Derfor revser jeg vores arbejdsmoral

"Finansmand revser danskerne" var titlen på en artikel i Berlingske for kort tid siden, hvor jeg blev citeret for at lange ud efter den danske arbejdsmoral.

Der er tre grunde til, at jeg insisterer på en debat om, hvordan vores tilgang er til at arbejde i Danmark. Og de hænger alle sammen med, at jeg bare ikke ser vores fremtid hænge sammen længere, for jeg kan ikke se, at man tager fat i roden af problemet og tænker lidt økonomisk for en gangs skyld.

Overhalet af vores peers - til gengæld ka' vi det der med velfærd

Vores produktivitet over de seneste 20 år er kun steget med ca. 1 procent. Lande, som vi normalt sammenligner os med, såsom Tyskland, Holland, Sverige og USA, er kommet foran. Der var altså engang, hvor vi var foran dem.

Det betyder, at de, vi normalt sammenligner os med, laver penge - og det gør vi ikke. Men velfærd er stadig højest på agendaen. Det er det, vi læser om hver dag. Hvad med at vi flyttede fokus og al den offentlige snak sådan, at produktivitet, flid og udvikling fyldte mindst lige så meget? Jeg siger ikke, at vi skal negligere vores sikkerhedsnet - men jeg synes, vi glemmer at tænke business - vi skal have penge først, og så kan vi få velfærd. Hvornår er velfærd blevet udgangspunktet? Det er en gode!! Og når der ikke er penge - så kan man ikke få!

Manglende motivation

Velfærden er faktisk skyld i mange ting. Nemlig vores ugidelighed! Hvis Danmark var en del af en større virksomhed - som vi kan kalde Verden - ville vi være stemplet som strikkeklubben. Dem, der står længe ude ved kaffemaskinen og tøffer lidt intetsigende rundt, de forvænte, dem, der er så sikre på sig selv og har været så mange år i butikken, at de aldrig kunne forestille sig at blive fyret.

Det er, lige indtil en dag, hvor virkeligheden rammer det store lederskab, og man får smækket døren lige i hovedet. Og man tænker - vi skulle nok have oppet os lidt før, men nu er det for sent. 

Min pointe er, at konformiteten og vores forventninger til velfærd har fået et sådan overtag, at vi på et tidspunkt meget snart får døren i hovedet af resten af verden, som kan se, hvor afslappede vi er uden at have en grund til det. Hvem søren gider at arbejde sammen med det slappe team? Selv vores egne førende virksomheder vil ikke spille på hold med os - de flytter til der, hvor produktiviteten er høj, der, hvor man har ekspertise, der, hvor arbejde kan betales, og der er økonomisk incitament for at tjene penge. Her er simpelthen for dyrt herhjemme, med alt det, vi skal betale til!

De næste generationer

Hvis vores børn ikke oplever, hvordan man strammer sig an, arbejder sammen og løfter en økonomi - men gang på gang overværer tomme trusler uden konstruktive forslag til handling, som kan ændre på noget, og samtidig ser et samfund af mennesker, der ikke er sultne eller gør sig specielt umage, fordi vi er så forkælede og beskyttede - så lærer de selv at være tilbagelænede, og de oplever hverken en alvorlig nødvendighed for, at vi skal være innovative, producere eller på anden måde gøre os alvorligt umage for noget - for det går jo nok alt sammen alligevel.

Hver gang vi tager debatten op omkring dem i arbejde, når vi skal tale vækst, så er det som at tale med trodsige teenagere. Vi finder på undskyldninger for ikke at pukle - trækker det helt ud i alle mulige argumentationer om sundhedsskaden ved at løfte de 12 minutter mere; Helles gyldne forslag, der døde på hendes valgdag. Jeg siger ikke, at vi skal arbejde os ihjel. Men i virkeligheden er det denne her forurettethed og inaktive tilgang til at erkende, at andre lande gør mere end os - de gør sig umage - det er det, som gør mig mest bekymret.

For under andre kriser har vi set, hvorledes samfundet står sammen. Og det ser vi ikke nu - og på trods af, hvor skidt det står til, har vi stadig så meget velfærd, at vi ikke mærker jorden brænde under os.

Så hvad skal vi gøre? Måske er det tid til lidt selverkendelse. Måske er det tid til at ændre indstillingen fra, hvad man kan få, til hvad man kan give. Og prøve at tænke BUSINESS. Også for vores land. Ændre debatten til noget positivt. Hjælpe hinanden til at løfte. Måske endda få nogle politikere på banen, der har lidt økonomisk erfaring.

For lige nu: Orkestret spiller stadig - selvom vi har ramt isbjerget... Det er ren Titanic, DK!