Logningsdirektivets ugyldighed har også konsekvenser for SKAT

EU´s charter for grundlæggende rettigheder har med Lissabontraktatens ikrafttrædelse i 2009 fået fuld retsvirkning. Retten til ”respekt for privatliv” og ”beskyttelse af personoplysninger” er altså ikke længere kun hensigtserklæringer, men derimod blandt EU borgernes grundlæggende juridiske rettigheder Dette er EU-domstolens nye afgørelse om logningsdirektivet i allerhøjeste grad et bevis på.

Den 8. april 2014 kendte EU-domstolen således det såkaldte Logningsdirektiv fra 2007 ugyldigt. Direktivet pålægger bl.a. teleselskaber at lagre data, med henblik på at kunne identificere med hvem en person har talt med pr. mail og telefon, hvor længe de har talt, og hvorfra kommunikationen er sket.

Graden af vilkårlighed og manglende retsbeskyttelse var for stor
EU-domstolen vurderede, at Logningsdirektivets overordnede formål - at forebygge, afsløre og bekæmpe grov kriminalitet, herunder særligt terrorisme – var af almen interesse. Men domstolen vurderede samtidig, at direktivet var for vidtgående i forhold til EU´s grundlæggende ret til respekt for privatliv og beskyttelse af personoplysninger.

Domstolen anvendte altså proportionalitetsvurderingen og fandt herunder, at det ikke var selve datalogningen og myndighedernes brug heraf, der var problemet. Det var derimod, at direktivet var for vidtgående og ikke kun hjemlede indgreb i borgernes grundlæggende rettigheder, hvor dette var tvingende nødvendigt. Fx. hæftede Domstolen sig ved, at indgrebene kunne ske uden forudgående retskendelse og at det var uklart, hvilke objektive kriterier der skulle være opfyldt for at begrunde et så alvorligt indgreb i borgernes ret til privatliv og personoplysninger, som datalogning og myndighedernes brug heraf er.

Kort sagt: Graden af vilkårlighed og manglende retsbeskyttelse var for stor i forhold til datalogningens indgribende karakter i borgernes grundlæggende rettigheder.

Skattekontrolloven giver SKAT beføjelser i metermål
I den kontekst er det relevant, at EU-dommen også kan få virkning indenfor andre områder, hvor myndighederne har vidtgående adgang til personfølsomme oplysninger og hvor lovgivningen ikke indeholder et kontrolværn i form af for eksempel krav om forudgående retskendelse.

Det er blandt andet tilfældet i forhold til skattekontrollovens § 8D, der giver SKAT generel adgang til selv de mest private oplysninger, hvis blot de vurderer, at de pågældende oplysninger er ”af væsentlig betydning for skatteligningen”, jf. min tidligere blog ”Skattekontrolloven er et oldgammelt kludetæppe”.

Dommen må derfor være et vink med en vognstang til skatteministeren om, at hans bebudede retssikkerhedstjek af skattekontrolloven haster. Ifølge den er det nemlig ikke selve brugen eller indhentelsen af teledata, der er problemet, men derimod, at der ikke i forbindelse med denne myndighedsudøvelse er opsat tilstrækkelige retssikkerhedsværn som blandt andet sikrer, at de pågældende indgreb bliver begrænset til det ”strengt nødvendige” og er proportionale med målet.

Borgernes ret til privatliv og personoplysninger skal respekteres
EU-domstolens klare budskab er altså, at hensynet til borgernes grundlæggende ret til privatliv og personoplysninger skal respekteres, og at medlemsstaternes indgreb her i nøje skal afbalanceres, så de ikke bliver mere indgribende end højst nødvendigt.

Dermed må dommen nødvendigvis føre til, at de vidtgående og elastiske beføjelser SKAT har efter skattekontrollovens § 8D, er retsstridige. Nøjagtigt som CEPOS tidligere har påpeget i notatet: ”Er SKATs beføjelser retsstridige?”.