DR - kun til gavn eller kun til skade?

Det er en populær og udbredt antagelse, at mens DR er uegennyttigt og uundværligt, er det kommercielle tv-marked det omvendte – overflødigt og til ingen verdens nytte. Ja, ikke bare dét – DR er ligefrem til stor hjælp og støtte for den kommercielle tv-branche (men ikke omvendt, må man forstå.)

Senest er netop dette rationale fremsat i dag i forbindelse med en frisk britisk undersøgelse, og det bliver det ikke bedre af. Forholdene vedr. BBC er unægtelig tæt på usammenlignelige alene pga. forskellen på befolkningernes størrelse og dermed et lands evne til at skabe forretningsmæssigt grundlag for rent reklamefinansierede tv-kanaler.

At man har det uafrystelige synspunkt, at DR blot er til gavn, må nødvendigvis føre med sig, at man ikke tror på, at der kommer noget godt ud af at begrænse DRs virke, og at der tilsvarende heller ikke kommer noget godt ud af at styrke og forbedre den kommercielle tv-branches rammebetingelser.

Således fastlåst i et verdensbillede bliver det umuligt at få øjnene op for de betydelige fordele for samfundet, for dansk sprog og kultur, som den kommercielle tv-branche rent faktisk bidrager til. Det klæder ikke den offentlige debat at være udstyret med dette snæversyn, når virkeligheden naturligvis er væsentlig mere facetteret.

For eksempel kan man starte med at se på den kommercielle tv-branche som et erhverv på linje med så mange andre. Erhvervet beskæftiger direkte og indirekte tusindvis af mennesker, og det udgør, når man tæller kommercielle tv-kanaler og tv-udbydere til tv-produktionsselskaber, instruktører, musikere, skuespillere, manuskriftforfattere, tv-producere mv. med, en enorm værdikæde repræsenterende milliarder af kroner, ja, et omfattende og livsnødvendigt økosystem for det normalt højtbesungne kulturliv.

Værdikæden er mere end bare en værdikæde indenfor tandpasta eller plasticspande; værdikæden sikrer netop en årlig tilstrømning af penge, midler og finansiering til dansk kultur, dansk sprog og indhold i alle mulige afskygninger. Værdikæden er altså ikke bare et privat erhverv med beskæftigelse og vækst, skatter, moms og afgifter ned i den danske statskasse og samfundet. Den understøtter også som nævnt ovenfor dansk kultur og endda  yderligere end det i form af massive rettighedsbetalinger til ophavsrettighedshaverne.

I disse år oplever den kommercielle tv-branche helt ny konkurrence fra amerikanske streamingtjenester som YouTube, Netflix og HBO. Medier og meningsdannere jubler over, at det danske, private tv-erhverv er under pres, men man glemmer ovennævnte værdiskabelse. Man glemmer, at de 79 kr., som et Netflix-abonnement koster, fragår danske indholdsproducenter og –distributører, det udgår af et dansk marked. Og man glemmer, at virksomheder som Netflix opererer ud fra Luxembourg med luxembourgsk moms uden at lægge en krone i den danske statskasse, ej heller i form af skatter og afgifter og uden i øvrigt at skabe én eneste arbejdsplads på dansk område. Det kan man selvfølgelig blot anerkende, hvis man sværger til den frie konkurrence, men så man i det mindste forvente, at danske politikere sætter rammer og vilkår for de danske virksomheder, der som minimum ikke er ringere end dem, der gælder for de udefra konkurrerende.

Oveni lukrerer Netflix på gratis at kunne distribuere indhold ud til sine danske kunder gennem netværk og teknologiske infrastrukturer i form af kobbernet, fibernet, kabelnet mv., som er finansieret, skabt og betalt af først og fremmest danske selskaber, herunder den kommercielle tv-branche - i øvrigt en omstændighed som den store amerikanske kabel-operatør Comcast ikke længere gad finde sig i og derfor tvang Netflix til at betale. Danske udbydere har næppe skyggen af gennemslagskraft til nogensinde at gennemtvinge det samme overfor Netflix.

For at forstå betydningen af det private tv-erhverv som branche er det værd at fremhæve en række betragtninger:

• Branchen er som nævnt et fuldt legitimt erhverv med en samlet omsætning, der tæller adskillige milliarder, og som repræsenterer betydelig beskæftigelse. Nogle har muligvis særlige holdninger til, om produktet – kommercielt tv – er godt eller ej, uagtet at der findes en enorm mangfoldighed til gavn og glæde for oplysning, information og underholdning. Det er ikke kun DR, som kan levere dette i en kvalitet, som efterspørges. Der er eksempler på mange andre erhverv, hvor der er forskellige holdninger til produkterne, men hvor disse erhverv fuldt ud anerkendes politisk og samfundsmæssigt, fordi de skaber vækst, beskæftigelse og velstand. Det er således normalt, at man rent politisk forholder sig til, hvordan man undgår at gribe for negativt ind i private virksomheders virke og dermed konkurrenceevne eller måske endda forsøger med initiativer at styrke private erhverv. I Danmark er tendensen derimod, at DR får lov til at fortsætte ekspansionen, selvom det åbenlyst og udenfor enhver diskussion skader de private tv-selskabers vækstpotentialer - fordi målet helliger midlet og ofringerne.


• Den kommercielle tv-branche er krumtappen i den teknologiske udvikling, idet branchen finansierer de netværksstrukturer, som et moderne samfund har brug for til at sikre distribution af både radio og tv, men også data. Det gælder jo både fiber og kabel samt DTT-netværket og satellitterne. Disse samfundskritiske netværk fandtes næppe i den kvalitet og udstrækning, hvis ikke de var etableret og finansieret af ikke mindst den kommercielle tv-branche. Så den kommercielle tv-branche er oven i alt det andet garanten for, at DR kan udkomme med sine kanaler fra DR-byen og ud til borgerne. Branchen og dens sundhedstilstand er en afgørende aktør for DR og derfor også for staten.


• Hvis danskernes forbrug af tv (flow/lineært tv såvel som on-demand og streaming) går i retning af DR og Netflix – væk fra den kommercielle branche – tørrer finansieringen til udbygning og vedligeholdelse af netværkene ud samtidig med, at et erhverv er truet. Oveni dette skal lægges, at hverken DR eller Netflix bidrager med skatter, moms og afgifter til den danske stat. DR bidrager ikke med (flere) arbejdspladser end dem vi allerede har, og Netflix kommer ikke med nye. Det kan godt være, at meningsdannere og visse journalister er glade. Men personligt har jeg svært ved at synes, at det er helt fantastisk, at pengestrømmene siver stadig hastigere ud af Danmark – som svarer til den udvikling på annoncemarkedet, man allerede mærker fra Google.


• Og i forlængelse af alt dette vil en sådan udvikling derfor ramme dansk sprog, indhold og kultur, hvor ikke mindst kulturerhvervene vil stå som tabere, hvis DR bliver den altdominerende aktør. Det kan da ikke gavne andre end udelukkende DR.


• DR skal derfor ikke konkurrere mod den kommercielle tv-branche, men supplere den – og vice versa. DR skal ikke kun gavne DR selv. DR er én af de allerstærkeste medie- og kulturpolitiske muskler, vi har, og det bør udnyttes. DR skal tvinges til at gavne andre – også selvom DR ikke lige selv kan se en nytte af det for sig selv.


• Og af ovenstående grunde bør man søge at bevare og styrke erhvervet, inklusive den for kulturlivet så betydelige værdikæde, skal man i højere grad se på, hvordan man kan pleje branchen rent regulatorisk, så den bedre kan vokse og gro.

Selvom det i retfærdighedens og den sandfærdige varedeklarations navn i forhold til mig som indehaver af disse synspunkter er på sin plads at nævne, at jeg som én af mine mest betydende kunder i min forretning har en kommerciel tv-udbyder, Boxer TV, er det ikke dét, der afgør ovennævnte synspunkter.

Debatten om DRs effekt på den private tv-branche er plaget af et manglende helhedssyn, som forhåbentlig når at indfinde sig, inden skaden bliver for uoprettelig.