Poul Nyrup skylder en undskyldning

Med ISS i en vellykket introduktion på Fondsbørsen er der anledning til at gøre en midtvejsstatus over kapitalfondenes virksomhed i Danmark.  Kapitalfondene er ganske vidst ikke ude af ISS. De har klogeligt valgt ikke at cashe in, men at bruge provenuet på at nedbringe gælden. Men markedet har givet sin vurdering af virksomhedens værdi, og udviklingsretningen mod et nyt ejerskab synes at være klar.

Hvem husker ikke tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussens kampagne da ISS blev købt i 2005, hvor han beskyldte kapitalfondene for at være ulækre og grådige udbyttere, der skadede virksomhederne og samfundet?  Status i dag er anderledes. ISS er en større, mere strømlinet og mere international virksomhed med næsten dobbelt så mange medarbejdere verden over. Virksomhedens værdi er steget fra 22 til 30 milliarder kroner.  Poul Nyrup skylder en undskyldning.

I den forbindelse er det positivt at ISS er blevet i Danmark som en børsnoteret virksomhed, selv om virksomheden undervejs var tæt på at blive solgt til udlandet. En overgang så det ud som om kapitalfondsejerskab var en mellemstation mellem dansk og udenlandsk ejerskab. Men eksempler fra TDC, Pandora, Matas og nu ISS har vist, at der er andre exitmuligheder.  Der er ikke noget galt i at sælge til udlandet, hvilket vi i mange tilfælde kan være den bedste løsning, men vi har brug de store danske koncerner, der kan udnytte forretningsmulighederne i en global økonomi.

Samtidig står det klart, at ejerne – EQT og Goldman Sachs Equity Partners – nok ikke opnår det afkast, de havde håbet på.  Det skyldes ikke mindst, at virksomheden med finanskrisen løb ind i en ”perfekt storm” der satte indtjening og omsætning under pres, mens det blev sværere og dyrere at låne penge til at finansiere gammel gæld og købe andre rengøringsvirksomheder. Kapitalfondene har i denne situation handlet kompetent og ansvarligt. Det er lykkedes dem at refinansiere gælden og vokse organisk uden overtagelser.

Kapitalfondene får altså ikke altid de høje afkast, som de lover investorerne. Det er helt naturligt, når der investeres i erhvervsvirksomhed. Høje afkast på nogle investeringer afbalanceres af lavere afkast eller direkte tab på andre. Fondene kan være mere eller mindre dygtige, og selv de dygtigste begår fejl ligesom alle andre.  De videnskabelige undersøgelser på området viser, at de i gennemsnit har et godt afkast, men  næppe bedre end i hedgefonde og andre gearede investeringer.  Og det er altså ikke et afkast uden risiko.

Det interessante er altså ikke, om kapitalfondene er gode eller dårlige, men hvad de er gode eller dårlige til.

Fordelene var kapitalfondsejerskab består blandt andet i, at de på forhånd gør sig klart, hvad de vil deres virksomheder. De vil sige at de vælger deres ejerskab, hvor andre ejere viderefører det af historiske grunde.  De kan lære noget af kapitalfondene på dette punkt, ligesom mange allerede har lært af deres aktive bestyrelsesarbejde og deres krav om, at bestyrelsesmedlemmer og direktører tager ejerskab ved at købe aktier for egne penge.

Svaghederne knytter sig blandt andet til den utålmodighed, som fondene udviser i deres jagt på afkast.  De har sværere ved langsigtede investeringer i forskning og udvikling. Det er sværere for dem at blive troværdige langsigtede partnere med myndigheder og andre virksomheder.  Det er heller ikke gratis at købe og sælge virksomheder eller at skifte så hurtigt ud blandt direktører og bestyrelsesmedlemmer, som de gør. Exit situationen og fristelsen til at puste værdierne op har for eksempel vist sig at indebære fristelser.

Kapitalfondene er hverken engle  - som de selv ynder at fremstille sig – eller dæmoner, som Poul Nyrup udråbte dem til, men noget midt imellem.