Første sag om ministerbetjening

Folketingets Ombudsmand har haft lejlighed til at teste den meget omtalte ”ministerbetjeningsregel” i den offentlighedslov, der har været i kraft siden 1. januar.

Reglen tillader kort genfortalt, at en myndighed, som vurderer, at ministeren har eller vil få behov for embedsværkets rådgivning og bistand i en sag, afviser at give aktindsigt i visse informationer. Formålet er på den måde at hemmeligholde den interne og politiske beslutningsproces, når informationer udveksles mellem to myndigheder, fx et departement og et direktorat, som led i ministerbetjeningen.

Ombudsmandens udtalelse drejede sig om et notat fra en styrelse til et ministerium. Notatet redegjorde for styrelsens mangeårige praksis på et område, der havde (har) pressens bevågenhed. Styrelsen mente, at den førte praksis var problematisk, og notatet indeholdt forslag til løsninger. En journalist havde efterfølgende bedt om aktindsigt i notatet og var blevet det nægtet.

Da ombudsmanden fik sagen var han enig i, at ministerbetjeningsreglen skulle anvendes, og dokumentet skulle derfor ikke udleveres.

Spørgsmålet blev derfor i stedet, om notatet indeholdt oplysninger, der skulle ekstraheres, altså trækkes ud, og gives til journalisten. Myndighederne har nemlig en ekstraheringspligt vedrørende faktiske oplysninger, samt visse interne og eksterne faglige vurderinger.

Styrelsen havde i sin aktindsigtsnægtelse skrevet, at dokumentet ikke indeholdt oplysninger, der skulle ekstraheres.

Ombudsmanden mente tværtimod, at en meget væsentlig del af dokumentet indeholdt oplysninger om sagens faktiske grundlag, idet oplysninger beskrev de faktiske forhold, som lå til grund for styrelsens overvejelser i sagen, og de tiltag, styrelsen ønskede at iværksætte.

Det vil sige, a) at selve beskrivelsen af den mangeårige praksis, b) beskrivelsen af de problemer styrelsen mente denne praksis led under, samt c) beskrivelsen af hvad styrelsen allerede havde gjort og d) ville gøre i fremtiden, var oplysninger, der skulle ekstraheres og udlveres.

Ombudsmanden skriver, at disse afsnit faktisk udgjorde ”hele dokumentet med undtagelse af tredje afsnit på side 2”.

Ombudsmandsudtalelsen sender et signal til myndighederne om, at der holdes et vågent øje med ministerbetjeningsreglen, og at myndighederne skal huske på, at der findes en ekstraheringspligt og at denne også gælder, selvom der kan virke ubelejligt eller irriterende, og måske endda kommer til at sætte myndigheden eller ministeren i et dårligere lys.