Hvorfor investerer virksomhederne ikke?

Vækst og jobskabelse står øverst på den politiske dagsorden i Danmark og Europa. I Danmark klarer vi os langt bedre end i Sydeuropa, men selv her er beskæftigelsen stagnerende. Når arbejdsløsheden ikke er steget mere skyldes det, at arbejdsstyrken er faldet, eftersom flere har forladt arbejdsmarkedet. Problemerne bliver mindre synlige på den måde, men vi kan altså ikke leve af, at folk holder op med at arbejde.

Forudsætningen for at få gang i vækst og beskæftigelse er større private investeringer.  De private investeringer i Danmark er faldet dramatisk i de senere år og i forhold til nationalproduktet ligger de nu på et bundniveau som i kriseårene i begyndelsen af 1980erne.  Det skader efterspørgsel og jobskabelse på kort sigt, og det skader produktivitetsudviklingen, som er det vi skal leve af på langt sigt.  Investeringskrisen kommer ovenikøbet på et tidspunkt, hvor mange virksomheder har et godt afkast og god likviditet.

Tendensen er international og skyldes ifølge nogle økonomer et strukturelt skift i erhvervslivets adfærd, som er blevet mere kortsigtet.  Det mener f.eks. Andrew Smithers i sin bog ”The Road to Recovery”. Når det går godt i erhvervslivet, reagerer virksomhederne ikke som tidligere ved at investere, men lader pengetankene vokse eller sender pengene tilbage til aktionærerne gennem tilbagekøb af egne aktier. Årsagen er ifølge Smithers direktørernes incitamenter såsom bonus og aktieoptioner, der frister dem til at maksimere indeværende års resultat.

Det er tankevækkende, at dårlig selskabsledelse kan have uheldige makroøkonomiske konsekvenser. Virksomhedernes passivitet kan have en selvforstærkende effekt, så vi går glip af efterspørgsel fra investeringer og nye jobs, der kunne komme andre dele af erhvervslivet til gode. Smithers lægger op til at gøre cheflønningerne mere langsigtede, så de afhænger af resultaterne efter en årrække. Det falder godt i tråd med krav fra investorerne, der ikke har fået et tilfredsstillende aktieafkast i mange år, mens direktionerne har kunnet udnytte udsving i aktiekurserne til at cashe in på deres aktieoptioner.

Man kan måske tilføje, at hyppigere udskiftninger på chefgangene heller ikke fremmer langsigtet adfærd. Direktørerne i børsnoterede selskaber har markant større risiko for at blive udskiftet end tidligere. Det er mindre relevant for en direktør, at en vellykket strategi skaber resultater på langt sigt, hvis han til den tid for længst har forladt virksomheden.

Aktiemarkedet spiller dog ikke den samme rolle i Danmark som i USA eller UK, og vi har heldigvis en række mekanismer, som immuniserer virksomhederne mod aktiemarkedets luner, først og fremmest stærke hovedaktionærer. Vi kan også se, at investeringsproblemet er størst i de mindre virksomheder, mens de store trods finanskrisen har øget deres investeringer i de senere år. Så i Danmark må investeringskrisen overvejende skyldes andre forhold.

En af årsagerne er givetvis en finansiel overregulering, som holder banker og mindre virksomheder i et finansielt kvælergreb, hvor det er svært for dem at overleve. Når historien om finanskrisen skal skrives, vil det ansvar komme til at veje tungt på myndighederne. Det er ufatteligt, at politikerne ikke gør mere ved det, hvis de virkelig ønsker vækst og beskæftigelse i Danmark.

En anden årsag er – som påpeget af bl.a. tidligere departementschef Peter Loft og DI – at Danmark har en ekstremt høj beskatning af kapitalindkomst. Vi beskatter altså investeringer hårdt. På den baggrund er det forståeligt, hvorfor der ikke bliver investeret. Og igen kan politikerne gøre en forskel, hvis de virkelig ønsker væksten.

Endelig kommer man ikke uden om, at det er dyrt at etablere danske arbejdspladser på grund af lønniveau, miljøkrav, arbejdstider m.v. Det er de færreste danske virksomheder, der etablerer produktion i Danmark. Der er også konkurrence om arbejdspladser i hovedkvartererne som Legos udflytningsplaner viser. Også her kunne politikerne gøre en forskel ved at gøre det mere attraktivt at lægge koncernfunktioner i Danmark, eksempelvis ved at undgå mistænkeliggørelse af internationale selskaber og arbitrære omlægninger af skattesystemet.