Syngende lussing til Ekstra Bladet

Aldrig har noget medie i Danmark fået sådan en omgang prygl, som Pressenævnet tildelte Ekstra Bladet i forbindelse med avisens dækning af de to piratgidslers langvarige fangenskab.

Pressenævnets straf var mangefold værre, end noget medie nogensinde før har fået. Ekstra Bladet er nu forpligtet til i hidtil uset omfang at bringe Pressenævnets kritik på avisens website, i selve avisen og på forsiderne - endda gentagent. Det er aldrig set før i blot tilnærmelsesvis samme skala og vidner om den journalistiske forseelses ganske alvorlige karakter. Sagen er selvfølgelig dybt skadelig for Ekstra Bladets omdømme, og den cementerer dered yderligere den negative offentlige holdning til kvaliteten af Ekstra Bladets journalistik.

Pressenævnets kritik går bla. på, at Ekstra Bladet gik for vidt i sin udpensling af de mest private forhold for gidslerne under fangenskabet. Og selvom chefredaktør Poul Madsen forsøger at tegne et billede af, at Ekstra Bladet var ude i en helt uselvisk mission til gavn for gidslerne og deres frigivelse, var det altså en mission, som gidslerne selv ville have frabedt sig, hvis de havde kunnet. Ekstra Bladet og Poul Madsen står dermed ret alene med påstanden om, at det skulle være til gavn for gidslerne - tilbage står, at avisens dækning af sagen først og fremmest var til gavn for - tja, Ekstra Bladet.

Desværre betød det ikke noget for Ekstra Bladet, hvad gidslerne selv mente, og at de altså hellere var fri for Ekstra Bladets heroiske journalistik. I hvert fald fik gidslerne aldrig muligheden for at sige fra, og det er en bærende del af den kritik, Pressenævnet udtaler.

Ekstra Bladet har med Pressenævnets alvorlige kritik fået den største faglige underkendelse, som et medie kan tildeles. I andre fag og brancher vil det nærmest svare til, at en advokat bliver frataget sin bestalling, at en erhvervsmand frakendes retten til at drive virksomhed, eller at en minister bliver taget i at lyve for Folketinget. Man kan dårligt forestille sig noget værre end det, der har ramt Ekstra Bladet, når muligheden for ligefrem at fratage retten til at være chefredaktør trods alt ikke eksisterer som sanktion.

Skal man se positivt på det med Ekstra Bladets øjne, har avisen fået en enestående mulighed for klart at vise, at man har og efterlever samme sæt normer, værdier og etiske standarder for sig selv, som det man benytter i den løbende kritiske journalistik overfor alle dem, der kommer i kløerne på Ekstra Bladet.

Skulle Ekstra Bladet dække en lignende sag med tilsvarende graverende fejl og svigtende dømmekraft, ville avisens chefredaktør ikke have tøvet med at kræve den ansvarlige persons hoved på et fad. Poul Madsen ville opfordre en sådan person til at trække sig frivilligt for dog at stå tilbage med lidt værdighed ved at anerkende, at man har fejlet.

Med andre ord vil Ekstra Bladet ikke kunne fortsætte med sin hidtidige, redaktionelle linje baseret på det givne etiske værdi- og normsæt, hvis Poul Madsen forbliver på posten. Disse værdi- og normsæt vil ganske enkelt være værdiløse ved, at avisen ikke selv efterlever dem, når det virkelig gælder.

Alternativet til en frivillig chefredaktør-exit vil være, at en ansvarlig bestyrelse måske indser, at hykleriet bliver så tykt at det er uholdbart og skadeligt for avisen at lade den ansvarlige ledelse fortsætte.

Med andre ord - walk the talk.

Sker det ikke, vil avisen hver gang den fremover kræver, at andre skal tage konsekvensen af deres fejl og forlade deres poster blive mødt af en hånlatter over, at netop Ekstra Bladet af alle skamløst tillader sig at kræve noget som helst af andre, som man ikke selv ville efterleve, da det gjaldt. Ingen vil kunne tage det alvorligt.