Pengepolitikkens Catch-22

authorimage
BLOGS
Af: Helge J. Pedersen
15. jan 2014

Bedømt på næsten alle økonomiske nøgletal fik vi en fin afslutning på 2013 – og dermed et godt afsæt ind i det nye år, som formentlig også bliver året, hvor recessions-spøgelset for alvor forsvinder fra nethinden. Men der er selvfølgelig altid risici knyttet til forudsigelser om fremtiden, og en af de større for 2014 knytter sig til udviklingen i pengepolitikken, som i den grad har været en hjørnesten i genopretningspolitikken for verdensøkonomien, siden den store recession brød ud i 2008.


Usikkerheden er faktisk dobbeltsidet. For problemet ved den nuværende ekstremt lempelige politik er nemlig, at det risikerer at ende galt, uanset om centralbankerne fortsætter den nuværende kurs eller påbegynder en stramningskurs.

På den ene side risikerer en videreførelse af den nuværende kurs, som indebærer både en massiv pengeudpumpning og ultra-lave renter, at føre til dannelse af bobler på bl.a. aktiemarkedet og ejendomsmarkedet mange steder i verden. Når og hvis boblerne brister, viser al erfaring, at kan det føre til en ny alvorlig finansiel krise og nedtur i økonomien.

På den anden side risikerer en for tidlig og for kraftig stramning af pengepolitikken at bremse det spirende globale opsving, hvorved verdensøkonomien kan ende med at blive hængende i en lavvækstfælde mange år endnu.

Konsekvenserne kan altså i begge tilfælde vise sig at blive dramatiske, og verdens centralbanker er dermed på vej ind i et ubehageligt pengepolitisk Catch-22, som kun kan undgås, hvis den (uundgåelige) stramning af pengepolitikken times med største præcision. Den øvelse er ikke let, og en nødvendig, men ikke nødvendigvis tilstrækkelig betingelse for at den lykkes, er, at centralbankerne forbereder de finansielle markeder og andre aktører minutiøst på deres næste skridt. Hvis forventningsdannelsen ikke guides ordentligt på vej, risikerer reaktionen fra de finansielle markeder nemlig at blive så dramatisk, at den i sig selv kan katalysere fremkomsten af den næste katastrofe.


Forward guidance er vejen frem

Det er centralbankerne heldigvis godt selv klar over, og de er derfor også blevet meget mere klare i mælet om fremtiden end nogensinde tidligere. Det kan bl.a. eksemplificeres ved ECB’s nyligt annoncerede ’forward guidance’ strategi, hvor banken står inde for, at styringsrenten forbliver på det nuværende eller et lavere niveau så længe det er nødvendigt, og Feds erklæringer om, at selvom man påbegynder en aftrapning af de kvantitative lempelser, ja så sættes renten ikke op, før arbejdsløsheden i USA er solidt forankret under 6,5%.

Den slags åbenhed fra centralbankerne og deres bevidsthed om alvoren i exit-strategien gør, at jeg fortsat tror på, at 2014 kommer til at markere et afgørende vendepunkt i den økonomiske krise. Fejler centralbankernes timing alligevel af den ene eller anden årsag kan konsekvenserne til gængæld vise sig at blive fatale. Spændingsniveauet er i hvert fald endnu ikke taget ud af føljetonen om, hvordan verdensøkonomien kommer på fode igen efter sin største nedtur siden den store depression i 1930’erne.

 

Profil
Helge J. Pedersen authorimage Uddannet cand.polit. Startede karrieren i Privatbanken, der siden blev til Unibank og nu Nordea. Har undervist i nationaløkonomi på Københavns Universitet og CBS, og har skrevet lærebogen "Nationaløkonomi på dansk."
Tidligere bloggere på borsen.dk