Det økonomiske mirakel er et frihedsmirakel

I en tid hvor det at være professionel politiker lader til at handle mere om, at være en af folket, frem for et ideologisk fyrtårn, fortjener det anerkendelse og ros, når en af disse tør tale åbent om noget så angiveligt vælgerskræmmende, som ideologi. Tilmed liberalistisk ideologi. Men når det kommer til stykket er ideologi jo ikke noget bras: Idéer udgør grundlaget for den retning, hvori verden går, og det kan aldrig være nok, hvis bare denne debat føres af professionelle meningsdannere i tænketanke, i avisernes kronikker og på blogs.

Det bedste eksempel i lang tid på en politiker, der har turde taget bladet fra munden og fortælle om sin ideologiske indstilling, er den tyske forbundspræsident Joachim Gauck. Han holdt for et par uger siden en inspirerende tale i anledning af Walter Eucken-instituttet i Freiburgs 60-års jubilæum. Det er en god tale, hvor forbundspræsidenten tillader sig at formulere idéer af en sådan kaliber, at man ikke kan blive andet end bare lidt misundelige over, at der er så langt mellem tilsvarende udmeldinger fra politikerne herhjemme.

I talen hyldede Gauck den ideologi, man kalder ordo-liberalismen. Det er en særlig tysk variant af den klassiske liberalisme, som lægger betydelig vægt på kapitalisme og fri konkurrence, sociale reformer og personlig frihed. Gauck, der selv har en fortid som anti-kommunistisk borgerrettighedsaktivist i DDR, ved om nogen, hvad det drejer sig om.

Jeg vil forsøge at bibringe et par af hans pointer nedenfor i et nok noget naivt håb om, at de kunne tjene til inspiration. Talen kan læses i sin fulde længde på præsidentens hjemmeside.

Her i Freiburg har en samling individer efter Anden Verdenskrig skabt et ideologisk system baseret på frihed – en vision om en samfundsorden, om man vil – der selv i tider med udbredt skepsis over for den liberale markedsøkonomi har vist, at markedsøkonomien og konkurrencen ikke er tyskernes fjende, men ven.

Politisk frihed blev gjort til et vigtigt tema i det tyske samfund ved at tale om økonomisk frihed: For politisk frihed og økonomisk frihed hænger sammen. De, der ønsker et frit samfund, bør støtte op om markedet og den fri konkurrence, og vende sig imod koncentrationen af magt på få hænder. Men de skal så også vide, at et frit samfund også bygger på forudsætninger, som markedet og konkurrencen ikke kan producere selv.

Ordet ”regeringsførelse” (Ordnungspolitik) lød måske godt i ørene på de fleste efterkrigstyskere, men det der gemte sig bag begrebet – en økonomi baseret på den friest mulige konkurrence, hvori staten ikke blandede sig – blev set på med skepsis fra blandt andre fagforeningerne, der ønskede sig tilbage til tiden med nationaliseringer og – for dem selv – højere medlemstal. Industriens repræsentanter ønskede på deres side en genindførelse af de gamle karteller; så i sidste ende var det noget af en succes, at de mest essentielle – men dog ikke alle – elementer i ordoliberalismen kunne gennemføres.

I bakspejlet kan vi nu med sikkerked sige: Her indtraf ikke et økonomisk mirakel, men et ”frihedsmirakel”.

Konkurrence er fair, og konkurrence giver nye muligheder. Gennem konkurrence nedbrydes nemlig gamle privilegier og fasttømrede magtstrukturer, og der skabes mere plads til flere deltagere. Konkurrencen skaber – også i tilfælde af fejltræf – grobund for nye muligheder

Uretfærdigheden trives navnligt de steder, hvor konkurrencen er begrænset. Det være sig gennem protektionisme, korruption eller statslige monopoler, der beskytter private interesser, for eksempel ved at sikre medlemmer af et bestemt parti fortrinsrettigheder til embeder, eller hvor penge og magt skaber muligheder for, at regler kan bøjes og statens magtudøvelse vendes til egen fordel. Selv i dag skal vi skal ikke se os langt omkring for at få øje på sådanne uretfærdigheder – i form af oligarki og plutokrati.

Spørgsmålet om hvor liberalt et økonomisk system er, besvares ikke ved at se på hvad der kan købes i forretningerne, men om hvorvidt det er muligt for alle borgere at leve et liv i selv-forsørgelse.