Ja tak til en leder med personlighed

authorimage
BLOGS
Af: Line Rosenvinge
13. dec 2013

I dag er der ansøgningsfrist til stillingen som direktør for Statens Museum for Kunst (SMK). Hvem kan fylde posten ud?

Andre steder i kulturlivet søger man også efter en ny direktør. Bestyrelsesformand for Det Kongelige Teater, Stine Bosse, fyrede som bekendt tidligere på måneden embedsmandstypen Erik Jacobsen og stillingen som øverste leder af teatret er endnu ikke besat.

Debatten går på, om man bør søge en en kunstfagligt kvalificeret profil eller en stærk leder, der kan lede en hvilken som helst organisation. Man kunne også tale om en karismatisk personlighed, som nyder respekt i kulturlivet, versus en driftsikker administrator, som er fortrolig med tidens managements principper. Interessant nok, så lader det til, at man ser de nævnte kvaliteter som kontraster, der ikke kan være tilstede i én og samme profil.  

Den karismatiske personlighed Knud W. Jensen (som i øvrigt også var en driftig forretningsmand) ønskede som stifter af Louisiana – Museum of Modern Art, at veksle mellem varme og kolde udstillinger. Det vil sige udstillinger, som er sikre salgssuccesser, hvor publikum kommer, fordi det er kunst, de kender; dette er de varme udstillinger. De kolde udstillinger skal da forstås som mere krævende, hvor det brede publikum måske holder sig væk, fordi de føler sig forudsætningsløse. Jensen mente, at en kulturinstitution bør kunne rumme begge dele, så der både er en rimelig økonomi og god kontakt til publikum såvel som faglige ambitioner om at udvide feltet og folks referenceramme ved at satse på det endnu ukendte.

Samme model kunne overføres på kulturinstitutionernes ledelsesniveau. Et aktuelt eksempel: den nu snart tidligere direktør for SMK, Karsten Ohrt, har vist sig som den driftsikre administrator, der har fået godt skik på museets forskning og formidling. Han var den rette på posten efter sin forgænger Allis Helleland, som på mange måder var en mere flamboyant type, som traf nogle lidt uheldige beslutninger på institutionens vegne, men som var en tydelig person. Menigmand må faktisk gerne vide, hvem der er direktør for en så vægtig institution som SMK. SMK's direktør må altså gerne, som Helleland gjorde, blande sig i debatten og have en mening om kunst og kultur. Det kunne derfor være interessant om den "kolde administrator" erstattes af en "varm personlighed", jævnfør Jensens radiatorprincip med vekslende varme og kolde museumsudstillinger.

En mere vovet profil, kan med fordel leve højt på Ohrts velsmurte maskineri. Det fungerer. SMK er en supertanker, som den kløgtige administrator har fået på rette køl. Nu kræves en personlighed, som brænder igennem.

Egnede kandidater til den slags toplederstillinger hænger ikke på træerne. De kan tælles på to hænder, der er sikkert heller ikke meget mere end ti ansøgere i dag, hvoraf de fem reelt er egnede. Stillingen som rektor for Filmskolen er også slået op, her er der kun ni ansøgere.

Den, som kan fylde posten ud på SMK, behøver i mindre grad at have vist sit værd ved at have erfaring med ledelse af en stor statslig institution. Nuvel, der kræves passende fornemmelse for organisation, men det er som sagt en veldrevet organisation, som den tidligere direktør efterlader sig. Netop fordi den tidligere direktør har været en stærk administrator er det ideelt med en ny direktør, som har personlig gennemslagskraft, initiativrighed og også gerne internationalt format.

Det burde være en eftertragtet stilling, der her er i spil. Som institution har SMK haft en lidt træg profil, som jeg også tidligere har skrevet om, men det ligger lige for den rette at bygge videre på det, som er – og fylde rollen ud som topleder af en af landets vægtigste kulturinstitutioner.  

Profil
Line Rosenvinge authorimage Taler ofte og gerne om kulturens væsentlighed, har høje tanker om kunstens værd og stiller krav til kunstens kunnen. Deler det, som er godt og vurderer også det, som går galt. Her på bloggen får du en fornemmelse for aktuelle hændelser fra kulturens verden med tanke på bredere relevans. Men du får også indblik i afkroge af kunstlivet, som du ellers ikke møder den i dagspressen.

Rosenvinge er siden 2005 selvstændig via Tender Task som kunstkritiker, forretningsudvikler og salonværtinde.

Få Lines indlæg
som RSS-feed her




Tidligere bloggere på borsen.dk