Jagten på eliten

Hvorfor overhovedet tale om eliten, når 2014 byder på en række andre centrale udfordringer på uddannelsesområdet?

Svaret er, at det længe har været udansk at tale om eliten. I Danmark har vi haft den sympatiske indstilling, at ”alle er gode til noget”. Det er lærdommen fra Ole Lund Kirkegaards universer. Og det kan godt være sandt. Men hvad der er endnu mere sandt er, at nogen er bedre end andre. Nogen har et større potentiale – og dét potentiale, har vi stort behov for, bliver forløst bedst muligt. Det er både godt for den enkelte og godt for samfundet. For ude i virksomhederne – offentlige som private – har man for længst erkendt, at der eksisterer et benhårdt kompetencehierarki. Og Danmarks evne til at tiltrække videnintensive virksomheder er meget afhængig af vores evne til at uddanne medarbejdere til toppen.

I jagten på en førerposition i det globale vidensamfund har skiftende politikere løbende forhøjet ambitionerne for uddannelsesniveauet i Danmark. Ambitionen er, at 60 procent af en ungdomsårgang skal gennemføre en videregående uddannelse, og at 25 procent skal gennemføre en lang videregående uddannelse i 2020. Den satsning har betydning for hele uddannelsessystemet, fordi grundskole og ungdomsuddannelse jo skal levere studerende, som har tilstrækkeligt gode forudsætning.

Det er positivt, at flere får en uddannelse. Det skal vi fortsat kæmpe for. Men bagsiden af medaljen er, at der ligger en betydelig pædagogisk udfordring i at undervise studerende, som tidligere ikke ville være regnet for egnet til en videregående uddannelse – samtidig med at behovet for at udfordre de dygtigste studerende stiger.

Med tiltrædelsen af uddannelsesminister Morten Østergaard blev 00’ernes elitesatsning på universiteterne bænket til fordel for en bredere talentsatsning på tværs af alle de videregående uddannelser. I DEA bakker vi varmt op om en indsats for at løfte talenterne på landets videregående uddannelser, men vi skal ikke glemme, at der er forskel på talenterne og eliten. De få procent af de studerende, som reelt kan kaldes eliten, skal udfordres til kanten af deres potentiale.

Og det er vigtigt at skelne mellem de udfordringer, der er forbundet med at uddanne en forskningselite, og de udfordringer som man finder, når man skal uddanne den elite, som skal løfte niveauet i private som offentlige virksomheder mere generelt.

For den forskningsmæssige elite kommer udfordringen gennem en tæt tilknytning til forskningsmiljøer i verdensklasse – danske eller udenlandske. For den erhvervsrettede elite kræver det et uddannelsesforløb, som kan simulere de udfordringer og miljøer, de studerende vil møde efter uddannelsen, når de rekrutteres af de mest kræsne private virksomheder i verden.

De fleste job kan besættes af folk, der er talentfulde, men nogle gange er talent ikke nok. Nogle gange kræver stillingen et drive og en kompetenceprofil, som går langt ud over, hvad vi kan forvente af selv de dygtige studerende på de videregående uddannelser.

Alle har et talent for noget, men kun ganske få kan siges at have de karakteristika, der kendetegner de allerbedste inden for et givent felt. Så lad os udfordre talenterne, men ikke glemme

eliten. I morgen skyder DEA jagten på eliten i gang, når vi på DEAs Partnerdag tager eliten under kærlig behandling.