Mislyde i DRs skattely-serie

Uanset alle gode intentioner er det alligevel lykkedes DR på uheldig vis at gøre sig selv til en hovedperson i sin egen dokumentarserie I skattely. Det har næppe været tanken. Men det er i hvert fald selvforskyldt. Og det skyldes især to forhold:

En uklar præmis

DR faldt for fristelsen at vælge kvantitet frem for kvalitet. Det skulle ikke bare være én hårdtslående dokumentar af højeste journalistiske kvalitet, men en hel serie på fire. Helt i  tråd med tiden i tv-journalistik; der skal presses flest mulige sendeminutter ud af ethvert materiale, og så bliver smørret smurt for tyndt på.

I stedet har DR leveret et stykke journalistik med en mudret og uklar præmis uden klare cases.

Det kunne have været en benhård afslørende dokumentar om rådgivere, der hjælper danske skatteborgere med at udføre ulovlig skatteunddragelse. Den historie er der masser af kød på. Det direkte og utvetydige skattesnyd reagerer langt de fleste negativt på, og havde DR holdt sig stringent til det, ville der have stået et langt smukkere og renere journalistisk resultat, uangribeligt for modargumenter og lange diskussioner, som skatteborgerne skal rette sig efter uskrevne regler, etik og moral, eller om det er ok at reducere sin skat mest muligt, så længe det sker inden for lovens rammer.

Hensigterne var fra starten ganske givet, at man skulle lave en sådan ren journalistisk fortælling om rådgivere, der rådgiver velhavere udi skatteunddragelse. Men den efterfølgende polemik mellem især Jyske Bank og DRs dokumentarchef, Steen Jensen, blandt andet i DR-programmet Mennesker & Medier viste, at tingene ikke var så sort-hvide, som DR fremstillede det i serien.

Der er ganske enkelt reel faglig uenighed om, hvordan den faktiske skattepligt ville virke i den konkrete situation.

Spørgsmålet er, om DR tilsvarende ville basere en udsendelse på samme præmis, når andre mennesker udnytter deres almindelige og vel helt legitime ret til at reducere deres skattebetalinger til udelukkende at udgøre det, loven kræver, - som når forældre spekulerer i at kunne give deres børn årlige, skattefri gaver, eller når man tilrettelægger sin pensionsudbetaling efter, hvordan man minimerer sin skattebetaling og tilmed sikrer sig størst mulige offentlige ydelser parallelt med pensionsudbetalingerne - når bare udbetalingerne optimeres på den rigtige måde.

Er den ene form for skattetænkning uetisk, mens den anden er helt fin - eller hvad? DR fik mere eller mindre frivilligt debatten til at handle om etik og moral i stedet for svindel og og bedrag.

DRs lukkethed

I en stadig mere åben verden, hvor ikke mindst medierne selv stiller høje krav til andre om åbenhed, har medierne selv meget svært ved at tage samme medicin. De er så lukkede, som de altid har været.

I det aktuelle tilfælde har DR valgt en forudsigelig, men efterhånden ret gammeldags og umoderne holdning til åbenhed: Man nægter pure at offentliggøre råbåndene fra skjulte optagelser af blandt andet Jyske Bank og Bech-Bruun, og man udviser ingen forståelse eller anerkendelse for det modsatte synspunkt.

Råbåndsoptagelser har altid været hellige for tv-stationerne som led i en materiale- og/eller kildebeskyttelse. Det gælder især, når der er tale om optagelser foretaget i skjul, og uden at kilden har vidst det.

Den spritnye DR-direktør Anne-Marie Dohm fremførte forleden i Berlingske, at skjulte optagelser næsten automatisk påfører kilden en krænkelse. Og deri har hun jo så absolut ret. Dohms og DRs logik er som følge heraf, at DR kun anvender den mest nødvendige del af optagelserne  til dokumentation for emnet. Hvem afgør så det? Ifølge DR er det ikke den krænkede - kilden - der er bedst til at beslutte det, men DR. Men måske er det netop kilden, der bedst kan vurdere, om den største krænkelse består i den meget selektive offentliggørelse, eller om man offentliggør det hele.

Og i det aktuelle tilfælde har kilderne selv - både Jyske Bank samt advokatfirmaet Bech-Bruun - appelleret til DR om at offentliggøre de råbåndsoptagelser, der viser de pågældende firmaers fulde rådgivning. Kildebeskyttelse kan der ikke være tale om, idet det er kilderne selv, som beder om offentliggørelse. Optræder andre kilder på båndene, kan man nøjes med at udlevere de dele af optagelserne, hvor de pågældende kilder optræder. Steen Jensen forklarer, at båndene indeholder oplysninger, som ikke egner sig til offentliggørelse uden at forklare, hvorfor optagelserne så overhovedet er lavet, hvis ikke det var tænkt til offentliggørelse, da kameraet blev tændt.

Og dette er en helt afgørende pointe: I Jyske Bank-sagen har DR valgt at anvende beskedne 10 minutter ud af 11 timers samlede skjulte optagelser. Jyske Banks påstand er, at sagen ville blive bedømt anderledes og mere til Jyske Banks fordel, hvis man kunne se hele forløbet og den kontekst, som de 10 minutter er taget ud af.

Selvfølgelig rejser spørgsmålet sig: Hvad indeholder de øvrige 98,5 pct., og har Jyske Bank en pointe, når de siger, at der ville tegne sig et andet billede, hvis man så det hele? Ville det - som Jyske Bank fremfører - givet et lidt mere nuanceret billede af den rådgivning, som DR gerne vil fremstille så skrækkelig som mulig?

Man kan få en bekymring for, at DR i virkeligheden dækker over, at journalister har optrådt som deciderede agent provocateurs, hvor man er gået lige lovlig langt i jagten på den saftige historie og reelt får lokket rådgiverne i en fælde. Undercover set-uppet er så ekstremt kontroversielt, at selv politiet er underlagt strenge retningslinjer for tilsvarende anvendelse af agenter. Og det kræver rent faktisk retskendelse.

Man kan i hvert fald bare notere, at DR ikke har tænkt sig at bidrage til opklaringen og få fjernet mistanken om, at man måske har noget at skjule, at man har fiflet med oplysningerne eller strammet vinklen udover det bæredygtige. Den slags skaber grobund for mistillid.

Den principielt begrundede afvisning, som DR bruger, tager ikke højde for, at tiderne skifter. At dagens mediebillede ganske enkelt er fundamentalt anderledes end før. Nye tider sætter nye standarder.

Tv har udviklet sig til et ekstremt magtfuldt medie, og når en dokumentarserie som denne ledsages af massiv redaktionel dækning på alle DRs platforme - TV-avisen, i radioen og på nettet, er "dommen" over en person, virksomhed eller organisation, der kommer i mediernes kritiske søgelys, langt hårdere og i praksis livsvarig.

I gamle dage var et tv-indslag glemt efter kort tid, og avisen blev dagen efter brugt til fiskeindpakning. I dag er konsekvenserne af journalistikken væsentlig hårdere, og det kalder naturligvis på en højere grad af omhyggelighed, journalistisk hæderlighed og etik samt ikke mindst åbenhed. Og derfor er en diskussion om åbenhed om mediernes metoder fuldt berettiget og meget nødvendig. Og det er ikke et spørgsmål om, at grundlæggende principper som kildebeskyttelse skal anfægtes, men om at journalistiske spilleregler måske trænger til en debat og en modernisering, der adresserer de voldsomme forandringer, mediebilledet har gennemgået de sidste 25 år.

I Sverige har det svenske tv-program Uppdrag Granskning, der laver undersøgende tv-dokumentarer, erkendt, at borgerne også har krav på at kunne se medierne efter i sømmene. Derfor fremlægges alt, kildemateriale, manuskripter mv. lægges online.

Borgerne kan således kontrollere den magthaver, som kontrollerer andre magthavere, at det journalistiske arbejde går ordentligt for sig. DR og TV 2 har afvist at følge det svenske åbenhedseksempel, men hævder i samme åndedrag, at man ikke har noget at skjule.

"Vi vil gerne være åbne for vores publikum, og jeg håber, at det vil øge vores troværdighed. Jeg tror også, det vil gavne vores journalister. De er nødt til at være endnu mere præcise nu," siger programmets projektleder Nils Hansson til det danske fagblad Journalisten.

Det er svært at være uenig. Men det er DR. Endnu.