Parnassets frygt for markedskræfterne

Når det kommer til kulturel produktion, der kan forbruges i hjemmet – bøger, musik, film, serier og magasiner, osv. – er det ikke sjældent, man hører kritiske stemmer fra de kulturelle brancher selv; stemmer der siger, at detailhandlen, og særligt den internetbaserede handel, er skadelig.

Synspunktet er gerne pakket ind i påstand om, at forbrugeren ikke er fornuftig nok til selv at vælge et af de mange produkter på hylderne, men at hun først kan træffe et oplyst valg efter, at hun har fået behørig assistance. Prisen for denne ekstra, uanmodede assistance – for den koster selvfølgelig noget – lægges bare til oven i forbrugerens slutpris. Det gør ikke noget, mener branchen, for så sikrer man sig jo, at der også bliver solgt smal litteratur, og så videre.

Et konkret eksempel kunne være de danske forlags forening, som i november begræd, at ”litteraturpolitikken i Danmark [var overladt] til Konkurrencestyrelsen, som er sat i verden for at håndhæve konkurrenceloven”. Branchen ser således den effektive konkurrence - som Konkurrenceloven er sat i verden for at fremme - som et onde, der kan og må manipuleres: ”Vi er i dialog med Kulturministeriet”, fortsætter pressemeddelelsen nemlig, ”om at nedsætte et litteraturpanel, hvor vi har opfordret til, at uafhængige eksperter løbende skal vurdere, om de litteraturpolitiske målsætninger er udfordrede”.

Udmeldingen var ikke overraskende, for den kom i kølvandet på en længere debat startet af boghandlerne, som gerne ville genindføre den fastprisordning, der gjaldt på bøger mellem 1837 og 2001, og som via boghandlernes monopol på salg af bøger (!) på bekvemt vis, havde afskærmet bogverdenen fra de ukultiverede markedskræfter.

I tidligere indlæg har jeg været omkring det retlige begreb ”effektiv konkurrence”, om hvordan det ikke er det samme, som det økonomiske begreb ”fri konkurrence” og om, at man retspolitisk burde slå ind på kurs i retning af en på nogle punkter mere uhæmmet markedsøkonomi. For at gentage den tyske præsidents ord:

"Konkurrence er fair, og konkurrence giver nye muligheder. Gennem konkurrence nedbrydes nemlig gamle privilegier og fasttømrede magtstrukturer, og der skabes mere plads til flere deltagere. Konkurrencen skaber – også i tilfælde af fejltræf – grobund for nye muligheder."

Det burde ikke være kontroversielt at sige, at statsmagten er til for borgerens skyld, og at den selvfølgelig skal kæmpe med denne imod ethvert forehavende, der søger at begrænse vores legitime økonomiske handlemuligheder på markedet.

For det kan ikke være tvivl om, at bogbranchens synspunkt er ekstremt. Selv i en dansk sammenhæng. Heldigvis har vi haft forstandige politikere, som ikke har ført Danmark ned af anti-kapitalistisk vej, som Frankrig går. Der har staten siden 1600-tallet gjort en indædt indsats for at definere og bevare det, man mener er korrekt fransk sprog og kultur. I kombination med den velkendte franske fjendtlighed over for uregulerede markeder, har det ført til nogle finurlige regler, hvoraf en særlig en vedrørende film- og tv-produktion er nævnt i magasinet Quartz i dag:

"Since the era of Jean-Baptiste Colbert, Sun King Louis XIV’s Minister of Finance, the French economy has functioned as a government-managed oligopoly. Consumers exist to reward friends of the state. This is why France’s socialist government has sicced tax inspectors on virtually every significant US tech company that has a presence in France (Microsoft, Google, Facebook…), and created rules preventing Amazon from offering free shipping on certain orders, to protect bookstores from competition, nevermind that it makes it harder for actual people to buy and read books, which one would think would be the goal of a cultural policy."

I tilfældet med Amazon vedtog det franske parlament en lovændring, der udvidede et eksisterende forbud mod rabatter på bogpriser til også at omfatte e-bøger, ligesom man forbød gratis levering af fysiske bøger. Heldigvis pakkede man ikke indskrænkningen af den økonomiske frihed ind i floskler, men sagde lige ud, at den havde til formål at beskytte boghandlerne mod forbrugeren og dennes handlefrihed på internettet.

For en virksomhed som Netflix består udfordringen nu i, at man fra statens side mener, at virksomheden er en tv-station. Bliver konklusionen, at man i en retlig forstand er dette betyder det, at Netflix bliver nødt til at oprette et produktionsselskab i Frankrig og hensætte en del af sit overskud til produktionen af franske film. Sådan værner man nemlig også om fransk kultur.

Artiklen skriver om franskmændene:

"You have the sort of Platonic France—the idea of France, the one lived by the upper-middle classes, the cultural world, and government elites, where people eat fancy food, dislike anything vaguely American and write off the internet (still, yes, today) as a fad, and spend their time sitting at cafés sipping on espressos. Then you have the France that actually exists, where the most thriving restaurant company is McDonald’s and 8 of the 10 top-grossing movies last year were made in Hollywood. French people, like people everywhere else, are fine with innovation that makes their lives easier.

Netflix’s value proposition, with the cheap subscription, the good-enough content, and the convenience of being able to watch whatever you want on whatever platform, will surely appeal to plenty of French consumers."

Mon ikke en lignende dualistisk fejlslutning præger de kulturelle producenters virkelighedsopfattelse her til lands?