Samtale forudsætter udveksling af viden

authorimage
BLOGS
Af: Line Rosenvinge
05. dec 2013

 

Uffe Elbæk har lanceret et nyt parti, Alternativet, som i socialistisk fora omtales som "... den horeunge, som bliver skabt, når elitære radikale, projektmagere og klimakonsulenter parrer sig og tror, at man kan lave politik på en helt ny måde. Politik helt afsondret fra den politiske virkelighed, som resten af det politiske Danmark fungerer i."

Den tidligere radikale kulturminister måtte som bekendt gå af sidste år efter beskyldninger for nepotisme, siden gik han også fra det Radikale Venstre og stifter så nu sit eget parti sammen med Josephine Fock og Torsten Gejl. Partiet lanceres med en neongrøn farve og et manifest, der taler om nysgerrighed, mod, åbenhed og samarbejde. Partistifterne har desuden formuleret seks debatdogmer, fordi de mener demokrati og den politiske debat handler om at kunne tale med hinanden.

Ak ja. Det lyder umiddelbart meget tiltalende og inviterende, men samtale forudsætter udveksling af viden. Aktiviteten bør have et indhold, et omdrejningspunkt. Elbæk er uden tvivl en stor personlighed, men jeg vil ikke have en politiker, der er god til at tale med andre mennesker og skabe begejstring. Jeg vil have en politiker, der forstår det parlamentariske system og anvender sin magt til at skabe langtidsholdbare løsninger, fordi alle beslutninger træffes på baggrund af indsigt og viden. Elbæks viden begrænser sig til, hvordan man samler folk omkring sig og lave en god fest. Han er rigtig god til at involvere andre, som ved mere, end han selv. Men virkelige kapaciteter bliver sjældent hængende gennem årtier.

En personlighed som Elbæk har allerede bidraget med det, som han har at tilbyde samfundet: Hele retorikken omkring oplevelsesøkonomi, på statsligt såvel som kommunalt plan, er søbet ind i tankegangen fra tiden med Kaospiloterne. Men det var altså i 1990erne, at det virkelig rykkede i Mejlgade i Aarhus, hvor Elbæk og co. holdt til. Det er over tyve år siden.

Det er beskæmmende, at det politiske ikke har andet, at byde ind med i forhold til kulturen. Den liberale højrefløj vil beskære og vrænger på næse ad smagsdommere og faglighed, den nationalistiske opposition vil bruge kulturen i et opdragelsesprojekt af borgerne, mens praktisk taget alle partifarver hyper kreativitet og innovation som var det et drys englestøv, der kan forløse økonomien og desuden skabe sammenhængskraft for hele samfundet.

Ved det nylige kommunalvalg har Dansk Folkeparti for første gang nogensinde fået en borgmesterpost, den gik til Carl Christian Ebbesen, som nu er kultur- og fritidsborgmester i København. Kultur i betydningen litteratur, billedkunst, scenekunst, musik osv. er et område, som han ellers ikke har beskæftiget sig synderligt med. Til gengæld er han efter eget udsagn glad for "biler, motorcykler og friluftsliv" og har tænkt sig at stoppe kønsopdelte svømmeaktiviteter, forvise Hizb ut-Tahrir fra bibliotekerne og opgradere danskundervisning på bekostning af modersmålsundervisning.

Men hvad mener han om teatrene og museerne, hvilke bøger læser han, hvordan vil han fremme kunstens vilkår? Han er vist nok glad for rock og popmusik, så meget kan man få ud af ham, men adspurgt til sine nylige kulturoplevelser, så kan han ikke rigtig huske, hvornår han sidst var i teatret, og det er også svært for ham at huske, hviken film han sidst så i biografen. Det giver slet ikke mening at spørge om, hvilken kunstudstilling han synes bedst om sidste år eller hvilken skønlitteratur, der ligger på hans sengebord.

Som borgmester har Ebbesen fra årsskiftet ansvar for over hundrede biblioteker, kulturhuse, museer, arkiver, udstillingssteder og idrætsanlæg i København. Men er det virkelig for meget forlangt, at en politiker kender sit område? Det er svært at forestille sig en udenrigsminister, som ikke kan tale med om profiler for regeringslederne i indflydelsesrige lande, alene nævne deres navne, som ikke kan identificere aktuelle udfordringer og øjne potentialer for produktivt samarbejde, som ikke kender historikken for konfliktzoner og i det hele taget kan danne sig et overblik.

Som minister eller borgmester for et område er det en rigtig god idé at kende til det område, man har ansvar for. Også når det gælder et så åbenbart ringeagtet område som kulturen.

For nogle mennesker handler kultur stort set kun om en måde, at gøre tingene på. For disse mennesker bruges "kultur" som et præfiks eller et suffiks, som når man taler om trafikkulturen på cykelstierne eller køkulturen på posthuset.  

For andre mennesker handler kultur og kunst om forundring og indsigt. Det handler om at møde et materiale og forholde sig til et udtryk mellem mennesker.

Profil
Line Rosenvinge authorimage Taler ofte og gerne om kulturens væsentlighed, har høje tanker om kunstens værd og stiller krav til kunstens kunnen. Deler det, som er godt og vurderer også det, som går galt. Her på bloggen får du en fornemmelse for aktuelle hændelser fra kulturens verden med tanke på bredere relevans. Men du får også indblik i afkroge af kunstlivet, som du ellers ikke møder den i dagspressen.

Rosenvinge er siden 2005 selvstændig via Tender Task som kunstkritiker, forretningsudvikler og salonværtinde.

Få Lines indlæg
som RSS-feed her




Tidligere bloggere på borsen.dk