Venstrefløjens selvskrevne udfasning

authorimage
BLOGS
Af: Nils Thygesen
30. jan 2014

SF’s deltagelse i regeringssamarbejdet har fra den siddende regerings dannelse forekommet absurd. Statsministerens valgløfter forud for regeringsskiftet virkede åbenlyst urealistiske, og derfor måtte spændingerne mellem SF på den ene side og Det Radikale Venstre på den anden side før eller siden udløses. Tilfældet blev, at delprivatiseringen af DONG gjorde udslaget. Venstrefløjen synes således at have spillet sig selv helt af banen i dansk politik, idet ikke mindst Enhedslistens urealistiske drømmerier umuliggør væsentlig indflydelse. Den tilbageblevne SR-regering kan derfor lidt paradoksalt vise sig midlertidigt at komme styrket og mere handlekraftig ud af DONG-forløbet, når støvet lægger sig, og den folkelige modstand mod Goldman Sachs’ indtræden i ejerkredsen fortoner sig. Trods investeringsbankens blandede ry i store dele af befolkningen er der nemlig næppe tvivl om, at ejerstrukturen i DONG næsten kun kan blive styrket af at få sparringskræfter ind i bestyrelsen, som benhårdt har til hensigt at forbedre DONG’s lønsomhed til glæde for ikke mindst danske skatteborgere, som bevarer aktiemajoriteten frem mod en mulig børsnotering om nogle år.

Nogen mente, at finanskrisen ville udløse et globalpolitisk skred væk fra borgerlig observans. Såfremt det var tilfældet, tyder meget på, at det har været forbigående. Kapitalismens anatomi er jo netop periodevise nedgange, der igangsætter effektiviseringer og fornyelser til gavn for samfundet og den velstand, der i længden skal understøtte velfærd på tværs af sociale skel. Dertil kommer, at meget store dele af befolkningen er medansvarlig for den overdrevne konjunkturfremgang i perioden 2005-08. Man kan derfor filosofere over, om tiden er løbet fra traditionel venstrefløjstænkning.

Globalisering forekommer at være en alvorlig og reel trussel mod venstrefløjen, der typisk er af den opfattelse, at fænomenet kan reduceres, inddæmmes og holdes uden for landets grænser frem for konstruktivt at blive imødegået og udnyttet. Førstnævnte er i sig selv en taberstrategi, der ikke i længden lader sig realisere.

Størrelsen af den offentlige sektor er en anden afgørende parameter for det politiske landskab. Et niveau på 30% af BNP synes at være smertegrænsen for, hvor stor en offentlig sektor kan være, hvis ikke samfundet skal kvæles af høje skatter og lav økonomisk vækst. Denne smertegrænse er desværre også et tveægget sværd. Jo større offentlig sektor, desto flere reaktionære vælgere vil der formentlig alt andet lige være. Det kan gøre det meget vanskeligt at reducere den offentlige sektors relative størrelse, hvis ikke ansvarlige og visionære politikere handler hurtigt mellem valgene. Det kunne være gennem øget konkurrenceudsættelse, privatiseringer og generel nytænkning.

På mange måder forekommer venstrefløjens berettigelse derfor foreløbig at være en form for symbolpolitisk protestflanke i dansk politik uden sammenhængende bud på, hvorledes samfundet bør indrettes i en moderne verden fuld af konkurrence. Meget tyder på, at venstrefløjens indflydelse i dansk politik mange år fremover vil være begrænset, da forandringsvilje i stigende grad bliver nødvendig for at kunne opretholde de mange goder, vi som borgere efterhånden er blevet vant til. Vi er nok alle nostalgikere i et eller andet omfang, men ofte er det nødvendigt at forandre for at bevare og ikke mindst forbedre. Forbedringerne skal nemlig være bæredygtige for at være holdbare, og det synes ofte vanskeligt for venstrefløjen at acceptere.

For at vende tilbage til DONG er det min vurdering, at hovedparten af den folkelige modstand kan henføres til Goldman Sachs og ikke selve delprivatiseringen. Tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussens voldsomme modstand og Folketingets formand Mogens Lykketofts betydelige skepsis forekommer i hvert fald paradoksal, da den socialdemokratisk ledede regering i 1990’erne hjalp flere store privatiseringer på vej. Man må formode, at markedet aktuelt har været afdækket i bestræbelser på at få flest muligt interesserede investorer på banen. Investering i DONG indebærer betydelige risici, da gælden er stor og indtjeningen lav. De store gasinvesteringer er forhåbentlig snart nedskrevet i tilstrækkeligt omfang, men påbegyndes udvindingen af skifergas for alvor i Europa, kan der komme yderligere nedskrivninger. Der er derfor i høj grad behov for såvel professionel ledelsessparring som ny kapital til DONG, hvis forsyningssikkerheden skal bevares til fornuftige priser. Goldman Sachs kan ligefrem gå hen og blive populær i befolkningen om nogle år!

Profil
Nils Thygesen authorimage Nils Thygesen er bankuddannet civiløkonom (HD(U)) og CBA. Han har bl.a. været chefstrateg i Finansbanken A/S og aktieanalytiker i Danske Bank. Nils Thygesen har gennem mere end 20 år arbejdet med kredit- og investeringsanalyse, formueforvaltning og kommunikation.

Tidligere bloggere på borsen.dk