Regeringen kunne kommunikere opsvinget i gang

Som Børsens økonomiske redaktør Thomas Bernt Henriksen så rigtigt konstaterede i avisen forleden, så er forbrugerne nøglen til at trække Danmark fra et påstået og stemningsskifte til et reelt opsving med vækst og fremgang. Og det er jo superfint, at nøgletallene indikerer en vis udvikling med stigende forbrugertillid.

Det er bare ikke nok at sidde derhjemme med en udefinérbar tillid. Forbrugerne skal til lommerne. De skal ud og svinge dankortet og bruge rigtige penge i den rigtige verden. Først dér kommer et rigtigt opsving og ikke bare et ubestemmeligt stemningsskifte.

Alle véd, at forbrugerne er nøglen, men lysten til at bruge løs af de historisk høje opsparinger skal sættes i gang. Regeringen forsøger at kommunikere dette i gang bla. ved kontinuerligt at tale om stemningsskiftet, om skabelsen af vækst og arbejdspladser. Men det er for abstrakt. Regeringen kan gøre mere og andet - den kan vælge at etablere en strategi for at kommunikere så klart og tydeligt, så folk kan forstå det.

For snakken om stemningsskifte er jo bare ... snak. Skal der endelig snakkes, skal det have en klar og synlig effekt, og i dette tilfælde handler det om at kommunikere borgerne til at gå ud og bruge penge til gavn for opsvinget. Det er der mindst lige så meget brug for som de vækstinitiativer, der tales om, og som betales af skattekroner. Kommunikér i stedet tillid og tryghed, ro og regelmæssighed.

Hovedsigtet for en sådan kommunikationsopgave er præcis at tilvejebringe borgerne tillid til, at regeringen er holdt op med hele tiden at skabe usikkerhed om familiernes privatøkonomier. Hele denne regeringsperiode har været en strøm af ændrede - og primært stigende - skatter og afgifter.

Omlægninger, som forringer situationen for nogle og forbedrer for andre. Men fælles er, at man aldrig véd, hvor man står. Ændringer af bilskatter og leasingregler, forbrugsafgifter, grundskyld, forsyningssikkerhedsafgifter og tusind andre ting. Og senest dagens historie i Børsen om 5000 familier, som mister børnechecken pga. en omlægning, så den bliver indkomstafhængig.

I dette tilfælde var provenuet beregnet til 280 mio. kr., og efter korrektion fra påvirkning af nedsat arbejdsindsats og faldende afgiftsbetalinger ender det med et provenu til statskassen på bare 120 mio. kr.

Det er et så lille beløb, at initiativet ikke har nogen væsentlig realøkonomisk værdi, men først og fremmest er signalpolitik til ære for de partier i og omkring regeringen, som stadig er bitre over, at millionærskatten ikke blev til noget.

Signalpolitik har i dette tilfælde den betydelige skadevirkning, at den slår ned på visse befolkningsgrupper uden, at det har nogen særlig økonomisk begrundelse. De véd ikke, hvem der næste gang bliver ramt af skatte- og afgiftsstigninger - eller simpel signalpolitik: "Øv, nu er I lige blevet udtaget til at slippe 5000 kr. ekstra om året. Det batter ikke en disse i statskassen, men det gør nogle af vores vælgere glade bare at se jer betale." Så hvad bliver det næste?

Signalpolitik er en luksus, man kan tillade sig i opgangstider. Signalpolitik er jo sjældent sund fornuft. I krisetider er der brug for politik med substans og rationale, hvis man vil komme fornuftigt gennem krisen - især hvis det handler om at få borgerne til at tage hul på deres fuldfede og historisk høje opsparinger.

Så et godt råd til regeringen: Kap hovedet af al skam og få etableret en stærk kommunikation, som proklamerer skattestop, så længe opsvinget ikke har indfundet sig. Det vil bidrage til at give danskerne troen på fremtiden tilbage og tilliden til, at der ikke venter dem nye ubehageligheder rundt om hjørnet, som gør, at de atter må indse, at de rent privatøkonomisk ikke aner, hvad de råder over om en måned eller et halvt år.

Så længe forbrugerne frygter for ændringer i de fundamentale økonomiske rammevilkår for den enkelte, så polstrer man sig og holder fast i det bestående, for hvem tør binde sig for nye udgifter uden at føle kontrol over familiens privatøkonomiske situation? En forbrugerøkonom underbygger, at danskerne er begyndt at drømme om at bruge flere penge. Men der mangler stadig noget.

Sjældent har en regerings spindoktorer haft større chance for at skabe værdi for deres lønninger som ved at skabe og eksekvere en troværdig kommunikation, der satte danskerne i gang med at bruge af deres opsparinger. Til gavn for hele landet. Ja, måske endda til gavn for vælgeropbakningen.

Skal man gøre en ekstra god gerning til gavn for opsvinget og den svage situation på boligmarkedet, kunne man desuden eliminere den ubehagelige uvished, der hersker på boligmarkedet omkring grundskyldens udvikling.

Man véd, hvad man har - man véd ikke, hvad man får. Så hellere blive boende. Og dermed fortsætter istiden på boligmarkedet. Lang tid endnu.