Sådan bør de borgerlige kurtisere børnefamilierne

Klynk, klynk og atter klynk. Det er den generelle borgerlige kommentar til de stressede mødre, der i øjeblikket præger medierne med klagesange om livet med småbørn: Det er for hårdt med to gange fuldtidsarbejde og pendleri mellem daginstitutioner. Nogle vil hellere gå hjemme. Andre vil have udvidede åbningstider i vuggestuen. Øget orlov. Deltid. Tidsbank. Flere bedsteforældre. Bedre pædagoger.  “Gør noget,” råber de i kor, og de bakkes op af forskere, eksperter, og hvad har vi ellers af folk med en særinteresse.

Nu har Dansk Folkeparti spottet en sag og beder Manu Sareen forklare, hvad regeringen egentlig vil gøre. Sareen er dog på påskeferie, så han kan ikke svare. DF’s eget bud på en løsning er uklart. Socialdemokraterne melder klart ud, at de intet har på tegnebrættet. Ærligt nok. Og sikke et held – for det bliver givetvis dyrt, hvis dette problem skal løses af centrum-venstre.

Istedet for at afvise problematikken burde borgerlige politikere vende den til en vindersag. For under al klynken er der bestemt problemer, som har rod i socialstaten. Er man hurtig, kan man udnytte venstrefløjens åbenlyse svaghed og snuppe denne dagsorden i en ruf. Sådan kan det gøres i fire hurtige skridt:

1. Indse fordelen
Liberale og konservative partier har den absolutte fordel, at individet og derfor familien trumfer kollektivet. Det gør familiepolitik til en klar borgerlig vindersag. Værf staten ud af familielivet. Afpolitisér det. Insistér på familiens suverænitet. Gør det lettere selv at bestemme hvad det gode familieliv er.

2. Afvis regningen og hævd borgerlige mærkesager
Når børnefamilierne råber “gør noget” ad politikerne, mener de ofte: “Giv os mere orlov/ret til deltid/en tidsbank/rengøringshjælp” og så videre, uden respekt for at nogen skal betale regningen. Vis dem istedet hvordan lavere skat, lavere moms, lavere afgifter også hjælper børnefamilier. Økonomisk frihed giver mulighed for at indrette sig mere fleksibelt. Men træerne vokser ikke ind i himlen, og hver enkelt familie må tage økonomisk ansvar.

3. Adressér de reelle problemer
Dagtilbudsloven er en omgang formynderisk makværk. Den tildeler kommunerne et de facto monopol på børnepasning (kun syv pct. af daginstitutionerne er private), og sender årligt milliarder af skattekroner efter ineffektive kommunale institutioner (forældrebetalingen må maksimalt udgøre 25 pct. af pasningsudgiften, institutionstilskud udgør altså minimum 75 pct.).

Løsningen er a) at liberalisere lovgivningen, så det bliver nemmere for private at være med. I praksis skal kommunen ikke længere kunne agere både godkendelsesmyndighed, tilsynsmyndighed og konkurrent på institutionsområdet  og b) institutionstilskuddet skal omdannes til et fradrag således at forældrene frigøres fra kommunerne og står med et reelt frit valg i forhold til valg af pasningsform, hvad enten det er fuldtid/deltid, dagpleje/vuggestue, privat/offentligt, i hjemmet/udenfor hjemmet osv. Tilsammen skaber a og b grundlaget for, at et reelt marked kan opdyrkes, og heri kan forældrenes forskellige præferencer afspejle sig.

4. Kræv ansvar
Velfungerende forældre er, på trods af politiske forhindringer, i sidste ende selv ansvarlige for at få familielivets ender til at mødes – hvad det så end måtte kræve af økonomiske afsavn.

I virkeligheden kan det gøres meget mere liberalt og/eller konservativt afhængigt af temperament. Men ovenstående er bestemt skridt i den rigtige retning. Og skynd jer så – inden Manu kommer hjem fra påskeferie og Socialdemokraterne i panik beslutter sig for at indføre 12 års betalt barsel m/k.