Når krisen kradser: Ansvarsforsikring – so ein ding...

I de seneste år er der sket en stor stigning i anvendelsen af ansvarsforsikringer til bestyrelserne i de børsnoterede virksomheder. Tendensen kendes fra udlandet især USA, hvor den store risiko for at blive sagsøgt, har fået medlemmerne af Board of Directors til at beskytte sig mod at gå personlig konkurs, hvis domstolene idømmer et erstatningsansvar. Spørgsmålet om en ansvarsforsikring for bestyrelsen aktualiseres ligeledes af den nuværende økonomiske krise, hvor man langtfra kan afvise, at bestyrelsen skal ændre strategi. Det er bestyrelsen som formelt set udarbejder strategien, hvilket betyder at der alt andet lige, er en øget risiko for, at bestyrelsen bliver erstatningsansvarlig ved forkerte beslutninger. Der findes endnu ingen offentliggjorte opgørelser over udbredelsen af disse forsikringer, som herhjemme bl.a. udbydes af Codan. Mine egne kilder vurderer dog, at næsten alle C20 selskaberne samt de fleste andre større børsnoterede virksomheder har en ansvarsforsikring for bestyrelsen. Årsagen til den stigende udbredelse af bestyrelsesforsikringer i Danmark skyldes sandsynligvis, at man har skelet til, hvad de andre bestyrelser har gjort, og dermed besluttet at gøre det samme. Man kan imidlertid spørge, om det i Danmark overhovedet er nødvendigt med en bestyrelsesansvarsforsikring. For det første dækker forsikringen sjældent grov uagtsomhed (desuden er der ligeledes en øvre grænse på forsikringsudbetalingen). For det andet får bestyrelsen ofte decharge på generalforsamlingen, hvilket betyder at bestyrelsen får bevilliget ansvarsfrihed, sålænge man populært sagt ikke har fejet afgørende oplysninger ind under gulvtæppet på generalforsamlingen. For det tredje skal der relativt meget til, før danske domstolene idømmer bestyrelsesmedlem et personligt erstatningsansvar. Ansvarsgrundet er dansk rets almindelige culpa dvs. hvis man som bestyrelsesmedlem handler uagtsomt eller tilsidesætter sine pligter, kan man ifalde erstatningsansvarlig, forudsat at der foreligger et tab og er årsagssammenhæng. Dog er det vigtigt at pointere, at domstolene som sagt er tilbageholdende med at sanktionere bestyrelsens dispositioner. Lige som i USA har vi i Danmark en såkaldt retsgrundsætning kaldet ”the business judgment rule” som indebærer, at så længe bestyrelsen handler i god tro på et oplyst grundlag, vil domstolene ikke betragte beslutningen som ansvarspådragende, selv hvis der realiseres et stort tab. Konsekvensen heraf er, at man som bestyrelsesmedlem især kan ifalde ansvar, hvis man svigter sit tilsyn og kontrollen med direktionen. Det er bestyrelsens opgave at påse, at virksomheden har et forsvarligt kapitalbeskedskab samt at bogføringen er i orden. Dette betyder i praksis, at kontakten med revisor er afgørende dvs. hvis revisor har nogle kritiske bemærkninger i revisionsprotokollen, skal man spørge ind til de konkrete forhold og forholde revisors bemærkninger for direktionen. Hvis man som bestyrelsesmedlem er uenig med en given beslutning eller mener, at bestyrelsen i en konkret situation ikke fører en tilstrækkelig kontrol med direktionen, bør man sørge for at få sin uenighed (dissens) ført til protokols. Dette kan i mange tilfælde føre til, at man ikke bliver erstatningsansvarlig, selv i det tilfælde, hvor selskabet også er noteret i udlandet. Budskabet er derfor, at en ansvarsforsikring, som omfatter ledelsen, ikke er ”need to have”, men snarere ”nice to have”.