Derfor skal vi sælge DONG

En på tuden. Det er betydningen af ordet DONG i Australien. I engelsk udtale betyder DONG lort  – det staves dog med u og ikke o. Never mind, der gives nemlig både en på tuden, og det er også noget lort med DONG igen.

Goldman Sachs gøres næsten ukritisk af alle danske medier til skurken i den seneste DONG-sag. Skurken, mener jeg, skal findes helt andre steder.

Lad mig lige prøve at holde følelser ude og anskue situationen helt nøgternt og faktuelt:

• DONG mangler penge
• Der er ikke kø for at få lov til at købe og finansiere DONG
• Der er et konsortium, som vil finansiere DONG, og som vurderer DONG til 31,5 mia. kroner i samlet værdi
• Konsortiet kommer med tiltrængt kapital og får for det nogle rettigheder samt en ejerandel på 26 procent
• Vi danskere – staten Danmark – ejer fortsat det meste og har majoriteten af aktierne

Alternativet til at finansiere DONG er ved højere priser for deres varer – el og varme – hos forbrugeren, MEN fjernvarme og el burde vel snarere være billigere, end det er i Danmark?

Ejerne – os danskere – kunne også spytte flere penge i kassen ved en skatteforhøjelse (kamufleret som fx et ekstra gebyr) – nå nej, det er heller ikke en politisk holdbar løsning.

Derfor må pengene komme fra kapitalmarkedet eller fra lån, men lånerisikoen ender i sidste ende hos os danskere.

Et intelligent spørgsmål kunne være; hvorfor ledelsen inkl. bestyrelsen, som er indsat på vores vegne er nået ud i en sådan situation, hvor der fattes (mange) penge, og hvilke konsekvenser det bør få? Men det er nok en anden debat.

DONGs mandat bør være at sikre, at vi har el og varme i det område, de dækker i Danmark. Som en sådan organisation har DONG berettigelse på statens hænder.

Nu er det bare sådan, at DONG ikke længere kun koger vand på fx kul til at drive en turbine, der genererer elektricitet (i bund og grund den model DONG er i sin kerne) til os danskere.

DONG opererer lang uden for Danmarks grænser, og DONG investerer kæmpesummer i andet end at sikre forsyningen til de danske forbrugere og i en stærkt

kommerciel model, som ikke i mine øjne er i tråd med det at sikre forsyningen men faktisk udsætter forsyningssikkerheden for en risiko, når de kommercielle tiltag kræver yderligere finansiering.

Men ejerskab, mission og vision for statsejede selskaber er også en anden debat.

Hvorfor sælges de kommercielle – og risikofyldte – dele så ikke fra? Fordi de sikre penge ligger i forbrugerbetalingerne og i den model, der gør det vanskeligt at flytte som kunde på bl.a. fjernvarmen.

Jeg ville også, hvis jeg var ansat i Goldman Sachs, sikre mig ejerskab af den sikre model, hvis jeg skulle komme med milliarder af kroner for at understøtte ekspansionen og den konkurrenceprægede del af DONGs forretning.

Det er faktisk lovbestemt, at Goldman Sachs skal gøre det bedste for deres kunder, når de investerer, så de gør kun, hvad de skal, og så vidt jeg kan se, så er de også det eneste konsortium med et tilbud, der matcher det kapitalbehov, DONG har rodet sig ud i!

Det er noget være lort og endnu et slag lige på tuden til DONG og stakeholders i de beslutninger, som har ledt et lavrisiko-selskab ud i en højrisiko-forretningen med store kapitalkrav og væk fra den oprindelige (og rigtige) model og mandat.