En sort fremtid for Dong

En af de største tåbeligheder man har hørt i salget om statens aktier i Dong er, at prisen på Dong er alt for lavt sat, at der ikke er nogen risiko og staten derfor bare kunne tage et billigt lån og finansiere Dong indtil pengene ruller ind.

Det passer ikke. Dong er high-risk business netop på grund af statens involvering. Når grønne naive idealister som Eldrup uden nogen som professionel indsigt i forretning får lov at lege med statens penge skal det gå galt, især når bestyrelsens formand er udpeget på grund af sine politiske venskaber og ikke på grund af viden om drift af energiselskaber i milliardklassen.

Nu vil Dong med politikernes velsignelse tjene penge på at investere i havvindmøller. Det vil sandsynligvis gå meget galt.

Lad mig lige til start slå fast, at vindenergi er fortidens energiform, som aldrig vil få nogen væsentlig betydning for verdens energiforsyning. Det er der to grunde til:

1. Vindenergien er afledet af solenergien og udgør kun ca. 1/100 del af solens potentiale. Hvis man vil bruge solenergi er det mest oplagt at gå direkte til kilden i form af solceller og solfangere. Desuden skal man langt væk og ud på det store hav for at finde et ordentligt potentiale, og det medfører store transmissionsomkostninger.
2. Vinden blæser ikke hele tiden – det kan være vindstille i Nordsøen i ugevis - og derfor skal der opbygges og vedligeholdes en fuld konventionel kapacitet for at sikre energiforsyningen under alle forhold.

Alt i alt gør det vindenergi alt for dyr, og der ville ikke være blevet bygget en eneste vindmølle, hvis ikke det var på grund af massive statstilskud. Og for at hælde salt i såret kan det tilføjes, at den CO2 fortrængning, der købes af staten på denne måde, er ca. hundrede gange dyrere end de klimaomkostninger, der forebygges.

I et rationelt samfund ville der ikke blive bygget vindmøller, hvis ikke de var fuldt konkurrencedygtige med andre energiformer.

Det forhindrer dog ikke, at der kan tjenes penge på vindmøller, så længe staterne bliver med at støtte dem massivt, og er med til at udbygge den grønne boble.

Og så vil jeg lige nævne tre konkrete områder, hvor det nemt kan komme til at gå helt anderledes end naive politikere tror, og som fuldstændigt vil trække tæppet væk under vindmølleindustrien.

1. Stort skifergasfund i Polen. Det vurderes, at Europa har skifergas (og olie) i samme størrelsesorden som USA. Hvis det findes og udnyttes vil energipriserne falde kraftigt og gøre vind urentabelt. Særligt Polen vil i en sådan situation gå endnu stærkere imod EU’s tossede energi- og klimapolitik.
2. Statsstøtten til VE ophører. EU er allerede ved at kravle ned af træet. Det er der gode økonomiske grunde til. EU’s klima- og energipolitik medfører, at vi importerer energitunge produkter og eksporterer klimaproblemer og arbejdspladser til stor skade for Europas økonomi og uden, at det gavner det globale klima en døjt. Den dag befolkningerne opdager, hvor groft de bliver taget ved næsen, ophører støtten brat.
3. Det er solens skyld. Ny forskning viser måske på et tidspunkt, at den opvarmning, der har fundet sted i den sidste del af det forrige århundrede, men som nu er stoppet op, hovedsagelig var skabt af solens aktivitet. Det betyder, at IPCC’s vurdering af CO2’s klimafølsomhed er sat alt for højt, og at den menneskeskabte opvarmning vil holde sig på et lavt niveau uden at vi behøver at gøre noget som helst. Vi kan altså roligt bruge løs af de fossile ressourcer, som der i øvrigt er rigeligt af til de næste par hundrede år.

Hvis vi havde privatiseret vores energiforsyning for 25 år siden, ville Dong have haft en ”sort”, men lukrativ fremtid. Danmark var på det tidspunkt verdensførende med hensyn til effektiv udnyttelse af kulkraft. Vi var i gang med at eksportere anlæg, viden og teknologi til hele verden. Hvis det var lykkedes, ville vi nu have haft en ustøttet og blomstrende energisektor, Europas billigste energipriser og en global udledning af CO2 på et 20 % lavere niveau end nu, hvilket udgør forskellen mellem dansk effektiv kulkraft og den gennemsnitlige globale kuludnyttelse.

Lad os derfor få solgt hele Dong hurtigst muligt til højestbydende, meget gerne til kælderkolde kapitalister.