Almisse eller faglig anerkendelse?

Aktuelt overvejer kulturordførerne for de politiske partier i Folketinget om ansøgeres økonomiske forhold skal i betragtning, når man uddeler kunststøtte. Det er en rigtig dum idé ifølge formanden for Dansk forfatterforening, Jakob Vedelsby, der siger, at det hele handler om kvalitet. Kun kvalitet.

I lørdagsudgaven af Dagbladet Politiken taler formanden for det siddende legatudvalg, Anne Lise Marstrand-Jørgensen, også om at det er en kunststøtteordning baseret på kvalitet i kunstnerens produktion, det er ikke en social velfærdsydelse, baseret på den enkelte kunstners økonomiske forhold.

Hun spørger retorisk:"Hvad hvis man har gæld? Eller, hvis man har et hus, skal vi så forlange, at forfatteren skal sælge det, før han søger støtte? Skal man have flere penge, hvis man bor i København, end hvis man bor i Vestjylland, fordi leveomkostningerne er højere i hovedstaden? Tæller det, hvor mange børn, man har?"

Forfatter Peter Øvig Knudsen, der vist nok engang har tjent rigtig godt på sine bøger om Blekingegadebanden, så han kan bo i et stort hus og køre i en fin bil, har netop været så heldig at få et tre-årigt arbejdslegat fra staten på i alt 1 mio. kroner.  Men mange forfatterkolleger er alligevel ikke rigtig misundelige ud fra argumentet om at legater uddeles alene ud fra en vurdering af kvaliteten i ansøgerens produktion. 

Nu vi er ved det, så lad os også tale om statens med mellemrum kraftigt kritiseredelivsvarige ydelser til skabende kunstnere.

Livsvarige ydelser er på finansloven og kan uddeles til 275 kunstnere. Ydelserne kan ikke søges, men tildeles efter indstilling fra Statens Kunstråd og efter forelæggelse for Folketingets Finansudvalg.

De udvalgte kunstnere modtager hver 150.000 kroner  om året. Til sammenligning er en gennemsnitlig direktørløn på ca. 100.000 kroner  – om måneden. Udbetalingerne til kunstnerne på livsvarig ydelse er desuden indkomstbestemt, så hvis en kunstner har haft rimelig indtægt udbetales minimumsydelsen stor 16.500 kroner – om året. Aktuelt modtager 49% af kunstnerne på livsvarig ydelse desuden mellem- eller minimumsydelse.

Så kære politikere, negligér blot mediernes lallede debat om de livsvarige ydelser og koncentrér jer om væsentlige forhold for kunstens fremme. Det er jeres opgave at bevare og bestyre fokus i debatten. Man kunne i stedet argumentere for, at de livsvarige ydelser er statens anerkendelse af en kunstners livslange dedikation for kunsten og bidrag til samfundet, ligesom man kan argumentere for, at den kunstner, som har leveret produkter af høj kvalitet, selvfølgelig har krav på legater og anerkendelse, uden skelen til, hvordan denne kunstners økonomiske forhold ellers ser ud.

Man kunne istedet tale om generelle forhold ved kunstnerisk produktion samt kulturelt viden- eller værdiarbejde.

En god – og også af markedet accepteret – kunstner, kan ad åre arbejde mindre og tjene mere. Arbejdstidens værdiafkast kan altså ikke altid afregnes proportionalt i minutter. En times arbejdsindsats kan for den dygtige viden- eller værdiarbejder have samme værdi som hundrede timers arbejdsindsats  fra den mindre modne og lidet specialiserede viden- eller værdiarbejder.

Denne form for entrepreneurskab er ikke blot prisværdig, den er også misundelsesværdig. Hvis Danmark havde en reel og innovativ iværksætterkultur, så ville ikke bare kunstnerne, men også andre ambitiøse og kompetente  mennesker tænke sådan: skabe mest mulig værdi via koncentreret arbejdsindsats.

Lad de rigtige kunstnere afløse medieleflende reality-stjerner-for-en-aften, så vi kan få kvalificerede og gangbare rollemodeller.

Et værk af et at årets legatmodtagere, billedkunstner René Schmidt, fra den præmierede udstilling Color Me In på Esbjerg Kunstmuseum 2014.

Se samlet liste over tildelinger her.

Dele af dette indlæg blev april 2011 publiceret her på bloggen under overskriftet Når en krone er mere værd.