Betænkelig Bankunion

Allerede fra november 2014 planlægges den Europæiske Bankunionen at træde i kraft. Unionen er obligatorisk for eurolande, men ikke for lande som Danmark og Sverige, der har deres egen valuta. Alligevel overvejes det, om Danmark skal følge trop. Der er grund til at overveje dette grundigt, fordi en bankunion med europæisk finanstilsyn, afviklingsselskab a la finansiel stabilitet og kollektiv forsikring reelt kan svare til et finansielt euromedlemskab. Det er en dramatisk suverænitetsafgivelse, hvis alle større danske banker fremover skal styres fra Frankfurt af et europæisk tilsyn, der skal kunne lukke dem uden at den danske stat kan gribe ind.
Argumentet for bankunionen er for eksempel, at store banker med grænseoverskridende virksomheder bør overvåges af et overnationalt tilsyn, der har adgang til større ressourcer end det enkelte land kan mønstre. Men problemerne med grænseoverskridende banker har været til at løse selv da systemet blev stresstestet under finanskrisen, og under alle omstændigheder er der simplere måder at løse det på end gennem en bankunion. Reelt er det de svage eurolande (Sydeuropa), der har presset på for at få de stærke eurolande til at garantere deres banksystemer.
Nordeuropa (Tyskland) har til gengæld insisteret på et europæisk banktilsyn der skulle holde bankerne i ørerne for at undgå at udskrive en blankocheck. Tyskland har også fået indføjet en række begrænsninger på, hvornår og hvordan den fælles forsikringsordning skal træde i kraft og hvor stor den skal være. Faktisk har Tysklands krav været så restriktive, at det er tvivlsomt, om den nye fælles fond får kapital nok til at opfylde sit formål. Forsikringsordningen skal i øvrigt betales ved en afgift på bankerne selv.
Der er to velkendte problemer med forsikringsordninger, som begge kommer til udtryk i bankunionen. Det første – moral hazard – er, at den forsikrede ikke har det samme incitament til at undgå risiko. Man kan tænke sig, at bankerne i Sydeuropa vil opføre sig mindre ansvarligt, hvis de ved, at ECB betaler gildet. Det er dette problem, Tyskland ønsker at imødekomme med det europæiske finanstilsyn, der skal kunne gribe ind tidligt efter forgodtbefindende, lukke banker og afskedige bankledelser.
Det andet problem - adverse selection – består i, at de der har den største risiko har det største incitament til at forsikre sig. Når Sydeuropa vil i forsikringsordning med Nordeuropa skyldes det netop, at Sydeuropas banker er ”dårlige liv”, der med langt større sandsynlighed får brug for hjælp. Altså endnu en bailout som den vi ser, når ECB køber de sydeuropæiske landes usælgelige statsobligationer. Spørgsmålet er, om det er i Danmarks interesse at melde sig ind i en sådan forsikringsordning.
Man kan mene, at Danmark vil have gavn af en europæisk stabilisering og som sådan også på linje med Tyskland bør bidrage til fællesskabet. Det er også værd at overveje, at rollerne kan blive byttet om, så danske banker på et tidspunkt i fremtiden får brug for hjælp. Men det er tvivlsomt om fortsatte subsidier i tillæg til ECBs støtteopkøb og EUs strukturfonde er vejen frem. Subsidier skaber uhensigtsmæssige incitamenter, fastfryser de eksisterende strukturer og blokerer for de nødvendige reformer.
Et forsigtigt svar kunne være, at Danmark måske er parat til at gå med i bankunionen – når den økonomiske situation i Sydeuropa har stabiliseret sig, og når det er afklaret, hvor mange penge det reelt drejer sig om. Og ja, Danmark er også parat til at hjælpe, men det skal være med slags en Marshall hjælp, der har udsigt til at bringe Sydeuropa på fode igen - og ikke gennem subsidier. De tider er forbi hvor vi kan velsigne alt hvad der kommer fra EU. Spørgsmålet er efterhånden, om Europa er løsningen, eller om Europa er problemet.