Nyt vurderingssystem og ny klagestruktur giver nye overvejelser

I oktober 2013 fremlagde regeringen en plan ”Tillid til ejendomsvurderingerne – udspil til en model for de offentlige ejendomsvurderinger” som skal genoprette borgernes tillid til SKATs offentlige ejendomsvurderinger.

Et element i denne ”tillidsplan” er, at boligejerne fremover skal afskæres fra at få deres ejendomsvurderinger prøvet i Landsskatteretten. I stedet er de henvist til de lokale vurderingsankenævn, som i 2012 havde en gennemsnitlig sagsbehandlingstid på over 2 år og som fik omgjort næsten 78 pct. af de sager, som blev klaget til Landsskatteretten.

Ja, faktisk blev hele 89 pct. af de afgørelser fra Københavns Vurderingsankenævn, som i 2012 blev påklaget til Landsskatteretten, omgjort. Ønsker regeringen virkeligt, at danske boligejere kun skal have mulighed for at klage til et sådan vurderingsankenævn? Altså vurderingsnævn som med en gennemsnitlig sagsbehandlingstid på over 2 år og en omgørelsesprocent på 89, vel mest af alt har bevist sin overflødighed.

Nødvendigt med et uafhængigt klageorgan
Hvis regeringen holder fast i sin ”tillidsplan” om at afskære boligejerne en klagemulighed til Landsskatteretten, vil det derudover rejse et selvstændigt – og mere principielt – retssikkerhedsmæssigt problem. Nemlig, at de politisk udpegede vurderingsmedlemmer kan have en kommunaløkonomisk interesse i, at vurderingerne sættes så højt som muligt.

Dermed ikke sagt, at medlemmerne rent faktisk tilgodeser kommunaløkonomiske interesser i vurderingssagerne. Men når SKATs ejendomsvurderinger danner grundlag for beregning af den kommunale grundskyld og dækningsafgift, som udgør ca. 25 mia. kr. i kommunekasserne på landsplan, så er der alligevel tale om så høje beløb, at man alene af den grund bør stille spørgsmålstegn ved, om det er retssikkerhedsmæssigt forsvarligt at gøre lokalpolitikerne til eneste klageinstans i vurderingssagerne.

Regeringen bør derfor – hvis den vil genskabe borgernes tillid til systemet – bevare den valgfrihed, som gælder i dag, hvor boligejere frit kan vælge, om de vil have deres sag behandlet i Landsskatteretten eller i det lokale vurderingsankenævn. Løsningen er i hvert fald ikke at sende dem i armene på de vurderingsankenævn, som allerede har spillet fallit.

De alternative løsninger
Alternativt kan regeringen overveje at etablere nogle landsdækkende vurderingscentre. For udover de lokale vurderingsankenævn, bliver der også fortaget ejendomsvurderinger ved ekspropriationer og ved erstatningsudmåling i forbindelse med opsættelse af vindmøller mv. Hvorfor skal hvert af disse områder have sine egne vurderingsinstanser, når opgaven i og for sig er den samme, nemlig at vurdere en ejendom?

Ved at samle de forskellige ministeriers lokalt forankrede vurderingsopgaver i tværministerielle vurderingscentre uafhængig af (kommunal)politiske interesser, kan man både styrke det faglige niveau, uafhængigheden og retssikkerheden i vurderingerne. Det er da i sig selv en overvejelse værd.

Derudover kan man forhåbentligt undgå situationer, som den en borger i Århus blev udsat for. Nemlig, at kommunen vurderede hans ejendom lavere end SKAT, så grundlaget for beregning af hans ekspropriationserstatning var lavere end det grundlag, som han i mange år havde betalt ejendomsskatter af. Altså en inkonsekvens for borgeren i forhold til, om pengene går den ene eller den anden vej i kassen.

Også det kan regeringen overveje, om den synes er fair.