En ’sur røv’, der har ret

”I sku’  fyres hele banden – Det vil være bedst for jer!” udbrød en af mine medrejsende i raseri over det danske hotelpersonale. Juleferien var slut, og vi stod i morgenmørket i de franske alper. Bagagen skulle på busssen inden afgang til lufthavnen, men der var ikke plads. De unge danske rejseguider gloede, mens gæsterne tumlede med problemet.

Min medrejsende var en erfaren leder, der med succes havde opbygget en mellemstor virksomhed. Det havde været en prøvelse for ham og os andre at se manglen på ledelse og samarbejde blandt det unge danske personale. 

Udbruddet gav ingen reaktion hos de unge fyre. ”Sur røv” ville være mit bud på deres overvejelser.

Gæsten insisterede på at få hul igennem til dem: ”Hør nu her … det er altså synd for jer. I ødelægger jo hinanden! Man kan da ikke arbejde sammen på denne her måde. Tag nu ansvar og kom i sving!” 

En kollektiv dansk erkendelse

Manden havde ret, men han ikke kom igennem til dem. Forudsætningen ville være, at de i morgenmørket og den franske alpekulde skulle erkende, hvordan en dansker tager sig ud i et internationalt arbejdsmarked. 

Rejsebureauet havde ansat de unge mennesker til at være pisteguider og værter på det franske skihotel. Der var ikke styr på noget, og alle gav hinanden skylden. Som piste-guider for de vild i ski-terrænnet og undskyldte sig grinende med tømmermænd. Sygemeldingerne tikkede ind efter forrige aftens udskejelser i den tomme hotelbar, hvor de skulle ’hygge’ om gæsterne. De lod gæsterne vente i halve timer i liften, mens de fik orden på deres egne liftkort og ski, og så skred vi altså. Wifi på hotellet virkede ikke, indtil vi fandt ud af, at hvis de danske medarbejdere gad at logge af, var der kapacitet til gæsterne. 

Listen af absurde episoder var lang, og forståelsen hos personalet meget lille. 

Baghjul af Elvira & Co.

Imens fiksede Elvira og hendes familie rengøring og oprydning. En rumænsk kvinde i 30’erne, der på sjette år tilbragte vinteren i Frankrig som hotelpersonale. Med sig havde hun sin mor, søster, kæreste og hans bror. Om sommeren arbejdede hun som fysioterapeut hjemme i Rumænien. Hun talte flydende engelsk og fransk. De arbejdede støt og roligt, uden at gøre meget væsen af sig, undtagen når hun skændtes med det danske køkkenpersonale. ’You have to!’, insisterede hun, når de to unge danske kokke larmede over, at jobbet indbefattede mere end forventet. Det skulle jo en tre-retters menu på bordet hver aften. 

Det er faktisk synd!

Der var gang i forretningen, og noget at lave. Jeg overhørte, at den danske restaurantchef sagde til personalet. ”Jeg har en dårlig nyhed: Der kommer flere gæster”. De unge fyre brokkede sig højlydt over mere borddækning og servering, og chefen deltog i brokkeriet. 

Vi havde en dejlig ferie, men uhyggen spreder sig, når man betragter os danskere på et internationalt arbejdsmarked: Uorganiserede og ukvalificerede. Den helt store udfordring bliver den forandring, vi skal igennem: At udvikle en realistisk selverkendelse. 

Her så vi tyve danskere få baghjul af en håndfuld rumænere, uden at de selv fattede det. Uhyggeligt! Gæsten lød som en ’sur røv’, men han havde ret: Det er faktisk synd for disse unge danskere, der ikke forstår, at de ødelægger deres jobs når de ikke tager ansvar for at lede og samarbejde.