Peter og renteulven

Vi hører det ofte og aktuelt har vi de sidste uger kunne læse realkredittens fortsatte advarsler om at boligejerne skal søge mod den sikre finansieringshavn i form af fastforrentede lån. Én ting er at renteprognoserne især de seneste 5 men også de sidste 10 år har taget fejl og rådgivningsmæssigt anbragt forbrugerne i en rentesituation, som både har hæmmet deres opsparing og lagt en bremse på de danske privatforbrugsmuligheder. Samtidig må det dog undre og være stof til eftertanke, at anbefalingerne og advarslen om rentetilpasning fortsætter, på trods af udsigterne til at renterne forbliver lave i en overskuelig tid, når ECB skal til at lade pengekanonen for en ”sidste gang”.

Lange renter historisk lave

Det anføres ofte korrekt, at de ”lange” renter er historisk lave. Samtidig sættes der lighedstegn mellem et historisk lavpunkt og låntagernes præference for netop at kende deres ydelse og låse den fast. En lav rente er ikke i sig selv nogen beslutningsstøttende variabel, hvis det drejer sig om at vælge det billigste lån og dermed den laveste nutidsværdi. Det afhænger af alternativer og renteudsigterne.

Rentestigninger har (fortsat) lange udsigter

Vi befinder os forhåbentlig på den rigtige side af finanskrisen og er nærmere slutningen end begyndelsen. Det går dog kun langsomt fremad. Centralbankerne, især i Europa har fået en ny ”fjende”. Der bliver strammet op og effektiviseret og det giver pres på enhedslønomkostningerne og derigennem også inflationen.

Just som vi håber at være på vej ud af krisen, skal den europæiske centralbank, ECB, ikke kun pengepolitisk vækstunderstøtte, men også sørge for at vi ikke kommer for tæt på deflation. Oveni kommer den massive arbejdsløshed i Sydeuropa. Alt sammen peger det i retning af, at stigende renter er mindre snarere end mere aktuelt de kommende år.  

Spørgsmålet synes på det lidt kortere sigt mere at dreje sig om hvornår Draghi og co. I Frankfurt lader den pengepolitiske rentekanon. Markant dansk pengepolitisk enegang er mindre sandsynlig.

Sædvanlige argumenter

Selv om der faktuelt ikke er noget som peger på stigende renter, bliver lovprisningen af den ”lange” realkreditfinansiering fremhævet igen og igen. Argumenterne er de velkendte og drejer sig først og fremmest om at kunne ”sove roligt om natten” og en opfordring til at indløse en lodseddel og deltage i konverteringslotteriet.

Rentetilpasning + afradrag = ingen boligkrise

Hvis realkreditten var forblevet ved deres læst og havde ordineret den medicin, som de selv anbefalede og lovpriste ved indførelsen af rentetilpasingslånene, kunne meget være sparet for dem som har skiftet den laveste ydelse ud med ”sikkerheden”. Hvis man samtidig havde kombineret det med at afdrage på sine lån og ikke lade hånt om ”tidens tand” og slitage på huset, er mulighederne for at vi kunne have undgået en boligkrise rigtig gode. Både fordi boblen ikke var opstået, men også fordi restgælden aldrig ville have været et reelt stort og samfundsøkonomisk problem med kombinationen af laveste rente og hurtigste tilbagebetaling.

Realkreditten tæt på at ”få ret”?

Paradoksalt nok er realkredittens vedvarende og fortsatte lovprisning af den ”faste” renteforbindelse ved at ”komme i hus” og er blevet mere aktuel end den har været de seneste 10 år. Desværre ikke på grund af rentestigninger, eller forventninger om det samme. Derimod er renterne faldet så meget og gebyrerne steget tilsvarende på rentetilpasningslån, at forskellen omkostningsmæssigt ikke har været mindre i mands minde.

Man kan hævde at realkreditten har været lidt foran sin tid med anbefalingerne. I denne henseende har det dog været en endog meget dyr ”fornøjelse” for kunderne.

Peter og renteulven

Når tiden på et tidspunkt om nogle år bliver renteforhøjelsesmoden, er risikoen relativ stor for at låntagerne gør ligesom i eventyret om Peter og ulven. Belært af mange formaninger, som har vist sig forkerte og utidige, vil de ignorere udsigterne til stigende renter. Det er ikke så mærkeligt og skyldes ikke nødvendigvis låntagernes manglende opmærksomhed, men antallet af falske signaler. Imens kan man undre sig over at antallet af fejlskud ikke har ændret forudsigelsesattituden og gjort realkreditten mere ydmyge.