Simple Living 0.2

Weekendens mest læste artikel fra Information handler om privatforbruget, som bare ikke vil stige, selvom politikerne gerne vil have os allesammen til at forbruge, så der kan komme gang i økonomien. Vi sparer op. Siden finanskrisen er de private opsparinger vokset med 150 milliarder kroner.

Måske vil vi slet ikke have for mange ting? William Morris bryder sig ikke om massefremstillede industriprodukter, der ikke har sans for det æstetiske og det funktionelle. William Morris levede i slutningen af 1800-tallet.

Som del af viktoriatidens avantgarde, prærafaelitterne, havde Morris en vision; en revolutionær og altomfattende ide om idealsamfundet: Det er ikke nok, vi føler fornøjelse ved et produkt, arbejderen skal også have fornøjelse ved at fremstille produktet! Morris var kunstner og blev stadig mere politisk og samfundsmæssigt engageret.

Men lad os begynde med et citat, der ville gøre sig godt som introduktion til en boligreportage i et glitret livsstilsmagasin: “If you want a golden rule that will fit everybody, this is it: Have nothing in your houses that you do not know to be useful, or believe to be beautiful"( William Morris).

Det sagde manden faktisk i 1880 og hvor er det dog rigtigt. Simple Living, Feng Shui og diverse halvstuderede boligtendenser kan godt pakke sammen. Prøv at besøge Karen Blixens smukke hjem i Rungstedlund, Bakkehusmuseets guldalderbolig, Farvergården i Den Gamle By eller forsåvidt nogle af de mange forskellige hjem i Frilandsmuseet. Her er ikke en krumme for meget. Et bord. En bænk. En skænk. Tingene skulle holde hele livet, gerne flere generationer. Et gammeldags karlekammerskab rummede alle karlens ejendele, mange havde maks to sæt tøj og klarede sig ganske fint med det.

I dag vil vi gerne have walk-in-closet og rigeligt med køkkenskabe, så der er plads til uendelige mængder dækkeservietter, dingenoter og diverse grej der bruges en gang eller to om året. Virksomheder, der tilbyder lagerplads til private, har kronede dage. Der bygges lagerhoteller som aldrig før. Efter det kraftige regnskyl sommeren 2011, hvor kældre blev oversvømmede, stod der i vejkanten uendelige mængder ting og sager, som skulle til storskrald. Vel og mærke ting og sager - ragelse og rod - som ejerne sådan set havde glemt, de havde sat i kælderen. Ting, som de næppe ville få brug for igen.

Jamen altså. Tænk hvis hovedstrøgenens livsstilsforretninger og ekviperingsbutikker blev kraftigt reduceret og i stedet gav plads til kreative værksteder og kunstudstillinger.

Så ville jeg gerne se prærafaelitternes måske lidt sukrede og pastose malerier. For det er lidenskab og længsel, illustrationer af litteraturens helte og heltinder, fortryllende landskaber og et motiv- og farvemod som fremstår helt surrealistisk, også med samtidige øjne.

Foruden disse sværmerier designede prærafaelitterne tapeter, tæpper, møbler og diverse brugsgenstande til dagligdagen. Alt sammen i respekt for deres kunstneriske koncept. Akkurat som senere tiders wienersecessionister og bauhausfolk.       

Hvornår, om nogensinde, ser vi igen denne slags totaltanke blandt kunstnere? Når kunstnere i dag flirter med brugsdesign og arkitektur, så sker det som regel indenfor rammerne af en solokarriere. Intet kollektiv arbejder udfra en vision for at formulere en måde, vi kan indrette os på i hverdagen, rummene og relationerne.

Økonomerne vil gerne tro på, at vi aldrig bliver mætte, så vi altid vil have mere og købe mere. Behovet bliver måske bare mere avanceret. Som studerende spiser vi uendelige mængder havregryn. Som voksne er det specialmüsli. Men loppemarkederne er i vækst, og det er ingen skam, at forære en brugt fødselsdagsgave. Det handler om besindelse, om at bevare kontrollen og kun vælge de ting, der har kvalitet og værdi. Sådan får vi et godt hjem og en funktionel hverdag. Vi kan stadig bruge Morris'  leveregel fra slutningen af 1800-tallet: “If you want a golden rule that will fit everybody, this is it: Have nothing in your houses that you do not know to be useful, or believe to be beautiful."

Dette blogindlæg er en opdateret version af et indlæg først publiceret her på Børsen den 5. november 2012, inspireret af udstillingen Pre-Raphaelites: Victorian Avant-Garde, Tate Britain, London (12. september 2012 - 13. january 2013).