Etisk skatteudvalg er ikke en statsopgave

DR har igennem fire udsendelser sat skattely på dagsordenen. Ved hjælp af skjult kamera har en DR-journalist således filmet forskellige skatterådgivere, som har vejledt DR-journalisten i hans ønskede foretagende. Nemlig: Hvordan han kan få de 4 mio. kr., som han vil modtage for salget af en APP, til at strække længst muligt.

Selvom set-up´et udspiller sig i den finansielle verden, er der visse paralleller til almindelige danskeres hverdag. Fx er der hver dag et stort antal danskere, der tager syd for grænsen for at købe billigere varer med det ene formål: At få pengene til at række længst muligt.

Samme princip - forskellig moralsk opfattelse
Ligesom grænsehandlen er legal, selvom den danske stat dermed går glip af et ellers forventet afgiftsprovenu, kan det også være fuldt ud lovligt at flytte til udlandet for dermed at bringe sig ud af en høj dansk skattebetaling. Alligevel opfattes de to situationer - som principielt kan være skatteretligt identiske – ofte forskelligt i moralsk henseende. For mens grænsehandlen er generelt accepteret, anser mange det som moralsk forkasteligt at flytte fra Danmark, med selvsamme formål. Nemlig at indrette sig på en måde, så ens penge – på lovlig vis – rækker lidt længere.

I den kontekst er det derfor absurd, at en skatteminister – i spidsen for en etat, der i den grad har syltet grundlæggende retssikkerhedsprincipper – nu vil opstille et etisk kodeks for god skatterådgivning og et etisk udvalg, som skal se skatterådgiverne over skuldrene. Faktum er jo, at de juridiske rammer for at straffe ulovlig rådgivning allerede er på plads, og at et etisk kodeks ikke vil bidrage med noget i den henseende. 

Man må derfor stille spørgsmål ved, om det overhovedet er statens opgave at agere overdommer for, hvad der etisk eller uetisk korrekt, så længe loven overholdes. I hvert fald kan man konstatere, at der ikke fandtes en sådan moralsk overdommer, da Kammeradvokaten for nylig blåstemplede SKATs ejendomsvurderinger, og skatteministeren på den konto afviste at tilbagebetale danskerne for høj opkrævet ejendomsskat.

Retsstat eller moralstat?
Normalt synes vi jo også, at der er forkasteligt, når autoritære regimer lægger pres på forsvarsadvokater i sager, hvor deres klienter og staten har modstående interesser. Men er forskellen så stor, hvis den danske stat begynder at opstille ”etiske” grænser for, hvor godt skatterådgivere må rådgive deres klienter?

Princippet bør være, at alle har ret til ordentligt forsvar, så længe advokaten holder sig inden for lovens rammer. På samme måde må skatteyderne have krav på en ordentlig rådgivning, så længe rådgiverne overholder loven. Det er trods alt en retsstat vi lever i. Ikke en moralstat. Og det er en betændt sammenblanding af interesser, hvis staten både vil belære rådgiverne om ”god etik” og samtidig prøve at få flest muligt skattekroner i kassen.

Derfor er det også vigtigt at slå fast, at så længe lovgivningen overholdes, kan det være ligeså legalt at gå til en rådgiver og få forklaret om forskellige landes skatteregler og skatteoptimeringsmuligheder, som det er at slå GPS´en til, så den viser vejen til Fleggaard i Tyskland. I den kontekst er det udelukkende statens opgave at kontrollere, om reglerne bliver fulgt: Ikke at gøre sig til overdommer over danskernes frie valg indenfor lovens rammer.