Forskningspolitik på afveje

Den offentlige forskningsindsats i Danmark er vokset betydeligt i de senere år og ligger nu på over 20 milliarder, hvilket er over 1,1 procent af BNP. Dermed er den offentlige forskningsindsats i de sidste 5 år vokset med mere end 50 %. Det ville være godt for det danske samfund, hvis der også kom noget ud af de penge.

Desværre er forskningspolitikken hæmmet af en række udfordringer, som gør det vanskeligere at drage nytte af de efterhånden betydelige investeringer. En af dem er en tendens til at gå efter modeord, således at mange af midlerne målrettes til noget, der lyder godt. Man kan tale om ”sesamord”, der på magisk vis er i stand til at åbne adgangen til de offentlige kasser, hvis forskerne nævner dem. For tiden er det ord som ”bæredygtig energiforsyning”, ”reduktion af miljø- og klimabelastningen”, ”sund og sikker fødevareforsyning”, ”sikring af rent vand”, ”billigere og bedre sundheds- og velfærdsløsninger” samt ”en mere effektiv offentlig sektor”. Forskningsområderne motiveres af et ædelt formål om at knytte forskningen tættere til samfundets og virksomhedernes behov, men er i virkeligheden udtryk for en forældet, planøkonomisk tankegang.

Det der foregår, er reelt, at forskningen ”beskattes” ved at samle en del af bevillingerne i puljer til de øremærkede, politisk korrekte formål.

En af bivirkningerne er, at forskningsindsatsen skævvrides. Ingen ønsker eksempelvis at støtte andet end den allerbedste eliteforskning.  Alle - politikere, embedsmænd, rektorer, offentlige og private fonde – forsøger derfor at støtte forskningsområder, der menes at have haft succes, hvilket inden for forskningsverdenen som regel måles på, hvor meget forskerne citeres af deres kolleger i Danmark og udlandet. De såkaldte elitemiljøer forkæles fra alle sider. De kan bruge ressourcer på store ansøgninger og networking og tæller mange medarbejdere, der kan citere hinanden. Men i sagens natur er der tale om allerede etablerede områder, der ikke nødvendigvis er bedre til at frembringe videnskabelige gennembrud. Vi ved ikke, hvor den næste Niels Bohr kommer.  

En effektiv forskningsindsats kræver, at midlerne går til de mest kvalificerede projekter, og det vil kun undtagelsesvis være dem, der er politisk korrekte. Det er efterhånden velkendt, at erhvervspolitikken ikke er i stand til at ”vælge vindere” – altså at skabe eller blot udpege fremtidens vinderbrancher endsige vindervirksomheder. Der er intet, der tyder på, at det forholder sig anderledes i forskningspolitikken. Der er i sagens natur et vist element af uforudsigelighed i forskningsprocessen, som betyder, at politikere og embedsmænd ikke på forhånd kan udpege de områder, hvor midlerne er bedst anvendt. Alternativt er man nødt til at overlade styringen til ”markedet”, altså til forskerne selv. Det er ikke tilfældigt, at Rektorformand Jens Oddershede i Berlingske Tidende den 19. januar udsender en bandbulle mod politikernes ønske om at regulere og kontrollere universiteterne.

Det er derfor vigtigt, at politikere, embedsmænd og rektorer modstår fristelsen til at lege Gud, når forskningsmidlerne skal fordeles.  Der kommer mest ud af pengene, hvis de koncentrerer sig om at etablere en infrastruktur, som gør det muligt for nye forskningsmiljøer at vokse frem nedefra – bottom up – snarere end top down fra det politiske niveau. Universiteterne er nødt til at have grundbevillinger, som sikrer et vist niveau for forskning og forskningsbaseret undervisning, som gør det muligt for nye forskningsmiljøer at vokse frem.

Et bedre samspil mellem universiteter og erhvervsliv sikres bedst ved direkte kontakt mellem de to parter. Politikernes rolle er i den forstand den samme som i erhvervspolitikken. De skal tilvejebringe en hensigtsmæssig infrastruktur og forsøge at reducere de betydelige kunstige barrierer mellem de to verdener. Men de skal holde sig fra at bestemme, hvad der skal forskes i – eller alternativt søge en stilling på et af universiteterne.