Investeringsforeninger og investeringsrådgivning: ny model tiltrængt

authorimage
BLOGS
Af: Teis Knuthsen
18. nov 2013

Der er et stigende fokus på behovet for at finde en ny model for omkostningerne i danske investeringsforeninger, og for den investeringsrådgivning bankerne i dag tilbyder. Investeringsrådgivning er en vigtig serviceydelse for mange mennesker, på samme måde som du kan have behov for en advokat eller en revisor. En god model vil tillade dig som forbruger at betale for den service du modtager, hverken mere eller mindre, og bør gøre det muligt at stille krav om uvildighed. En god model vil ligeledes bidrage til at øge udbuddet af indeksfonde. Endelig bør vi fjerne forskellen i beskatningen af danske og udenlandske investeringsforeninger.
 

Jeg havde en gang en kat, der hed Jens. Den var så fed at gulvet knirkede, når den gik rundt i min gamle lejlighed. Billedet af min kat dukker ind i mellem op, når jeg tænker på gebyrerne på danske investeringsforeninger. Jeg holdt meget af min kat. Jeg er også stor fan af investeringsforeninger, men jeg tror at vi trænger til at ruske lidt op i branchen. Den kreative ødelæggelse, der er løbet som en steppebrand gennem mange brancher, synes ikke rigtig at være nået til dette hjørne af den finansielle sektor. Resultatet er at vi som forbrugere står med et produkt, der er dyrere end det burde være, og ofte uhensigtsmæssigt sat sammen i forhold til hvad vi har brug for.
 

For at forholde sig til diskussionen om omkostningerne i investeringsforeninger, må man sætte sig ind i hvilke de er. Indrømmet, det er ikke et sexet emne, men her følger et sammendrag:

Når man investerer følger der omkostninger med, og investering i forening er ingen undtagelse. Der skal betales for administration, for porteføljepleje, kurtage og for depotbank. Der kan ligeledes opkræves et markedsføringsbidrag, der tilfalder udbyderen af investeringsforeningen. I den typiske danske investeringsforening betaler man også et såkaldt formidlingshonorar (også kaldet beholdningsprovision), som er en betaling fra investeringsforeningen (altså dig) til den bank, der har solgt dig beviset. Formidlingshonorarets størrelse afhænger af aktivklassen, der investeres i. Eksempelvis kan korte danske obligationer koste omkring 0,2% om året, mens aktier typisk koster omkring 0,75% om året. Herudover betaler man et emissionstillæg for at træde ind i foreningen, og et indløsningsfradrag når man træder ud. Emissionstillægget indeholder normalt en tegningsprovision til den bank, hvor investeringsforeningen bliver købt. Ifølge Investeringsforeningsrådet (www.IFR.dk) er det gennemsnitlige emissionstillæg for foreninger, der investerer i danske aktier 1,5%, hvoraf tegningsprovisionen typisk udgør 0,7% - 1,0%. Handler du beviset i markedet og ikke gennem investeringsforeningen, betaler du normalt ikke emissionstillæg eller indløsningsfradrag, men blot kurtage. Ovenstående skelner ikke mellem aktive og passive investeringsstrategier, men er et billede på prisstrukturen på en dansk investeringsforening. Betalingen til banken kan du normalt kun finde specificeret i prospektet for investeringsforeningen.
 

Over de seneste år har der flere gange været rejst kritik af denne omkostningsstruktur. Det primære stridspunkt er betalingen til banken. For at repetere er det altså dels tegningsprovisionen, dels den årlige beholdningsprovision (formidlingsprovision). For at sætte tingene i perspektiv, så antag at du går ind i din bank for at høre om en investering i danske aktier og danske obligationer. Vælger du et standardprodukt fra en større dansk udbyder, vil du skulle betale 1,25% i tegningsprovision og henholdsvis 0,3% og 0,65% p.a. i beholdningsprovision. Investerer du ligeligt i begge foreninger for samlet set 1 million kroner, og holder du din investering i syv år (som er den tidshorisont der er valgt til det særlige danske begreb ÅOP – årlig omkostningsprocent), så vil du have betalt i alt kr. 37.900,- i gebyr til banken. Oven i dette kommer så betaling til investeringsforeningen for dens arbejde med at stykke investeringsforeningerne sammen.

Er ovenstående betaling rimelig? Ja, siger bankerne. Nej, siger kritikerne.
 

Gode men dyre

I udgangspunktet synes jeg at investeringsforeninger er et velegnet produkt for de fleste investorer. Det samme synes de fleste professionelle investorer i Danmark, der alle benytter sig af foreninger. Professionelle foreninger har blot typisk en anden prisstruktur, end dem der sælges til private, hvor såvel tegnings- som beholdningsprovisionen er pillet fra. Skal vi arbejde med omkostningerne på investeringsforeninger, er det således primært betalingen til bankerne, der skal ses efter i sømmene.
 

Den nuværende struktur forhindrer en egentlig konkurrence blandt investeringsforeningerne. Som forbruger kan du vælge mellem et bredt udvalg af supermarkeder, der alle markedsfører sig til bestemte segmenter. I mit nærområde har jeg et bredt udvalg fra Aldi, Fakta, Netto, Brugsen, Irma og SuperBest. Selvom bankerne gerne retter sig mod bestemte segmenter i deres markedsføring er betaling for rådgivning vedrørende investeringsforeninger monopoliseret, forstået på den måde at du stort set betaler det samme alle steder, og at ingen tilbyder en rådgivning eller en investeringsforeningsløsning, der reelt er anderledes. Som økonom synes jeg ikke markedet fungerer, og uanset hvor du går hen ender du i Mad & Vin.  
 

Ideen med at betale årligt for en ydelse, du måske kun modtager en enkelt gang synes ligeledes at kunne trænge til et eftersyn. Forestil dig at du gik til en advokat for at få lavet et testamente, og at hun så sendte dig en regning hvert år du levede. Sådan er det i princippet med beholdningsprovisionen i dag. Investeringsrådgivning bør ses som en serviceydelse på linje med de fleste øvrige liberale erhverv. Hvis din revisor laver din selvangivelse hvert år, så betaler du for det. Laver du den selv, betaler du selvfølgelig ikke igen for den han lavede sidste år. Bankerne påpeger ofte at det er dyrt at stille kvalificeret rådgivning til rådighed, men kravet er næppe højere end hvad der forventes hos advokater og revisorer.
 

Er du blandt den stigende gruppe af investorer der kan og vil selv, og som investerer på nettet, så er såvel tegnings- som beholdningsprovision ligeledes en besynderlig størrelse. Du betaler rent faktisk for en service du ikke har fået. Hvert år. I mine øjne er det endnu et argument for et skifte mod advokat/revisormodellen.
 

En del af kritikken rejst mod bankernes rådgivning går på om samme rådgivning er uvildig. Er du kunde i Den Gode Bank vil du typisk få anbefalet investeringsforeninger fra God Invest. Hver bank gør det samme og hver bank mener at netop deres beviser er de bedste. For markedet som helhed kan dette naturligvis ikke være sandt. Et opgør med dette vil kræve en ægte åben arkitektur i bankerne, der i sin yderste konsekvens kan medføre en adskillelse af bank og investeringsforeningsselskab. Så længe bankerne peger alene på egne investeringsforeninger er det svært at påberåbe sig et prædikat om uvildighed. Så er det nemmere at sige det som det er: I Min Bank tilbyder vi dig Min Invest.
 

Endelig kan man se på indholdet i de danske investeringsforeninger. Langt overvejende følger foreningerne en såkaldt aktiv strategi, der tilsigter at levere et afkast, der er højere end afkastet på det marked man investerer i (f.eks. danske aktier). Markedet kan dog ikke slå markedet, og undersøgelse efter undersøgelse viser at aktive foreninger som helhed ikke kan slå markedsafkastet efter omkostninger. For de fleste investorer er det markedsafkastet, der er det interessante, ikke om du er 1% foran eller bagud. En mindre tyngende, fast omkostningsstruktur ville hjælpe med at kunne øge udbuddet af foreninger, der fulgte en passiv investeringsstrategi (indeksfonde), hvilket igen kunne reducere omkostninger til betaling for porteføljeplejen. Ser man på det amerikanske marked har der været en årelang bevægelse mod passive fonde, der i dag udgør ca. 80% af udbuddet. 
 

I de senere år har der været stigende interesse for de såkaldte ETF’er (exchange traded funds). En ETF er en indeksfond, der handler som en aktie. Der betales et lavt fast administrationsgebyr og en lav kurtage, men ingen yderligere omkostninger til rådgivning. Mange ETF’er er tilgængelige for danske investorer, men desværre hæmmes væksten af en asymmetri i skattelovgivningen, idet ETF’er og øvrige udenlandske investeringsforeninger stilles anderledes (og dårligere) end danske investeringsforeninger. En god løsning for investeringsforeningerne som helhed bør medtage en ændring af skattelovgivningen.
 

Investeringsrådgivning er en vigtig serviceydelse for mange mennesker. En god model tillader dig som forbruger at betale for den service du modtager, hverken mere eller mindre, og bør gøre det muligt at stille krav om uvildighed. En god model vil ligeledes bidrage til at øge udbuddet af indeksfonde, der kan medvirke til at sikre lavere omkostninger, men også en lavere risiko for den enkelte investor. Endelig bør vi fjerne forskellen i beskatningen af danske og udenlandske investeringsforeninger. På europæisk plan har såvel Holland som England allerede forbudt en indirekte aflønning af bankerne for deres rådgivning. Flere andre lande overvejer lignende indgreb. Det ville klæde den danske banksektor, at vi kunne foreslå en ny forbedret model førend at et lovindgreb kom på tale.

Profil
Teis Knuthsen authorimage Teis Knuthsen har det makroøkonomiske overblik og kan se de store linjer. På bloggen her finder man originale vinkler på verdensmarkedets udvikling.

Teis Knuthsen er cand.polit. og investeringsdirektør i Kirk Kapital. Tidligere har han været både investeringsdirektør i Saxo privatbank, Nykredit og Global Head of FX Research hos Danske Bank.

Få Teis indlæg
som RSS-feed her




 
Tidligere bloggere på borsen.dk