Pensionsopsparing: ”Hvornår kommer \"rigtige\"omkostningsreduktioner\"?

authorimage
BLOGS
Af: Per Hansen
12. mar 2014

De seneste år har der i stigende grad været fokus på omkostninger og gebyrer; skjulte som mindre skjulte. I bankerne ser det ikke ud til at gebyrerne har ramt loftet endnu.Det samme gør sig gældende hos realkreditten, hvor låntagernes fordel af de fortsat lave renter udhules af en eksplosiv stigning i reservefondsbidrag. Hos pensionsselskaberne er der visse steder tegn på faldende administrationsomkostninger. For kunderne er små fald i en omkostningspost, som har en mindre betydning for den samlede regning, symbolsk. Lidt som rabatter på brillestel, men ikke glas hos optikeren.

Gebyrer, gebyrer, gebyrer

De seneste år er der gennemført massive prisstigninger for kunder i den finansielle sektor. Hvis det drejede sig om at ændre prisen for at adfærdsregulere i det generelle tilfælde, kunne man argumentere for lødigheden heraf. Desværre forholder det sig i mange tilfælde lidt som i samfundshusholdningen. Stigende brugerbetaling bliver ikke imødegået af tilsvarende fald i offentlige byrder som skat.

I den finansielle sektor kompenseres kunderne ikke af bedre rentevilkår, mere fleksibilitet i realkreditlån eller bedre investeringsresultater og dermed mulighed for en højere opsparing og pension.

Hvor blev det frie valg af?

Pensionsselskaberne kan dog mærke presset og mulighederne for at flytte sin opsparing, har i det mindste skabt lidt yderligere opmærksomhed. Branchen har siddet med en joker i ærmet. Ved at undlade at medgive pro-rata andele af de frie reserver, har pensionsselskaberne reelt ikke haft noget incitament til at fokusere i særlig grad på netop omkostningerne, idet det kun var de største investeringsmæssige vovehalse, som har haft lyst til at sige farvel til deres retmæssige medgift på 25-35 % i frihedens navn.

I 2013 kom der dog lidt skred i tingene og kunder kunne nu få en form for reservemæssig amnesti og medtage deres reserver. Det skete dog ikke uden betingelser og en bindingsperiode efter løsladelsen på 3 år blev prisen som måtte betales. Senere er den dog dømt mindre hensigtsmæssig/ulovlig. Konsekvensen heraf kan, formentlig imod hensigten være, at selskaberne vender tilbage til den fodslæbende holdning ikke at bevillige finansiel udgang for pensionsfangerne. Efter at muligheden for at fastholde pengene i 3 år er blevet ”underkendt” ligger prorata friheden i en form for ”limbo”.

Omkostningspres

Lidt er der dog sket. Med tryk på (for) lidt. Selskaberne profilerer faldende administrationsomkostninger som et ”giant leap for mankind”, selv om det snarere ville være mere retvisende at kalde det hvad det er: ”Small step for man”, frit efter Neil Armstrong og den første mand på månen.

Administrationsomkostningerne udgør kun en meget lille del af den samlede årlige og pensionsudhulende regning, som kunderne bliver præsenteret for. Hvis en omkostningspost som eksempelvis udgør 10 % af den samlede regning reduceres med 20 %, falder den samlede regning kun med 2 %. Overskrift vs realitet.

Faldende administrationsomkostninger = rabat på brillestel

Det er næsten som med reklamerne fra optikerne. Man tager udgangspunkt i at kunderne ikke kan gennemskue at det som koster penge er glas, samt diverse tillæg for ydelser som man først sent i købsforløbet får en god fornemmelse for. Uanset om således er 66 eller 73 år gammel og får sin ”alder i rabat” på stellet, påvirker rabatten mere i din købsbesluttede hjerne end den reelt hjælper din trængte økonomi og luner i tegnebogen.

Når pensionskunderne derfor får præsenteret lavere administrationsomkostninger som ”det bedste som er sket siden brød i skiver” for deres alderdom og pension, svarer det lidt som at fokusere på om plasticposen i supermarkedet koster 2 eller 2,5 kroner efter du har købt ind for 475. Mange bække små, men alligevel. Et fokus på det som kunne forsøde pension og alderdom; investeringsomkostningerne, er det som tilgodeser kundernes interesser. Hvornår kommer det?

Profil
Per Hansen authorimage Jeg har arbejdet med investering i mere end 20 år. Primært med aktier og virksomhedsforhold. Men også med de forhold som skaber forudsætninger og rammebetingelser for virksomhederne og som påvirker investorernes lyst til at investere.

I mere end 10 år har jeg intensivt beskæftiget mig med perspektivering af udviklingen på de finansielle markeder og samspillet mellem investorerne, medierne og virksomhederne. I starten som analytiker og de seneste fem år som aktiestrateg.

Hos Nordnet kommer jeg som Investeringsøkonom til at fortsætte perspektiveringen af finansielle forhold og samspillet med investorerne. Udgangspunktet vil være at stå på de private investores side og forsøge at guide dem igennem og afmystificere investeringsprocessen.

Privat bor jeg i Århus; er gift og har 2 børn. Jeg er uddannet Cand. Merc. I Finansiering.

Tidligere bloggere på borsen.dk