Debatten der blev slået ihjel

Forrige uger var begivenhedsrig med exit af Ole Sohn, der sprang fra SF til Socialdemokraterne.

Og denne exit blev brugt til at trække Sohns gamle synspunkter om behovet for lavere løn som vej til mere beskæftigelse og bedre konkurrenceevne frem igen.

Men som det siden viste sig, kørte medierne debatten i grøften. Debatten er dødrelevant, men den blev slået ihjel og er nu begravet.

Vi kunne ellers godt have trængt til en saglig, oplysende og afklarende journalistisk behandling af temaet, som igen og igen vender tilbage i forbindelse med diskussionerne om det enorme beløb på 200 mia. kr., vi årligt bruger på overførselsindkomster - en seriøs og grundig journalistisk kulegravning kunne gøre os alle klogere på, om lavere løn egentlig er så idiotisk og usolidarisk en idé, som Sohn-kritikerne fremstillede det - eller om vi måske lige skulle vende skråen frem for at automatreagere. Hvad nu hvis lavere løn til syvende og sidst ville være mere solidarisk end at fastholde status quo?

Ud fra et rent journalistisk parameter er historien vitterlig væsentlig, så man må undre sig over, at vi ikke ét eller flere medier tager handsken op.

I pressen arbejder man imidlertid - og beklageligvis - i stigende grad med andre nyhedskriterier end væsentlighed. Det gælder ikke mindst i den politiske journalistik, hvor et andet nyhedskriterium - konflikten og dramaet - som vejer stadigere tungere især i statsmedierne, der er debatstyrende. Det tror jeg var en bærende årsag til, at der ikke kom en substantiel diskussion om Sohns forslag, men blot forudsigelige, rituelle fægtninger mellem forskellige politiske overbevisninger.

Vi kunne i stedet for politisk pindehuggeri have diskuteret de gavnlige og skadelige effekter af høje lønninger, af høj skat og høje momssatser - er der en grænse mellem omfanget af velfærdsstat, finansieret af verdens højeste skattetryk og så evnen til at sikre, at almindelige mennesker har et job, der for de fleste er at betragte som en menneskerettighed? Der findes stadig mennesker, som benægter, at omfanget af velfærdsstaten har en direkte sammenhæng med mængden af mennesker, der bliver sat uden for arbejdsmarkedet.

Det kunne tænkes, at nogle af de næsten 1,1 mio. danskere, som politikerne har efterladt på overførselsindkomster (ja, det er i den grad politikernes skyld, hvem ellers?) kunne have fået et fodfæste på arbejdsmarkedet, hvis ikke det var så meget billigere at flytte arbejdet til lande med lavere lønniveauer, og hvis ikke det var så dyrt for almindelige mennesker at købe sig til hjælp og assistance i hverdagen.

Jeg fangede selv en lille brochure op forleden, hvor en handyman, der ikke har tænkt sig at affinde sig med en situation uden job, tilbyder sin assistance til ....

... oprydning, møbelsamling, ophængning af lamper, hylder og fladskærme, opsætning af havehuse, havehegn, låger og plankeværk, træfældning og beskæring af buske, alm. havearbejde, anlæg af bede og indkørsler, opsætning og behandling af træterrasser, rensning og udskiftning af tagrender, bygning af carport, flyttehjælp, transport, opgravning, udskiftning af sternbræt, reparation og vedligeholdelse, efterisolering af skunk og loft og 117 andre ting, som der stod.

Og så siger man på venstrefløjen, at der ikke findes jobs derude! Til ovenstående liste kunne man føje utallige andre og uløste opgaver i vores hverdag, i omgivelserne.

Hvem kunne ikke drømme om at få en hjælpende hånd et par gange om ugen i den utrolige travle hverdag til en masse af de opgaver? Når det ikke sker, skyldes det selvfølgelig, at det er for dyrt, alt, det er alt for dyrt. Det skyldes især lønniveauerne, men skatter og moms har også en negativ effekt.

Denne handyman, der tilbyder sig selv til disse opgaver, skal have 280 kr. i timen samt kørselspenge kr. 3,80 pr. km med en starttakst på 80 kr. Han skal bruge et kvarter hver vej for at komme til mig, så hvis jeg har brug for hjælp i halvanden time, kommer jeg til at betale for to timer plus kørselspenge, der i et land med verdens højeste bilafgifter alene løber op i 150 kr. Når jeg har fået mine halvanden times hjælp til haven (og den tid batter ikke meget), har jeg fået mig en regning på 711 kr.

Det er ikke så lidt. Men for at det ikke skal være løgn, er prisen eksklusive moms, så prisen ender med at ligge lige i underkanten af 900 kr. Jeg skal selv have en bruttoindtjening på 1800 kr. for at få råd til at betale for 2 timers hjælp til at ordne nogle praktiske gøremål.

Med priser har man politisk strakt sig langt for at spænde ben et sådant marked, selvom alle og enhver godt kunne bruge praktisk assistance til dit eller dat. Men man er heller ikke godt begavet, hvis man vil benægte, at et sådant marked godt kunne opstå, hvis politikerne satte de rigtige økonomiske rammer, og almindelige mennesker havde råd til at betale for hjælp i hverdagen. Det er et i bund og grund ganske simpelt politisk spørgsmål, som medierne ikke beder politikerne om at forholde sig til. For hvad er egentlig politikernes svar på, at de ikke forholder sig til det paradoks, at masser af mennesker godt kunne bruge hjælp til både ditten og datten, permanent eller ad hoc, altimens der sidder over 1 mio. mennesker derude og mangler noget at rive i.

Tusinder kunne være beskæftiget med tilsvarende service-betonede opgaver, hvis ikke det havde været alt, alt for dyrt. Det er opgaver, som ikke kan trække både relativt høje mindstelønninger, høje indkomstskatter og moms.

Mange flere ville finde beskæftigelse, hvis lønningerne for eksempel blev halveret, og man via skatten kompenserede dem fuldt ud - eller måske endda mere - for den lavere løn. Det er jo ikke lønnen før skat, der er interessant i en husholdning - det er, hvad man har i hånden, når velfærdstaten har taget sin store del. En sanering af skatte-, moms- og afgiftssystemet i forhold til opgaver, som i dag ikke lader sig betale, ville bevirke, at man for de samme to timers hjælp kunne slippe med en direkte betaling til denne handyman på omkring 300 kr. fremfor 900 kr. Manden ville have det samme beløb til rådighed og dermed ikke lide et velfærdstab.

I dag er de godt 1 mio. mennesker på overførselsindkomster rene udgifter for de offentlige kasser. Det kunne tænkes at være en bedre forretning for staten at flytte disse mennesker fra udgiftsposten på de offentlige budgetter til i det mindste at være neutrale, som man kunne tænkes, de ville være, hvis man gjorde dem skattefrie under særlige betingelser. Staten bruger nu årligt 200 mia. kr. til overførselsindkomster, og hvis blot en tiendedel af disse blev gjort selvforsørgende, ville det være enorme beløb, man sparede, selv det tilfælde hvor deres indtægter var skattefrie. At det synes at være en samfundsmæssig god forretning, kræver dog en form for ny indsigt hos politikere og fagforeningsfolk.

Paradoksalt har man selv indirekte erkendt problemet hos både denne regering og den tidligere. De har nemlig indført håndværkerfradraget, som - uanset hvordan man end vender og drejer det - er en klokkeklar indrømmelse af, at lønninger og skatter er så høje i Danmark, at man tvinger prisen op til et niveau, hvor man omvendt efterfølgende må statssubsidiere det. Det er en tilståelsessag. Hvorfor så benægte, at høje lønninger skader beskæftigelsen?

Endnu dummere bliver det, at man har presset lønniveauerne så langt op, at man tvinger overlæger og dommere, gymnasielærere, tandlæger, professorer og forskere til selv at stå for disse hjemlige opgaver i stedet for, at man betalte sig fra det til mennesker, som har brug for et job, mens de pågældende selv kunne koncentrere sig om det, de var uddannet til.

Dertil skal ikke mindst lægges de enorme problemer i, at lønniveauet medfører udflytning af jobs fra Danmark, som har presset lønningerne alt for højt op - ikke på grund af grådighed hos den enkelte lønmodtager, men ganske enkelt for at have råd til høje skatter, afgifter og moms på stort set alt.

Hvem sagde solidaritet? Det er svært at se det solidariske i, at det politiske system, inklusive fagforeningerne ikke med alle tænkelige midler arbejder stenhårdt dag og nat for at sikre, at de 1,1 mio. mennesker - eller bare 10, 20 eller 30 pct. af dem, får adgang til arbejdsmarkedet. Men så længe der er hellige køer, der end ikke kan diskuteres, går det ud over solidariteten med de mange uden for arbejdsmarkedet. Der er ikke råd til dem, så mange vil gerne have deltid, nedsat løn eller ligefrem udføre velgørende arbejde, men det er der organisationer, der kalder sig solidariske, som spænder ben for.

Lavere lønninger kunne være et svar på udfordringerne, og lavere løn behøver ikke betyde ringere levefod. En ændring af skattesystemet i meget større skala end håndværkerfradraget, men med inspiration herfra, kunne give en halvering af lønningsniveauet uden, at disse mennesker behøvede at gå ned i levestandard.

Men så solidarisk er man ikke på venstrefløjen.

Der er grund til at være ærgerlig over, at medierne ikke vælger en konstruktiv indgang på en debat, der er nødvendig for at finde svar på udfordringerne. De politiske fronter er velkendt for ethvert barn og bidrager ikke til nyt, så den undværer vi gerne.