oplever jeg personligt som min vigtigste opgave. Jeg skaber ikke resultater alene, men gennem de mennesker, der har lyst til at forfølge samme mål som mig. Jeg skal hver dag gøre mig fortjent til, at mine medarbejdere vælger mig som leder!

Profil
Lars Sander Matjeka authorimage Lars Sander Matjeka blogger om ledelse, forretningsudvikling og kommunikation, som er blandt de emner, han primært har beskæftiget sig med i sine tidligere jobs som marketing- og kommunikationsdirektør og forretningsudviklingschef

Lars Sander Matjeka er direktør for DG Media og Datagraf Communications, der begge indgår i Aller-koncernen. Han har i en årrække undervist i ledelse og marketing og er desuden aktiv som foredragsholder og bestyrelsesmedlem.

Tidligere bloggere på borsen.dk