Shirley & Hinda – Oldemødrenes oprør

Den 13/11 er der premiere på dokumentarfilmen: Shirley & Hinda.

Filmen er kritisk over for økonomisk vækst, men CPHDOX var så åbensindet, at man inviterede mig til en forpremiere på filmen for, at jeg kunne deltage i diskussionen som væksttilhænger.

Filmen er bestemt værd at se.  Ikke på grund af det kritiske budskab, men fordi den morsomt og til tider gribende beskriver en dannelsesrejse for to veninder på omkring de 90, som holder meget af hinanden og slås med den knirken, som kroppen nu engang giver fra sig i den alder.

Desværre behandles emnet om vækst og økonomi på en utilstrækkelig og simplistisk måde. Indirekte kommer det til at virke som en fornærmelse af de to kvinders erfaring og intelligens, at den vigtige diskussion om økonomisk vækst udarter til primitive og ungdommelige Attack og Occupy Wall Street slagord.

Der er tre grundelementer i dannelsesrejsen:

Først besøger kvinderne en ældre fysikprofessor, som kommer med en klassisk lignelse om farerne ved vækst, især af den eksponentielle art. Han beskriver korrekt og malende, at en bakteriekultur med en fordoblingstid på 1 minut kun har brugt halvdelen af sit råderum 1 minut, før det er slut.

Men slutningen, at vækst er forkert og farlig, er simplistisk og utilstrækkelig af mange grunde:

1. Mennesker er ikke bakterier og kan iagttage og vurdere og med rettidig omhu undvige ressourcebegrænsninger ved at skaffe sige et større råderum eller ved substituere en begrænset ressource. Det er f.eks. ikke mange flintesten, vi bruger i vore dage. Og fossile brændstoffer vil heller ikke blive savnet, den dag vi finder en billigere og renere energiform.
2. Det er rigtigt, at uendelig vækst i uendelig tid ikke er mulig. Men misforståelsen er, at vi ikke har uendelig tid at vokse i. Lad mig give et jordnært eksempel: En 50 årig person, der arver eller vinder en million, og forventer at leve 50 år kan med et realrenteniveau på 5 % om året hæve sit forbrug med ca. 55.000 kr./år (før fradrag for skat). Til at overse og ikke nogen revolution for de fleste. Men hvad med en milliard kr. Så er det en forbrugsforøgelse på 55 mio. / kr. år, hvilket der skal mere end et par rejser på første klasse til at kapere.
   Lad os endvidere sige, at vores ny-rige fætter starter med at bruge en million ekstra om året – man skal jo lære at bruge penge – og er lærenem og lader sit forbrug vokse med 5 % om året, så har han stadig kun nået at bruge 220 millioner af milliarden efter 50 år. Og det endda med et renteniveau på nul.
   Lad os så forlænge tidskalaen til astronomisk niveau. Vi ved, at jorden er 4,5 mia. år gammel og at solen om ca. 1 milliard år vil blive så varm, at der ikke kan eksistere højere liv på jorden. Det kan være, at vi til den tid kan flytte jorden længere væk, men nok om det. Så vi skal altså ”kun” holde den gående på denne jord i en milliard år mere og ikke i uendelig lang tid. Lad os som eksempel tage aluminium, som vi bruger 50 mio. tons af pr. år. Aluminium er imidlertid et af grundstoffer, der har den største forekomst på jorden: 8% af jordens skorpe. Selv om vi fortsætter med det nuværende forbrug i 1 mia. år uden at genbruge et eneste gram vil vi om en mia. år kun have brugt 1 promille af de globale aluminium ressourcer. Så hvad er problemet?
3. Det skal lige føjes til, at vækst ikke er en forudsætning for at noget bliver brugt op. Et konstant forbrug over en tilstrækkelig lang tid, vil bruge enhver endelig ressource op.

Derefter besøgte de rare damer en økologisk økonom. Han sagde nogen selvindlysende og fornuftige ting bl.a., at man ikke kan bruge mere af fornyelige ressourcer end, hvad der svarer til fornyelsesraten, og at forbruget af ikke fornyelige ressourcer skal afvikles og substitueres inden de løber tør.

Alt sammen rigtigt, men bestemt ikke noget argument mod fortsat materiel økonomisk vækst.

Lad os tage typeeksemplet fiskeri, som rigtignok ikke kan øges ud over den årlige tilvækst af fiskebestandene, og så kunne man jo formene, at der ville være en overgrænse for, hvor mange fisk menneskene kunne komme til at spise. Men nej, ind kommer akvakulturen, hvor den eneste praktiske grænse for produktionen er efterspørgslen efter fisk, som stiger støt i takt med, at vi bliver flere og rigere.

I det hele taget er ”ikke fornyelige” ressourcer et svagt begreb. I praksis kan de alle livsnødvendige ressourcer enten substitueres eller genbruges.

Det sidste besøg på dannelsesrejsen var et aktionærmøde på det onde, onde Wall Street, hvor de fæle kapitalister ønskede den økonomiske vækst op i et højere gear. I en morsom happening erobrede Shirley talepodiet og stillede kritiske spørgsmål, og damerne blev derefter verfet ud af ubehøvlede sikkerhedsfolk.

Hvorefter filmen sluttede med udsagnet:økonomisk vækst er problemet og ikke løsningen. 

Det kunne man jo i grunden bare grine af, men desværre er holdningen ret udbredt og skadelig for menneskenes velfærd og fremtid.

Det er åbenbart umoralsk at prædike vækststop i en verden, hvor der stadig lever mere end en milliard mennesker i absolut fattigdom. Især når man tager i betragtning, at der ikke er nogen fysiske grænser for, at vi alle 10+ milliarder, kan leve mindst lige så materielt godt som menneskene i de rigeste lande i dag.

Man kan spørge, om der opstår en ”mæthed”, som gør at folk af sig selv holder op med at stræbe efter en højere levestandard. Det er da muligt, og der er tendenser i tiden:Simple Livingetc., der kunne tyde på det.

Jeg tillader mig nu tvivle. Når jeg holder foredrag om fremtiden og viser, at realindkomsten pr. hoved også i de kommende hundrede år forventes at stige 7 gange, er der meget får, der reagerer ved at sige, at så mange penge ønsker de sig ikke, eller så mange penge kan de ikke bruge. Og jeg har også endnu til gode at føre lønforhandling med en medarbejder, som ønsker sig at få mindre i løn.

Skal vi ikke blot nøgternt konstatere, at de fleste mennesker reelt elsker økonomisk vækst, og da vores demokratiske kapitalisme er så viseligt indrettet, at den kan give denne vækst samtidig med, at vi bliver rige og kloge nok til at skabe en smuk natur og et godt miljø, er det det jo bare med at køre videre af den bane.

Alligevel vil jeg opfordre folk til at se filmen til slut endnu et slagord:

If it ain’t broke, don’t fix it.