ØKs Venezuela drømme skyllet i Caribien

ØKs beslutning om at kaste trossen i Venezuela efter mere end 50 års tilstedeværelse i landet, bør forbavse investorerne. Varemærket Plumrose, som er kendt på niveau med Coca Cola i verdens olierigeste land med en befolkning som størrelsesmæssigt er lige over halvdelen af den engelske, burde have et potentiale betydeligt over den salgssum på 390 mio., som ØK i sidste uge fik stillet i udsigt. Prisen, måden, tidspunktet man trækker sig ud af Venezuela på og hvad der har gjort at 50 års engagement i landet abrupt skal slutte nu, hvor der havde været så mange tidligere muligheder at gøre det på, samt meget andet, forbliver en investorgåde.

ØK kapitulerer

ØK har valgt at sælge Plumrose nu til en pris på 390 mio. DKK. Af regnskabet aflagt den 5. marts fremgår at der til salget er knyttet omkostninger på ca. 30 mio. Nettoprovenuet er således 360 mio. Handlen forventes at falde på plads i løbet af de kommende måneder, og ØK har stillet investorerne et udbytte på 16,- per aktie i udsigt, som skal betales, når ØK har modtaget provenuet senest den 11/4 i år.

Plumrose som ”Out-of-the-money” option

Igennem nogen tid har investorerne haft et meget ambivalent forhold til ØK aktien. Usikkerheden har mest relateret sig til udfordringerne i Venezuela. En form for option med en beskeden værdi her og nu. I finansiel fagterm ville det hedde en ”out-of-the-money” option, og altså en mulighed som for nærværende kun tillægges en meget lille værdi, som kan blive større.

Investorerne har taget udgangspunkt i at Plumrose kunne være et aktiv med ”upside”. At dømme efter reaktionen på markedet efter salget har investorerne dog alligevel selv i en art ”worst-case” tillagt Plumrose en vis værdi.

Plumrose værdisat til 265 mio.

Kurseffekten af salgsannonceringen viser, at investorerne havde sat deres lid til at Plumrose var noget mere end blot ”0” værd. Udsigten til at få 390 mio. i kassen fratrukket dengang ikke specificerede og ukendte omkostninger, fik blot markedsværdien til at stige umiddelbart med 125 mio. og dermed opstår der en ”kassedifference” på 265 mio. Efterfølgende forsvandt hele stigningen og mere til. Investorer er værdimæssigt i dag ”fattigere” end før annonceringen. Det er en ”tillidserklæring”, som ledelsen burde tage mere seriøst.

Investorerne må undre sig og stille mange spørgsmål til ledelsen; herunder:

• Hvorfor sælger man nu? Hvad er det som har gjort at forholdene lige nu er blevet så utålelige, at man skal dumpe værdierne i Caribien til en ekstrem lav pris selv om landet har været i økonomisk undtagelsestilstand i hvert fald de seneste 10 år?
• Prisen afspejler end ikke royalty tilgodehavender, som ikke har kunne udføres siden 2009.
• Salget sker til en kapitalfond. Man må vide at et salg til denne modpart sker til ”rock bottom” pris og er et udtryk for den ultimativ eneste udvej og at prisen afspejler netop denne desperate situation.
• Hvilke andre muligheder har man haft? Man kunne være fristet til at spørge om selv ikke en nationalisering med skadeserstatning ville have været en bedre udgang? Investorerne ved det dog ikke på grund af mangelfuld forventningsstyring.

Ledelsen i ØK har skabt store værdier historisk

Ledelsen i ØK har historisk skabt store værdier til investorerne. Med rette er de blevet rost for at passe på pengene og få dem til at yngle. Enten igennem egen udvikling af selskaberne eller igennem frasalg til en 3. part, hvor værdien for denne og dermed også for ØKs aktionærer var betydelig større end i eget regi.

Derfor har investorerne også accepteret den larmende tavshed og løbende meget ringe forventningsstyring med hvad der skete i Plumrose ud fra den præmis, at investorerne kunne være komfortable med at ledelsen var ”på bolden”; sædvanen tro.

Har varedeklarationen svaret til indholdet?

Man kan ikke klandre ledelsen for uroen i Venezuela. Derimod bør den ringe forventningsstyring få ledelsens funklende stjerne til at falme. De investorer som har anbragt deres penge i ØK i tiltro til en fortsat fremmelig udvikling, har både fået et absolut dårligt afkast; et endnu værre et af slagsen i relativ henseende, når de seneste års raketagtige udvikling i aktiemarkederne generelt tages i betragtning; for slet ikke at tale om hvordan investorerne må se på det, hvis man indregner den selskabsspecifikke risiko.

Havde investorerne været informeret om at ledelsen arbejdede for at sælge til en så lav pris, ville man næppe have anbragt sine investorpenge i ØK med så mange andre gode investeringsmuligheder post den finansielle krise.

Torsdag den 27. marts afholder ØK ordinær generalforsamling. Mon ikke det ville være en god ide til at spørge ind til ovenstående?