Den totale kontrol

Politiets såkaldte “totalkontroller”, der senest er blevet gennemført natten til tirsdag på motorvej E45 omkring Ejer Bavnehøj, er ikke kun et potentielt juridisk problem, som bl.a. CEPOS' Jacob Mchangama tidligere har påpeget. Denne praksis udgør et moralsk problem. Kontrollerne er i direkte konflikt med grundlaget for og ånden i det liberale demokrati.

Lad os begynde med det konkrete. Alle politiske tiltag burde, uanset deres nærmere karakter, altid som minimum udsættes for en simpel cost-benefit analyse: Hvor store er fordelene eller gevinsterne ved tiltaget, og hvor store er omkostningerne? Dette åbner i sagens natur for en række spørgsmål: Hvordan opgøres fordelenes og omkostningernes størrelse, hvilke kriterier vurderes de ud fra osv. Dette er en anden diskussion, der er interessant i sin egen ret.

Medfører politiets praksis med at gennemføre såkaldte “totalkontroller” flere eller større fordele end omkostninger? Fordelene er få, men entydige: folk, der er skyldige i den ene eller den anden form for kriminalitet, bliver pågrebet -- hvilket de ikke ville være blevet, hvis de ikke var blevet mødt af en “totalkontrol” på det pågældende sted på det pågældende tidspunkt.

Selv hvis dette ud fra en rent ressourcemæssig betragtning -- hvor mange forbrydere pågribes, og hvor alvorlige er forbrydelserne sammenholdt med de ressourcer, politiet tager i brug -- er en gevinst ud fra ordensmagtens vurdering, er der et helt andet sæt af omkostninger, mange glemmer at tage i betragtning. Ikke mindst politiet selv når de -- som vicepolitiinspektør Frits Kjeldsen i forbindelse med aktionen ved Ejer Bavnehøj -- udtaler sig om, hvor fantastisk et redskab kontrollerne er. Som Kjeldsen udtaler:

“Disse sager ville vi næppe have fundet, hvis ikke vi havde valgt at bruge den store klinge og simpelthen kontrollere efter stort set alt.”

Omkostningerne er generelt mindre håndgribelige end fordelene, men de er ikke mindre væsentlige af den grund. Tværtimod.

Det handler først og fremmest om frihedsrettigheder. Klassiske frihedsrettigheder som retten til egen krop og retten til privat ejendom indebærer bl.a. en ret til at gå frit på gaden uden at blive standset af politiet og visiteret og kontrolleret uden skyggen af begrundet mistanke fra politiets side. Frihedsrettigheder udgør selve fundamentet for et frit samfund. Hvis ordensmagten krænker borgernes frihedsrettigheder i påståede bestræbelser på at tage vare på borgernes sikkerhed, svarer det til at skylle barnet ud med badevandet: Ordensmagten krænker de basale værdier, hvis beskyttelse er ordensmagtens eget ultimative formål.

Frihedsrettigheder hænger tæt sammen med et princip om, at det enkelte menneske er vigtigere end staten. I et frit samfund er staten et middel, der er til for individets frihed -- ikke omvendt. Individet kan ikke være, og må aldrig blive, et middel til statens overlevelse.

Som om alt dette ikke var nok, kan vi slutte med at påpege det måske mest åbenlyse af de underliggende principper, politiets “totalkontroller” lader hånt om: Enhver borger er som udgangspunkt lovlydig og ikke-mistænkt for at være forbryder fra statens side. Dette kan nemt forveksles med det juridiske princip om, at enhver er uskyldig, indtil det modsatte er bevist, men der er tale om to forskellige ting. På et formelt plan må det sidste princip (om at være “ikke-skyldig”) nødvendigvis være en betingelse for et retssamfund. Det første princip (om at være “ikke-mistænkt”) er langt mere uformelt og uhåndgribeligt og sværere at håndhæve. Ikke desto mindre burde det være en selvfølge i et frit samfund, at ordensmagten følger ånden i dette princip, når den udfører sine opgaver.

I et frit samfund er det ikke borgerne, der bør frygte staten. Det er staten, der bør frygte borgerne.