EU´s kønskvotetyranni igen, igen

Jeg har skrevet det før og gør det nu igen: Hverken EU eller det danske Folketing bør ty til tvangsmidler for at få opfyldt de politiske drømme om, at der skal flere kvinder i private selskabers bestyrelsesrum.

Alligevel vedtog EU-kommissionen sidste år et forslag, hvorefter ”det underrepræsenterede køn” skal udgøre mindst 40 procent af bestyrelsesposterne i de største offentlige virksomheder fra 2018 og i de største private selskaber fra 2020. EU-kvoter er dermed på vej til at blive sneget ind ad den danske bagdør, som jeg beskrev mere detaljeret i min tidligere blog ”EU´s ”kvotedirektiv” er en bombe under regeringens kvindemodel”.

Og nu strammer EU skruen igen. EU-Parlamentet har nemlig besluttet, at bestyrelsesmedlemmer fremover skal udpeges på grundlag af:

”en sammenlignende analyse af kandidaternes kvalifikationer ved hjælp af klare, kønsneutrale og utvetydige kriterier”.

Hvis valget står mellem to lige kvalificerede kandidater - hvor den ene er kvinde og den anden er mand - så skal kvinden altså vælges, hvis hendes køn er underrepræsenteret i den pågældende bestyrelse. Makker selskaberne ikke ret - fx fordi de vælger den ligeså kvalificerede mand - så kan selskabet blive sanktioneret med fx annullering af bestyrelsesvalget eller udelukkelse fra offentlige udbud.

Fremover skal det altså indgå som en faktor ved offentlige indkøb, hvor mange kvinder der sidder i leverandørens bestyrelse på lige fod med, hvem der kan levere det ønskede produkt til den bedste kvalitet og til den billigste pris.

Misforstået ligestillingspræmis
Faktum er imidlertid, at de største europæiske og danske selskaber - som EU-Parlamentets forslag er rettet mod - opererer i en global kontekst, hvor den rette bestyrelsessammensætning er et konkurrenceparameter i sig selv. Allerede i dag foregår der derfor en væsentlig professionalisering af bestyrelseshvervet, hvor der bliver brugt mange ressourcer på at finde den bedst egnede kandidat. Det gælder også ud fra en mangfoldighedsbetragtning, hvor der udover kompetencer bliver skelet til køn og etnicitet.

At pålægge selskaber den praktisk umulige opgave at skulle dokumentere, hvem der er bedst egnet blandt to ligeværdige kandidater med forskellige kompetencer, er derfor overflødigt: Valget falder altid på den bedst egnede, som dog i visse situationer kan afhænge af noget så menneskeligt som ”kemi”. Og det er vist kun EU´s skrivebordsbureaukrater, der på den vis kan sætte matematiske formler på menneskelig kemi, ud fra en misforstået præmis om, at ligestilling handler om ligelig repræsentation i slutresultatet i stedet for lige muligheder, som ellers er det juridiske udgangspunkt for ligestilling.

Heller ikke argumentet om, at flere kvinder i bestyrelsen vil smitte af på kønsfordelingen på ledelsesgangene, holder stik. Når vi ser på de norske kønskvoteerfaringer, viser de nemlig, at de slet ikke har affødt flere kvinder i de næste ledelseslag. Tværtimod er andelen af kvindelige ledere vokset hurtigere i de norske selskaber, som ikke har været underlagt et kvotekrav for deres bestyrelser, end dem der har.

Samlet set er det derfor vanskeligt at se fornuften i og finde argumenterne for EU-Parlamentets kønskvoteforslag, som altså kan føre til tvangsannulering af aktionærernes bestyrelsesvalg og dermed en indskrænkning af deres selvbestemmelsesret.