Luk øjnene

Bør politikere være ideologisk selvsikre og handle ud fra en overordnet vision om en politisk idé eller skele til såkaldte meningsmålinger og sige de ting, som de har analyseret sig frem til ville være hensigtsmæssigt at sige?

Bør møbelfabrikanten forsøge at pejle sig ind på og efterleve markedskrav og -tendenser eller, som innovativ og kreativ møbeldesigner, selv skabe mode og ændre standarden for kommende tendenser?

Bør kulturlivets aktører give publikum, hvad publikum vil have eller kun vise lige præcis dét, de lyster og tror på og intet andet?

Se, her er vi nået ind til kernen af hvorfor politikere, virksomhedsledere og beslutningstagere af alsken slags burde lære af kunstneres tilgang til omverden og produktion: giv markedet, hvad markedet vil have (dette er den nemme løsning med kontant afregning) eller overbevis markedet – folket, forbrugerne – om at de har gavn og glæde af noget, de ikke vidste, de savnede (dette er den krævende men langtidsholdbare løsning). Sådan tænker kunstneren. Kunstneren præsenterer os for noget, vi ikke vidste, vi havde brug for. Kunstneren tror så meget på værdien af sin egen idé, at det kan lykkes for kunstneren også at overbevise andre om idéens og materialets værdi. Og når kunstneren lykkes med at give os noget, vi ikke viste vi savnede, så er det fordi vi præsenteres for noget, som er skabt på oprigtighed.

Det handler ikke bare om udbud og efterspørgsel. Det handler ikke om tillært, professionaliseret vælgertække. Det handler om oprigtighed og ordentlighed kombineret med passende fornemmelse for retning og relationer. Det handler om at finde ud af, hvordan man kan gøre en forskel, hvad det særlige er, man kan tilbyde verden.

Tænk, om virksomheder kunne sætte sig for at holde fokus på det, som skaber værdi. Ikke bare på bundlinjen, men i samfundet. Produkter og ydelser, som ikke kun giver profit i indeværende regnskabsår men som gør en forskel på den lange bane. Dette er, hvad vi skal leve af i fremtiden.

Luk øjnene. Se indad. Gå frem.