Velfærdskoncerner

I et enkelt ord findes en subtil afsløring i Johanne Schmidt-Nielsens (EL) seneste angreb på kapitalismen. Fra partiets pressemeddelelse i forbindelse med Produktivitetskommissionens seneste delrapport:

“Næppe er blækket tørt på aftalen om at sælge Dong til Goldman Sachs, før det foreslås, at velfærdskoncerner og kapitalfonde fremover skal tjene penge på vores velfærdssamfund. Det er skræmmende.”

Velfærdskoncerner. Skulle det nu være skræmmende? Enhedslisten burde være begejstrede over udsigten til bedre og billigere velfærd i Danmark. De lover altid deres vælgere så rigelig af den. Men for partiet er privat velfærd ikke velfærd. Kun offentlig velfærd er velfærd.

Ethvert fornuftigt tænkende menneske vil ikke per definition finde velfærdskoncerner skræmmende. Vi har masser koncerner her i landet, der producerer velfærd: Fødevarekoncerner, supermarkedskoncerner, tekstilkoncerner, finansielle koncerner og listen kunne fortsættes. De ejer virksomheder, der producerer og sælger mad og tøj og som passer godt på vores opsparing eller finansierer vores bolig. Det tjener deres ejerskab penge på. Deres ansatte får løn. Vi forbrugere får de varer vi efterspørger, i den mængde vi har behov for og med et ordentligt forhold mellem pris og kvalitet. Hvor er vi heldige.

For Enhedslistens antikapitalister tæller det dog ikke som velfærd, når det produceres privat. Forholdt man sig derimod til velfærd i ordets egentlige forstand – ikke forstået som noget, der kun kan produceres af og i det offentlige – ville man indse at koncerner er ganske ønskværdige. De er ønskværdige af samme årsag, som Enhedslisten foragter dem: Profitmotivet.

Profitmotivet giver velfærdskoncernerne incitament til at optimere forretningen, lytte til kunderne, nedbringe omkostningerne, forbedre servicen, variere valgmulighederne og så videre.

Men Enhedslisten er klar i spyttet. Velfærd og profit kan ikke forenes:

“Private virksomheder skal i modsætning til det offentlige tjene penge til deres aktionærer. De penge forsvinder ud af velfærden. Det er skatteyderne, der kommer til at betale for aktionærernes profit.”

Den populistiske harme er så tyk, som den kun kan være i et ideologisk arkaisk parti, der fortsat tror på, at produktionens centralplanlægning er rigtig, rimelig, effektiv og ønskværdig. Som om eksemplerne på det modsatte ikke var rigelige.

Ja, private virksomheder, velfærdskoncerner, skal tjene penge. Det er faktisk bedre end offentlige “virksomheder”, der ikke skal. Når folk ejer noget, tager de ansvar. I modsætning til Enhedslisten.