"Det er jo sådan, det er"

Børn, hvis forældre var ministre under Nyrup-regeringen, får hvert år over 15.000 kr. i pension fra det offentlige. Margrethe Vestagers tre børn er blandt dem, der nyder godt af den rundhåndede ministerpensionsordning, men selv om den radikale leder har været med til at begrænse de offentlige overførsler til andre danskere, ser hun ingen grund til tage et opgør med pengestrømmen til sine egne børn.

 

Som hun svarer, med en variation over den nu berømte "sådan er det jo"-kommentar:

 

"Det er jo sådan, det er. Man bliver minister med den aflønning, der er aftalt med vederlag, eftervederlag, pension og børnepension."

 

Anders Fogh Rasmussen var glad for at fortælle sine kritikkere, at der ikke var noget at komme efter. Udtrykket efterlod indtrykket af en uangribelig statsminister, en uindtagelig fæstning forskanset bag Foghs ulastelige jakkesæt og markante hageparti.

 

Vestagers "det er jo sådan, det er" efterlader et andet indtryk. Det signalerer en tør, næsten resignerende anerkendelse af, at verden er, som den er, og at det sådan, den må være. For radikale er der ingen grund til at nedlade sig med argumenter, og deres dekreter er hævet over dødelig politisk diskussion. Partiet er simpelthen instrumentet, hvormed naturens orden realiserer sig selv. Det er jo sådan, det er.

 

Det står således ikke til diskussion, at de Radikale har en førstefødselsret til magten; man skal jo "arbejde hen over midten". Det står ikke til diskussion, at partiets  sundhedsideal, med hybenkompot, birkesaft og havtornsskyr, bør ophøjes til statsstøttet religion. Det står ikke til diskussion, at vi bør byde enhver udenlandsk voldsmand, velfærdsturist eller vandremusikant velkommen som verdensborger i Danmark (så længe de radikale selv slipper for at bo i ghettoerne). Det er jo sådan, det er.

 

Som Voltaires Candide lever Vestager i den bedste af alle verdener, hvor tingene ikke kan være anderledes, end de er. "Næser er skabt til at bære briller, følgelig bærer vi briller. Benene er øjensynlig skabt til sko og strømper, og derfor går vi med sko og strømper," som professor Pangloss belærer romanens unge hovedperson. Det er jo sådan, det er.