Grænseløs ansvarlighed

Uansvarlige virksomheder skal holdes i ørene. Det var det noble formål med Mæglings- og klageinstitutionen for ansvarlig virksomhedsadfærd (MKI), som daværende erhvervs- og vækstminister Annette Vilhelmsen åbnede for præcis et år siden. “Ansvarlighed og vækst skal gå hånd i hånd,” sagde hun. Nu kan MKI fejre fødselsdag i tryg forvisning om, at det er tilfældet, idet nævnet endnu ikke er kommet med en eneste udtalelse.

Hvis MKI kunne lukkes, burde det lukkes. Men Danmark har tilsluttet sig OECD’s retningslinier for virksomheders sociale ansvar, og det forpligter os til at have institutionen. MKI’s tilgang til opgaven er proaktiv. “Vi skal (…) give personer, ngo'er og andre, der føler sig krænket, mulighed for at klage,” sagde formand Mads Øvlisen ved åbningen. Man ville altså være de krænkede følelsers organ. Og når de krænkede ikke kommer til institutionen, må institutionen komme til dem. Derfor vil MKI nu til at oplære potentielle klagere, ligesom man diskuterer muligheden for at tage sager op af egen drift.

MKI bør alvorligt overveje, om det er ønskværdigt at fremelske en krænkelseskultur. Virksomheder i et frit samfund skal have lov at være virksomheder uden på forhånd at være genstand for myndighedernes mistænkeliggørelse.

OECD’s retningslinier er så bredt formuleret, at det er umuligt at vide, om man overskrider dem. Blandt andet skal virksomheder “bidrage til økonomisk, miljømæssig og social fremgang med henblik på at fremme en bæredygtig udvikling”. Vil det sige, at kan man ikke formulere et socialt formål med sin virksomhed, risikerer man en klage? Og hvordan skal “en bæredygtig udvikling” fortolkes?

Virksomheder skal også på omfattende vis “afstå fra at søge eller acceptere undtagelser, der ikke er omfattet i de lovmæssige eller forskriftsmæssige rammer for menneskerettigheder, miljø, sundhed, sikkerhed, arbejdsmarked, beskatning, financielle incitamenter eller andre forhold”. Hvad så, hvis man optimerer sin skattebetaling? Eller flytter sin produktion pga. for stram hjemlandsregulering?

Desuden skal virksomheder forsøge at forebygge og afhjælpe overtrædelser, som andre kunne tænkes at begå. Og de skal opfordre foretningspartnere til at anvende principperne for ansvarlig virksomhedsadfærd. Helt ærligt, hvor går grænserne for den enkelte virksomheds såkaldte sociale ansvar i en global virkelighed?

MKI stiller faktisk selv spørgsmålet på sin hjemmeside, men der findes naturligvis intet svar. Der findes til gengæld begrebet “nødvendig omhu” – due diligence – som, hvis udført, “minimerer risikoen for at blive genstand for en klage”. Den lyder, som alle due diligence-processer, omfattende og omkostningsfuld og giver ingen garantier. Der findes ingen standard at henholde sig til.

Det er ikke rimeligt at kræve, at virksomheder følger meningsløst udefinérbare retningslinier. Det har Danmark dog valgt at gøre, og derfor må vi leve med MKI. Som respons kunne virksomhederne gøre en fornuftig ting: Etablere et modpunkt. Det kunne være en organisation, der alene har til formål at opspare penge og intellektuel kapital til den dag, hvor det kommer til at gælde. For krænkelseskulturen skal nok vinde frem. Det har den gjort så eklatant andre steder i samfundet. Når det sker, ville det være flot, hvis virksomhederne var klar med et kraftfuldt forsvar for deres tilstedeværelse og handlinger. Opfører man sig redeligt, burde det ikke være svært at formulere.