Modets krampelatter

authorimage
BLOGS
Af: Line Rosenvinge
06. mar 2014

Tag 20% Per Kirkeby-malertalent, 20% Kristian von Hornsleth-attitude, 20% Hans Edvard Nørregård-Nielsen-dannelse, 20% Johannes Møllehave-produktivitet og 20% uklassificérbart og gang det hele med faktor 1000, så har du en Asger Jorn.

Jorn kender vi som maler, men han var også yderst produktiv som skribent og redaktør og udgav en lang række artikler, tidsskrifter og bøger. Skriften var et element i kunstnerens særlige talent for samarbejde, dialog og samfundsengagement.

Havde Jorn levet i dag, så ville han helt sikkert have haft mange følgere på Twitter. Havde Jorn levet i dag, så havde han ikke kun stået på sit atelier, han ville have kommenteret udviklingen i Ukraine, dagsordenen for G8 og NATO's rolle i Europa.

Vi ved ikke, hvad han ville have sagt til verdenssituationen anno 2014, men vi ved, at han havde en noget bizar holdning til Andens Verdenskrig. Måske kendte han ikke detaljerne ved krigens rædsler på samme vis som vi gør i dag, i al fald så kunstneren Jorn optimistisk og nærmest positivt på krigen, fordi netop krigens uro skabte en gunstig mulighed for at skabe et nyt og bedre verdenssamfund. Han så besættelsestiden som "en grotid, (...) der har forberedt os til vor til deltagelse i den kommende internationale kunstudvikling."

For Jorn var kunst ikke flødeskum på festlige lejligheders lagkage. For Jorn var kunst selve den lagkagebund, som alting bygges på.

Derfor er det formidablet, at forskningsteamet bag de aktuelle to udstillinger i anledning af kunstnerens 100-års dag lykkes med at udfolde Jorn som andet og mere end en kulørt COBRA-maler. COBRA som gruppe var sådan set kun aktiv i årene 1948-51. Smukke kvinder, dårlig økonomi og uenighed om relationen til kommunistpartiet var medvirkende til gruppens kollaps.

Alligevel er det til stadig Jorn og COBRA som mangt en high-flying investeringsrådgiver anser som det ypperste selvpromoverende kunstobjekt. I London og New York vil de unge børsmæglere rigtig gerne have COBRA til deres penthouse. Al den saft og kraft, der springer fra disse malerier, tiltaler det successfulde karrieremenneske. Det kunne være interessant, hvis netop disse Jorn-entusiaster også var bekendt med det forhold, at Jorn allerede i teenageårene meldte sig ind i kommunistpartiet og gennem hele sit liv forholdt sig til økonomi, politik og samfundsindretning.

I sine sene skrifter afviste Jorn ungdommens fascination af marxistisk dialektisk materialisme og skrev om en triolektisk indretning, som gav rum for større kompleksitet. Triolektik handler i mindre grad om opposition og konfrontation og i højere grad om defensiv taktik og almen eksplosion.

Men alle de fine farver har stået i vejen: Jorns virtuositet som maler har skygget for en seriøs læsning af kunstnerens samlede virke. Det bemærkes, at internationale kunsthistorikere, i kontrast til en udbredt national læsning, først og fremmest kender Jorn som en teoretisk velfunderet situationistisk  avantgardekunstner, der arbejdede for at frisætte kunstnerisk værdi for alle samfundsborgere. Der har været en national tendens til at se Jorn som ekspressiv maler af fabeldyr og anlægge en anekdotisk og biografisk vægtning, som når man eksempelvis er tilbøjelig til at læse kaoset i maleriet Rovdyrpagten (1950) som udtryk for kunstnerens samtidige kritiske sanatorieophold som tuberkolseramt, selvom der er kilder, som giver belæg for, at maleriets kaos bør læses som udtryk for de samtidige forhandlinger om Atlantpagten, forsvarstraktaten fra 1949, som dannede grundlag for oprettelsen af NATO. Maleriets kæmpende rovdyr er altså koldkrigsvisioner.

Den fulde titel til dette billede er Stalingrad, stedet som ikke er, eller modets krampelatter (Stalingrad, le non-lieu ou le fou rire du courage), Jorn malede på det 1957-60 igen i 1967 og slutteligt i 1972. Maleriet måler 296 x 492 cm, tilhører Museum Jorn i Silkeborg og kan aktuelt ses på SMK (Statens Museum for Kunst).

Betragter man Jorns hovedværk Stalingrad, som aktuelt er udlånt fra Silkeborg til København, ser vi en horisontløs opløsning, uden klare fronter, hvor stemmerne og ansigterne forsvinder i tågen, der lægger sig, eller lyset, der bryder igennem. Da Jorn i 1957 talte med en italiensk ven, som havde kæmpet i Stalingrad 1942–1943 og siden overlevet russisk udrydelseslejr, påbegyndte han netop dette maleri, som viser en kold krig. Den kolde krig har ikke som den varme krig krudt og kugler, flydende blod og flygtende fronter. Stalingrad kan med fordel sammenlignes med Pablo Picassos Guernica (1937), som er et billede på en konkret begivenhed i en konkret konflikt; den 26. april 1937 blev en for baskerne historisk væsentlig by stort set jævnet med jorden og op imod 300 civilie omkom under angrebet fra tyske bombefly i en aktion, der skulle støtte Spaniens fascist-diktator Francisco Franco.

Picasso viser os den varme konkrete krig. Jorn viser os den kolde abstrakte krig.

Det gør ikke noget, at billedkunstnere på denne vis forsøger at vise os, hvordan krig ser ud, hvordan den føles. Det er, måske mere end nogensinde, påkrævet, at netop kunstnerne anstrenger sig for at vise os, hvordan verden føles. Hvis USA, som nyligt annonceret, lukker af til Rusland politisk, diplomatisk og økonomisk, og hvis USA, som antydet, får andre verdensmagter til at gøre det samme, så har vi sandsynligvis en hyperkompleks koldkrigssituation. Kunstnere må meget gerne vise os, hvordan dét ser ud, hvordan det føles. Kunstnere må også meget gerne arbejde for at bruge den aktuelle og forholdsvis abstrakte krig som grobund for en ny og mere humanistisk dagsorden.

Hvorfor er dette kunstnernes opgave, vil du måske spørge, og jeg vil svare, at det oplagt må blive kunstnernes opgave, fordi den politiske såvel som den forretningsmæssige verden endnu ikke har formået. 

Vi kunne godt bruge en Jorn.

 

Asger Jorn. Rastløs rebel kan ses på SMK (Statens Museum for Kunst) til den 15. juni 2014.EXPO JORN – Kunst er en fest! kan ses på Museum Jorn i Silkeborg til den 14. september 2014. Til begge udstillinger er udgivet et omfattende katalog med vægtige tekster om Jorn. De to udstillinger er blevet til i et forskningssamarbejde mellem kunsthistorikerne Helle Brøns, Karen Friis, Karen Kurczynski og Dorthe Aagesen.  

Udstillingen på SMK er anmeldt i Dagbladet Børsen den 28. februar 2014 og kunstnerens søn er interviewet i Børsen Pleasure den 4. marts 2014.

 

 

 

 

Profil
Line Rosenvinge authorimage Taler ofte og gerne om kulturens væsentlighed, har høje tanker om kunstens værd og stiller krav til kunstens kunnen. Deler det, som er godt og vurderer også det, som går galt. Her på bloggen får du en fornemmelse for aktuelle hændelser fra kulturens verden med tanke på bredere relevans. Men du får også indblik i afkroge af kunstlivet, som du ellers ikke møder den i dagspressen.

Rosenvinge er siden 2005 selvstændig via Tender Task som kunstkritiker, forretningsudvikler og salonværtinde.

Få Lines indlæg
som RSS-feed her




Tidligere bloggere på borsen.dk