Ballade i investeringsforeningerne

Investeringsforeningerne er kommet under beskydning i de seneste måneder. De er blevet kritiseret for at have for tætte bånd til bankerne, der mistænkes for at tage for meget i administrationshonorar. Finanstilsynet har offentliggjort en omkostningsanalyse og henstillet til foreningerne at være mere opmærksomme på deres omkostninger, herunder hvordan eventuelle stordriftsfordele i større foreninger kan komme medlemmerne til gavn.

Baggrunden for at fokusere på lave omkostninger er, at det har vist sig meget vanskeligt for investeringsforeningerne at få et afkast der er større end markedsafkastet. Ifølge finansieringsteorien er det bedste råd til investorerne at sprede deres investeringer, så de får markedsafkastet, hvilket kan gøres forholdsvis billigt. Man skal dog være varsom med fejlfortolkninger af finansieringsteoriens resultater. Det er meget nemt for private investorer at klare sig markant dårligere end markedet. Derfor kan det giver derfor god mening at private lytter til rådgivning og lader andre at investere for sig.

I valget af investeringsforening kan der lige som på alle andre områder være grund til, at køberne investerer sig for hvor meget de betaler og hvad de får for pengene, altså for forholdet mellem pris og kvalitet. Og er det overhovedet Finanstilsynets opgave at have meninger om, foreningernes forretningsmodel eller hvad folk vælger at investere i? Man kan måske drage en parallel til markedet for vin. Her har det vist sig, at almindelige mennesker ved blindsmagning ikke kan smage forskel på vin og navnlig ikke efter et par glas, fordi alkohol døver smags- og lugtesans. Faktisk er der forsøg, der viser, at selv ikke vinspecialister kan smage forskel på rød- og hvidvin (se videnskab.dk). Derfor kunne man tænke sig at Fødevarestyrelsen i forbrugernes interesse lagde et prisloft på vin eller i hvert fald lagde pres på producenterne om at producere så billig vin som muligt ligesom Finanstilsynet nu lægger pres på investeringsforeningerne. Men det ville de fleste ville betakke sig for, og det er uklart, hvorfor vi skal finde os i det inden for den finansielle sektor.

Investeringsforeningerne er formelt set selvstændige, men mange arbejder reelt i symbiose med en bank, der formidler foreningens produkter til bankens kunder.  Hvis de havde været bankens egne produkter, ville det alene være op til kunderne at vælge om forholdet mellem pris og kvalitet er i orden. Nu er der som en ekstra sikkerhedsforanstaltning indsat en bestyrelse, der vælges af medlemmerne og skal repræsentere deres interesser og ikke administrators. Men køberne opfatter sig mere som kunder end som medlemmer. Det står dem frit for at købe og sælge deres investeringsbeviser hos hvem de vil, og det er nok deres stærkeste kilde til indflydelse.

Der er ikke noget underligt i at kapitalforvaltere tager et administrationshonorar for deres indsats. Investeringsforeningerne kræver typisk en fast andel af den forvaltede formue, for eksempel 1 procent. Satsen er uafhængig af medlemmernes antal og falder altså ikke, når der kommer flere medlemmer. Men den stiger heller ikke når der kommer færre, og administrator får ikke andel i upside, som kapital- og hedgefonde gør.  Spørgsmålet er, om ikke den nuværende enkle model er den rigtige til private investorer. Den er i hvert fald til at forstå.

I en situation hvor renteniveauet er historisk lavt, konkurreres de forventede afkast ned, og der bliver ikke meget tilbage af et samlet afkast på 2% når der skal betales 1% i administrationshonorar. Derfor er det naturligt at administrationshonorarerne kommer under pres via konkurrencen. Det er også sandsynligt at foreningernes bestyrelser vil se nærmere på, om de kan skære i omkostningerne. Men det må være op til bestyrelserne selv at vælge deres forretningsmodel.