Borgmesterbilen bagerst

Borgerlige kommentatorer hygger sig berettiget over kommende københavnerborgmester Kabells kortslutning. Den revolutionære Enhedslistepolitiker overvejer nemlig at tage sig en borgmesterbil, til trods for at han sejrede sig gennem kommunalvalget på løftet om at sætte bilerne bagerst. Nogle er mere lige end andre.

Kammerat Kabell, den kommende øverste leder af hovedstadens teknik- og miljøforvaltning, forklarer til Ekstra Bladet: “det [er] vigtigt for mig, at jeg udnytter min tid bedst muligt til gavn for byen og dens indbyggere. Jeg skal kunne nå så mange møder som muligt”. I modsætning til byens øvrige borgere har denne mand et vigtigt ærinde. Bør vi forstå.

Lad os håbe Kabell falder for fristelsen. Hans eventuelle autoextravaganza kan vise sig at blive det bedste, der under omstændighederne kan ske for Københavns trafikpolitik. Han kommer nemlig til at holde i kø det meste af tiden, når han cruiser gennem byen. Så kan han da ikke lave ballade så længe.

Til gengæld kan han rulle ned og råbe al sin revolutionære pladder ud af de åbne elruder (husk at slukke for A/C’en), mens han stagnerer i Gothersgade. Eller læne sig mageligt tilbage i lædersæderne og tegne brede(re) cykelstier i den halve time det tager at komme fra Kgs. Nytorv til Christianshavn. Smække fødderne op og udregne sit CO2-fodaftryk, når han venter et kvarter på at dreje til venstre ad Stormgade fra H.C. Andersens Boulevard.

Selv en borgmesterbil kan ikke undvige pøblens vilkår. Den øverste leder vil få mareridt om orange afspærringskegler, om at grave og falde i vejarbejdshullerne og om manglende fremdrift og således stilstand. Han vil kunne nå det halve på den hele tid. Det vil blive en beslutning, der sætter Kabell bagerst. Det skal blive helt enestående – som i et socialistisk paradis.