Globale aktier – hvad er det egentlig?

USA dominerer fuldstændig enhver opgørelse over globale aktiemarkeder med en vægt på omkring 50%. Derimod fylder selv de store vækstmarkeder forsvindende lidt. Rusland, for eksempel, udgør blot 0,5%, hvilket er den samme vægt som Danmark. Danske aktiers fænomenale kursudvikling over de sidste 25 år kan være svært at forklare, men er ikke mindst en gave til danske investorer med en stor hjemmemarkedsbias.
 

Jeg vil vove påstanden at langt de fleste af Børsens læsere er investeret i globale aktier, enten direkte i egne depoter eller indirekte gennem pensionsopsparinger. Tager vi ATP med kan vi inkludere en meget stor del af Danmarks befolkning. Men mit bud er også, at færre ved hvad begrebet ”globale aktier” egentlig dækker over.
 

Det nemmeste sted at starte, er med udbydere af indeks over globale aktiemarkeder. De to største er MSCI og FTSE, og i de følgende tager jeg udgangspunkt i MSCIs indeks. Det bredeste indeks hedder MSCI All Countries, og inkluderer såvel udviklede markeder som vækstlande (emerging markets). Indekset indeholder for nærværende omkring 8500 forskellige aktier fordelt på 44 lande, men mange af disse er for små til at blive inkluderet. Tager man for eksempel en passiv indeksfond som iShares MSCI All Countries (ETF), så indeholder den for tiden lige under 1400 aktier. Vil man som privat investor gerne eje ”globale aktier” så er det en god ide at gøre det i forening med andre!
 

Den typiske regionale opdeling er mellem udviklede aktiemarkeder (developed markets, også kaldet MSCI World)) og emerging markets (MSCI EM). Emerging markets udgør i dag ca. 10% af det globale indeks, en andel som er faldet betragteligt de seneste par år i takt med en skuffende kursudvikling på vækstmarkederne. For blot et par år siden var andelen omkring 16%. De udviklede lande udgør tilsvarende godt 90%.
 

Bryder man det ned på landeniveau er USA altdominerende med en vægt på 49,5% i MSCI All Countries (55% i MSCI World). Det næststørste marked er det engelske med en vægt på 7,8%, efterfulgt af Japan (7,2%) og Frankrig (3,8%). Tyskland er kun nummer fem på listen med en vægt på 3,4%, hvilket for mange kan virke overraskende lavt. Det største emerging markets land er Kina, med en vægt på blot 1,9% (19% af MSCI EM).
 

De allestedsværende BRIK-lande (Brasilien, Rusland, Indien og Kina) udgør blot 4,2% af det totale marked, og Rusland er med en vægt på 0,5% på størrelse med Singapore og Danmark. Euro-zonen udgør 10% af globale aktier, mens Europa når op på 23%.
 

De seks største aktiemarkeder (USA, Japan, UK, Frankrig, Canada og Tyskland) udgør i alt 75% af globale aktiemarkeder. Det er altså først og fremmest aktier fra disse lande man som investor er eksponeret overfor. Tager vi de fire næste markeder med (Schweitz, Australien, Kina og Sydkorea) kommer man op på 85%.
 

Selvom jeg har set på denne type opgørelser gennem mange år, kan jeg fortsat forundres over størrelsen og dybden af det amerikanske aktiemarked. Som privat investor skal man være påpasselig med ikke at undervægte og undervurdere det amerikanske marked, såfremt man ønsker en aktieudvikling der ligner den globale: Selvom Brasilien kan lyde mere besnærende, så er det amerikanske marked 50 gange større.


Køb dansk?

Det danske marked udgør som nævnt blot 0,5% af det totale marked. Skal man holde sig til lærebøgernes anbefalinger om porteføljeopbygning, er det den vægt også danske investorer bør have i deres aktieporteføljer. Et godt bud er at vi nok alle sammen har væsentligt mere.
 

Denne tendens til en hjemmemarkedsbias ses verden over og kan dels forklares ved at vi helst ved investerer i det vi er trygge ved (og så i det vi synes er eksotisk og spændende). Men i det danske tilfælde kan en høj allokering også forsvares gennem et væsentligt højere afkast på danske aktier end på globale: Siden 1990 har danske aktier givet et gennemsnitligt årligt afkast på 7,7% (kun kursgevinst, udbytter er ikke medtaget). Til sammenligning har MSCI All Countries givet et afkast på 3,6%, altså kun godt halvdelen. Risikoen på danske aktier (udtrykt som standardafvigelsen på afkastet) er samtidigt noget højere end for globale, men selv hvis man tager højde for det, ser Danmark ganske attraktivt ud. Laver man en simpel porteføljeoptimering på danske og globale aktier skal man teknisk set have mindst 25% i Danmark. Dette er selvfølgelig blot et mekanisk eksempel, men siger noget om at danske aktieselskaber har været helt usædvanligt venlige overfor investorerne de sidste 25 år.
 

Mange aktieinvestorer har porteføljer koncentreret omkring få, udvalgte selskaber. Disse kan ofte med fordel suppleres af brede aktiefonde, enten aktive eller passive, for at styre både risiko og forventet afkast i retning af det globale marked. Ligeledes har mange en stor overvægt af danske aktier. Med udgangspunkt i danske aktiers meget fine afkastudvikling kan det være svært at argumentere imod dette, men også her bør man overveje at brede risikoen ud.