Hellere tomrum end tomgang

Hvis der skal en ny skulptur på det gennemrenoverede bytorv eller det nye kontordomicil skal have et passende maleri til foyeren, skal man så kontakte en ekspert, der kan finde det relevante kunstværk, eller får direktionssekretæren lov at ringe til sin fætter, der jo også laver kunst?

Hvis mit vandrør er læk, så ringer jeg til en kyndig VVS´er, der kan fikse det. Hvis en kommune eller en virksomhed vil have kunst, bør de tilsvarende konsultere en kunstfaglig person.

Hermed overlades al beslutningtagen ikke til den kunstfaglige, der fungerer som konsulent. Konsulentens fremmeste opgave er - også i dette tilfælde - at lytte til opgavestillerens motivation, forstå opgavens formål og supplere med egen viden, personlighed og faglighed. 

Nuvel, alle har lov at have en mening om kunst. Alle meninger er muligvis lige gyldige. Men noget kunst giver rigtig mange mennesker mulighed for at have rigtig mange meninger. Tilmed rigtig mangeforskelligemeninger. Det kræver kyndighed at identificere og formidle denne kunst, der er så meningsfuld for så mange.

Derfor: Jeg vil til enhver tid foretrække ingen kunst fremfor dårlig kunst. For megen dårlig kunst forstyrrer oplevelsen, dulmer nysgerrigheden og hæmmer adgangen til den gode kunst.

Det er ganske forståeligt at mange opfatter kunst som fremmedgørende, ligegyldig eller hjemmegjort. For størstedelen af den kunst, vi møder på private arbejdspladser og offentlige arealer er kønsløs og tanketom, i bedste fald er det interessant håndværk eller en vag påmindelse om, at der faktisk findes kunst med nerve.

Nogle mennesker har mere forstand på kunst end gennemsnittet, så når kommunerne forvalter skatteborgernes midler bør de uden skælven og skelen konsultere fagfolk. Ligesom virksomheder ikke bør tage beslutninger om kunstindkøb henover en rødvinsfrokost. Det er i orden at ville noget med kunsten og stille krav.

Måske skyldes denne til tider løselige omgang med kunsten ikke mangel på viden, men mangel på mod.

Kunst kræver mod. Først og fremmest hos kunstneren, som skaber kunstværket, dernæst hos den institution eller person, der vover at tage kunsten til sig. For den gode kunst kræver opmærksomhed og ændrer din tanke og din følelse, måske også din handling. Tør man beskæftige sig med den slags i diverse statslige og private instanser?

Marts 2011 publicerede jeg første gang dette indlæg her på Børsen bloggen. Men der er behov for at sige det igen.