Debatten om digterdebutanten

Du har hørt om Yahya Hassan. Ham med de voldsomme digte om at leve i en ghetto …

I weekenden løb han med Debutantprisen på årets Bogforum i Bella Centret. Samme sted kunne man købe en signeret udgave af hans digtsamling. Den, jeg fik fingre i, var i syvende oplag. SYVENDE! Digtsamlingen har kun været på gaden i ganske få uger. Dét er godt nyt for Gyldendals årsregnskab, for poesiens ellers så pressede verden og for hele Danmark, faktisk, for sjældent har en digtsamling fået så megen omtale, som den, Yahya Hassan har skrevet. Så kan man tale om, at kunst også er debatskabende og nødvendig i et samfund som det danske. Knægten er 18 år og på sit første år på forfatterskolen. Det, synes jeg, er temmelig godt gået. I Skriveværkstedet diskuterer vi lystigt, om han mon er vor tids Michael Strunge. Og hvordan er den næste bog fra ham – handler den om pressens og ghettoens forfølgelse af en ung mand, der udgiver kontroversielle digte …?

Imens har andre travlt med at debattere, hvordan Yahya Hassans digte bør læses: Etisk, i forhold til det samfund, de beskriver? Eller æstetisk, som den kunstform, poesi er? Alle kan enes om, at det er hårdtslående etik, han har udgivet. For pokker, det er hård læsning. Men æstetikken er sværere at placere. For er det skønt? Er det flot? Er det formen ved hans digte, der tiltaler os, eller er det indholdet, der forarger og får os til at købe og læse? Hvorfor har Yahya Hassan solgt syv oplag af sin bog på én måned, når andre og etablerede digtere ikke engang sælger 100 eksemplarer i alt?

Fordi Yahya Hassan rører noget i os. Og er det ikke det, kunst skal? Få os til at føle noget, reflektere over det og mene noget? Personligt synes jeg ikke, man kan skille etikken og æstetikken ad på den måde, som nogle forsøger at gøre. Form og indhold går vel hånd i hånd? Jeg mener ikke, at en smuk form er nok – heller ikke når det gælder poesi. Jeg vil have indhold. Jeg vil føle noget. Om digtet beriger mig med ny information, provokerer mig ad Pommern til eller fascinerer mig ud i nye retninger er ikke så væsentligt, bare den får mig ud i en eller anden retning. Men samtidig skal det naturligvis have en form for form med nogle originale sætningskonstruktioner og ordvalg, der overrasker. Det gør Yahya Hassan.

Og måske sælger hans digte også, fordi de handler om et stykke virkelighed, der er til at forholde sig til. Hvis kunst er nødvendig i et samfund, fordi den er med til at skabe debat, er det vel fordi, kunsten selv (bør) debattere(r) samfundet?