Godt ledelseskodeks fra Finansrådet – men hvad med ejerforpligtelser?

authorimage
BLOGS
Af: Nils Thygesen
26. nov 2013

Finansrådets nyligt offentliggjorte ledelseskodeks bidrager til, at banksektoren kommer mere ”op på dupperne”. Dog er der kun tale om anbefalinger, og den enkelte bank kan vælge at fravige anbefalingerne med passende begrundelse. Derfor bliver det igen op til Finanstilsynet løbende at vurdere hensigtsmæssigheden i afvigelserne og eventuelt skride ind. Det ville være dejligt, hvis de ledelsesmæssige opstramninger, der i disse år finder sted i den finansielle sektor, helt overvejende kom fra egne rækker – nemlig aktionærkredsen. Aktive, årvågne og professionelle aktionærer er trods alt det bedste værn mod dårlig ledelse, og her forekommer fremskridtene at være af mindre markant omfang.

Godt nok er der indført en regel om, at de lovbestemte stemmeretsbegrænsninger i spare- og andelskasser kan ophæves, hvis et pengeinstitut er i økonomisk krise, men så er skaden formentlig allerede sket. I hvert fald bliver den efterfølgende redning højst sandsynlig dyrere, end hvis pengeinstituttet var ledet efter rettidig omhu-princippet, herunder med uafhængighed mellem ejer og pengeinstituttets ledelse. Der findes også banker med stemmeretsbegrænsning. Foreløbig synes der generelt ikke at være noget pres for at afskaffe den. Så længe den ordførende direktør kan overbevise omverdenen om, at han har kontrol over situationen, vil der normalt ikke opstå noget pres for at afskaffe en stemmeretsbegrænsning. Det er imidlertid netop i den situation, det vil være formålstjenligt at se kritisk på sådanne forhold. Kommer banken først ind i en uheldig udvikling, kan det blive dyrt for aktionærerne og i værste fald samfundet at rette op på situationen.

Der er ingen anden løsning på den ofte uheldige virkning af en spredt ejerstruktur end, at den enkelte aktionær må erkende, at der følger ansvar og forpligtelse med at være aktionær. Man må forsøge at danne sig et objektivt, konstruktivt og kritisk billede af pengeinstituttets direktør, hans ledelsesmæssige evner og kreditpolitiske linje. Regnskaberne må studeres, der må stilles relevante og velforberedte spørgsmål på generalforsamlingen, og fornemmer man, at noget ikke er helt, som det bør være, må man enten sælge sine aktier eller konferere med andre aktionærer om udfordringerne og tage kampen op. Presset kan både opbygges gennem en vigende aktiekurs og forsøg på udskiftninger i bestyrelsen og indirekte eventuelt senere direktionen. Konsekvenserne af at være passiv aktionær må derfor tydeliggøres, og her har småaktionærernes rådgivere et ansvar. Tilsvarende har småaktionærerne naturligvis et ansvar for at sikre sig uvildig rådgivning.

Med hensyn til incitamentsstrukturer har såvel branchen som tilsynsmyndighederne et ansvar. Desværre er det vanskeligt at blive overbevist om, at bankernes incitamentsstrukturer skulle have forandret sig markant fra i høj grad at være kortsigtet indtjeningsfokuseret til i højere grad at være langsigtet og i samme interesse som kunden. Her er man stadig henvist til de uafhængige rådgivere og måske i et vist omfang bankernes afdelinger for velhaverkunder.

Også her stilles der derfor store krav til den enkelte om at holde sig skarp på muligheder og ikke mindst risici, hvis ikke man i bedste fald skal ende som middelmådig investor og i værste fald som bidragyder til bankkollaps.

Profil
Nils Thygesen authorimage Nils Thygesen er bankuddannet civiløkonom (HD(U)) og CBA. Han har bl.a. været chefstrateg i Finansbanken A/S og aktieanalytiker i Danske Bank. Nils Thygesen har gennem mere end 20 år arbejdet med kredit- og investeringsanalyse, formueforvaltning og kommunikation.

Tidligere bloggere på borsen.dk