Amerikansk jobfest – skal du med?

authorimage
BLOGS
Af: Teis Knuthsen
08. maj 2014

Man har i de sidste par år diskuteret frem og tilbage om det amerikanske arbejdsmarked gør det godt nok. Kritikere er typisk skuffede over den manglende jobvækst, og nogle mener ligefrem at det er udtryk for, at de vestlige økonomier er dømt til evig lavvækst. Jeg skal melde klart ud, at jeg mener at arbejdsmarkedet i USA er noget stærkere end de fleste synes at mene. I denne kommentar har jeg derfor medtaget en række figurer så eventuelle læsere kan dømme selv. Det bliver måske en smule økonom-nørdet, men til gengæld er der ikke meget tekst!


5 gode grunde til at det amerikanske arbejdsmarked er bedre end de fortæller dig


1.    Arbejdsløsheden er faldet fra 10% i 2009 til nu blot 6,3%. Tendensen har været ganske stabil i de seneste 53 måneder, men ser nu ud til at accelerere. Med den vækst, der generelt ventes i USA, kommer arbejdsløsheden ganske sikkert til at falde yderligere.
 


 
2.    Faldet i arbejdsløsheden var lidt langsomt i starten, men er nu faldet mere end under de seneste to opture i 00’erne og 90’erne. På nuværende tidspunkt, efter 53 måneder, var ledigheden allerede begyndt at stige under begge de foregående opsving. Mit gæt er, at arbejdsløsheden vil fortsætte med at falde i de kommende år, i hvad der tyder på at blive et meget langt opsving.



3.    Beskæftigelsen i den private sektor i USA er nu den højeste nogensinde, efter at vi i februar 2014 passerede toppen fra 2008. Den samlede beskæftigelse er endnu lidt under toppen, men bør forventes at krydse den i løbet af de næste par måneder. Forskellen er at den offentlige sektor har været på noget af en hestekur, og at det samlede offentlige forbrug endnu ligger godt 10% under niveauet fra før finanskrisen.



4.    Den månedlige fremgang i beskæftigelsen har været meget mere stabil i de senere år, end hvad der var tilfældet under den seneste optur. Det er rigtigt, at vi i 00’erne havde flere måneder, hvor beskæftigelsen steg med mere end 300.000, men også flere måneder hvor den var tæt på nul. I modsætning hertil stiger beskæftigelsen langt mere stabilt i dette opsving. Stabilt er godt!



5.    Lønningerne er begyndt at røre på sig, og årsstigningstakterne ligger nu et godt stykke over inflationen. Alt andet lige tyder stigende lønninger på at arbejdsmarkedet er begyndt at blive mere ”stramt”. Stigende reallønninger er godt for den disponible indkomst.
 


6.    Endelig vil jeg påpege, at værdien af den amerikanske produktion i dag er på det højeste nogensinde, og altså har passeret niveauet fra før krisen…

 

7.    …samt at værdien af den amerikanske bilproduktion nu ligeledes er på det højeste niveau nogensinde. Det er ikke kun ny-økonomi/sociale medier, der trækker.

 


Det er ganske interessant, at vi kigger på et opsving der har været i gang i mere end fire år, samtidigt med at inflationen fortsat er meget lav, at pengepolitikken er ekstremt ekspansiv, at virksomhederne har bjerge af penge til brug for investeringerne, og at den offentlige sektor mere eller mindre er rettet til efter den sidste recession. Dette giver et meget spændende udgangspunkt for de kommende års økonomiske udvikling.

 



Nogle meget kloge mennesker mener, at den økonomiske motor er gået i stå. Jeg er helt sikkert ikke så smart, men jeg tror vi har været gennem det hvad man kalder for en balance sheet recession, og at tilpasningen af både den private og den offentlige sektors gældsniveauer nu er ved at være på plads i USA (Europa er ca. 3 år bagefter). Det betyder, at jeg forventer at den amerikanske økonomi ganske snart vil begynde at opføre sig helt normalt igen.
 

Profil
Teis Knuthsen authorimage Teis Knuthsen har det makroøkonomiske overblik og kan se de store linjer. På bloggen her finder man originale vinkler på verdensmarkedets udvikling.

Teis Knuthsen er cand.polit. og investeringsdirektør i Kirk Kapital. Tidligere har han været både investeringsdirektør i Saxo privatbank, Nykredit og Global Head of FX Research hos Danske Bank.

Få Teis indlæg
som RSS-feed her




 
Tidligere bloggere på borsen.dk