Produktionsstøtte korrumperer

I min seneste leder i akvakulturnyt, går jeg atter i kødet på produktionsstøtte, som åbenbart for enhver er dybt skadeligt på alle områder.

Se bare på den danske støtte til vindmøller, som gør energi kunstig dyr, mobber vores gode venner i gartnerierne ud af landet og ikke medfører et gram mindre global udledning af CO2.

Men jeg vil gerne tilføje en menneskelig vinkel på området, nemlig at kampen om støttekroner får det værste frem i folk.

Jeg har nu siddet næsten 6 år i bestyrelsen for Dansk Akvakultur og i primærbestyrelsen for Landbrug & Fødevarer.

Der er mange reelle problemer at bokse med. F.eks. er det voldsomt svært at forklare det danske samfund, at import af biologiske produkter er lig med eksport af dårlig dyrevelfærd og af klima-, miljø- og naturproblemer, fordi de danske producenter ligger i toppen disse områder. At en markedstyret produktionsudvikling i DK ikke kan ske uden et nødvendigt miljømæssigt råderum. Og ikke mindst, at man, som anbefalet af NLK, skal udforme en reguleringsform, der belønner en god indsats for miljøet.

Der er ligeledes interessekonflikter mellem forskellige sektorer i erhvervet.

Alt sammen noget, der har givet anledning til robuste diskussioner i en åbenhjertig atmosfære mellem voksne mennesker. Men tingene er bragt videre og vi er lige gode venner af den grund.

Når det kommer til statsstøtte hopper kæden af. Her kan voksne mennesker opføre sig som børn, skændes på personlige måder, og føle sig dybt uretfærdigt behandlet, hvis ikke deres sektor eller deres firma får broderparten af støtten. Der bruges meget ledelsestid, opmærksomhed og beslutningskraft på området. Og diskussionen kan efterlade varigt nid og nag.

I grunden er det jo ikke så mærkeligt. De penge, staten giver som støtte til erhvervene kommer ikke fra et pengetræ, men fra en benhård beskatning blandt andet fra selv samme erhverv. Vi føler, det er vores egne penge, vi må slås om at få tilbage.

Løsningen er naturligvis, at samfundet skal holde op med at støtte produktion.

Men jeg må appellere til, at vi som erhverv er lidt mere offensive på området. Jeg står med stor fornøjelse på mål for den formidable dansk biologiske produktion. Men det er frygtelig irriterende at blive revet i næsen, at vi er på støtten, og kun at kunne replicere med det lidt sølle argument, at det er alle de andre også.

Vi er en stormagt på området. Vi kunne godt gå ind i diskussionen med klare krav til at støtten skal afskaffes fuldstændigt og hurtigst muligt, og sammen med de grønne NGO'er udstille franskmændenes hykleri og blokering af den globale sunde fornuft på dette vigtige område.

Hvert firma og hver sektor kan så i mellemtiden gøre op med sig selv om man vil dreje sin forretning hen på områder, hvor kunderne og ikke staten bestemme, hvad der skal produceres. Det har vores venner i minkbranchen gjort med stor succes, og det er vi ligeledes langt med i akvakulturen, hvor vi heldigvis kun døjer med noget forkølet ”EU-miljøinvesteringsstøtte”, som indtil nu har været totalt mislykket i forhold til sit hovedformål, nemlig at øge produktionen.

Frem for alt skal vi holde os langt væk fra nye skøre støttesystemer som f.eks. biomasseenergi, bioethanol og biogas.

Erfaringerne har vist hvor svært det er at komme af med støtten, når den først den er etableret, så den skal kvæles i starten.

Jeg glæder mig til den dag, da vores erhvervs fremmeste ejere og ledere bruge hele deres tid på at udvikle marked og produktion frem for at skændes om intern fordeling af statsstøtte, lobbye politikere om mere støtte og bokse med inkompetente miljøbureaukrater.